S_FørOgNu

teisen deraf var Herman Bangs sidste Arbejde paa Folketeatret,

og en D ramatisering, som Charles K jerulf havde oversat, af D u

m as' berømte Roman „De t r e M u s k e t e r e r “ blev — trods

effektfulde Scener — ikke den Snkcés, som kunde genoprette

Tabet ved flere af Sæsonens tidligere Forestillinger. Medens

denne Folkekomedie stod paa Programmet, døde Abrahams den

31. Marts 1900. Da hans Bo var erklæ ret fallit, besluttede P er

sonalet at spille paa Deling, indtil Kontrakterne udløb. Peter

Fjelstrup valgtes til Direktør.

Den første Forestilling under Delingsspillet, C. H o s tr u p s

„ T o r d e n v e jr “, var ikke egnet til at skaffe de fornødne Kon

tan ter i Kassen, men heldigvis havde Gustav Esmann, kort før

Abrahams’ Død, indleveret 3 Akter af et vittigt, undertiden revy-

agtigt Lystspil, som var skrevet for Folketeatrets Skuespillere.

Det hed „ A le x a n d e r d e n S to r e “. Medens Personalet gik i

Gang med Indstuderingen, sled Esmann for at faa S tykket fæ r

digt, og den sidste, tynde Akt blev først afleveret fem Dage før

end Generalprøven. Men Stykket gjorde stor Lykke og fik en

overmaade god Udførelse: Fjelstrups spillevende Kelner, Hofmans

jødiske Grosserer, Rostrups stupide H usarløjtnant, Jonna Neiien-

dams lade Bourgeoisifrøken og Julie Møllers sleske Madam var

udmærkede kjøbenhavnske Typer. R esultatet blev, a t „Alexander

den Store“ indspillede Gagerne til Personalet.

D irektør Abrahams’ Død — han blev kun 57 Aar — vakte a l

mindelig Deltagelse.

Boets Konkurs lagde hans økonomiske

Kamp aaben for Alle. Mindet om hans Væsens gode Egenskaber,

hans Bravlied og Humør, overskyggede snart Erindringen om hans

Mangel paa bestem t Vilje. Døden udslettede vrede Ord. Han

lever nu i Mindet som en dannet, patriarkalsk Mand, hvem

Kærlighed til Skuespilkunsten drev bort fra mere sikre Livsveje.

P aa T eatret læ rte han — som mange før og siden — at slaa af

paa Idealerne, men han stræ bte dog i sin Ledelse at forene

kunstneriske Hensyn med den nødvendige Sans for Publikums

Smag.

— Blandt de P r i v a t f o r e s t i l l i n g e r , som fandt Sted paa Folke

tea tret i Perioden 1884—1900, var „Studentersam fundets fri T ea

ters“ Opførelse af litteræ re Værker de mest betydningsfulde.

Foreningen blev dannet d. 11. Febr. 1891, og dens Formaal var

bl. a. a t raade Bod paa Savnet af et intim t T eater. Ca.

1000

Medlemmer stod bag ved Bestyrelsen, hvis bærende K raft var

Redaktør C a r l B e h r e n s . Dette Teaters alvorlige Stræben og

overraskende Resultater fortjente en nærmere historisk Rede

gørelse ; men da Forestillingerne var Folketeatrets Ledelse uved

kommende, skal her blot nævnes, at Opførelsen af G u s ta v W ie d s

Sørgespil „En B r y l l u p s a f t e n “ d.

. Febr. 1892 formede sig til

en enestaaende Begivenhed i dansk Teaterhistorie, fordi Publi

kum protesterede mod at se Stykket til Ende. Situationen var

denne : En overspændt Kvinde (Fru Luduvica Levy) vil befri sit

Barnebarn, en tretten aarig Pige (Fru Olivia Norrie), for at føres

med ind i hendes Moders ny Ægteskab og ny Forelskelse ; paa

Bryllupsaftenen sidder hun ved Pigebarnets Seng og prøver paa

at kvæle Barnet, medens hun — beder Fadervor. Denne p ara

doksale Scene faldt selv den radikale Beaumonde for Brystet, og

de fleste Tilskuere raabte : „Fy! Fy! Tæppet ned! Tæppet n ed !“

E fter at Gongonen havde paabudt Stilhed, forsøgte man at spille

videre, men det var umuligt at faa Ro. Folk v il d e ikke se

mere af Gustav Wieds lille Sørgespil, der sa aledes end ikke

naaede en hel Première.

Gæstespil, saavel af enkelte Kunstnere som af hele Selskaber,

var meget almindelige i den her om talte Periode. Da Operetterne

fra Begyndelsen af Halvfemserne fik deres Renæssance, m aatte

Abrahams engagere adskillige stemmebegavede Gæster, blandt

hvilke' Fru A n n a P e t t e r so n - N o r r ie blev den, som hyppigst

vendte tilbage. Opmærksomhed vakte ogsaa B jø r n B jø r n s o n s

Optræden som Far Mathias i „K lokkerne“ (1894), A u g u s t L in d -

b e r g s „Gringoire“ (1897), S u s a n n e D e p ré s og L u g n é - P o ë ;

han spillede bl. a. én Gang Pastor Sang blandt sine danske

Kolleger (

. Maj 1899). Gøteborgs Teaterpersonale optraadte i

Maj 1886, et W ieneroperetteselskab gav

Forestillinger i Maj

1897, men mest betydningsfuldt i kunstnerisk Henseende var

M ou n e t - S u l l y s Spil som „Ham let“ og „Kong Ødipus“ den

18. og 19. Decbr. 1899. Det var ikke Tragediernes ydre Iscene

sættelse, som bragte ham Sejren. „Ham let“ gaves i det tilfæ l

digste Udstyr, og Publikum lo, naar Kong Claudius’ Hof an

vendte „Kong Christian stod ved højen Mast“ som Introduktions

melodi ved højtidelige Lejligheder. Omgivet af et daarligt Ensem

ble viste Mounet-Sully sin storladne Prins af Danmark med det

sorgfulde Ansigt og den aabne Mund, og med de blytunge Øjen-

laag sænkede over det angstfuldt stirrende Blik. Han var herlig

a t skue og altid interessant. Men endnu mere flammende og

uforglemmeligt for den, der saa’ ham, staar hans Frem stilling af

Sokrates’ Kong Ødip, som for over to Aartusinder siden opførtes

i Athen. Hvilken enestaaende Evne til at udtrykke majestætisk

Højhed ! Ingen Tilskuer kan faa udvisket af sin Erindring Ødips

Rædsel, da U lykkerne meddeles ham, eller Billedet af den blinde,

blodplettede Høvding, der jam rende tum lede frem. En saa gri

bende Skuespilkunst opleves kun én Gang. Mounet-Sully var af

den Støbning, efter hvilken Guderne slaar Formen itu.

1 9 0 0— 1908 .

I Sommeren 1900 gennemgik Folketeatret en grundig Reparation.

Den gamle Staldbygnings prim itive Paaklædningsvæ relser, hvor

Rotter mangen en N at gnavede af Skuespillernes Sminke, blev

sløjfede, og den herskabelige Ejendom paa Nørrevold Nr. 50, som

senest var beny ttet af E tatsraad Gamél, blev nu T eatrets kom

fortable Adm inistrationsbygning. Sam tidig steg L ejeafgiften til

47,500 Kr. om Aaret. J e n s F r e d e r i k S ie g f r e d D o r p h - P e te r -

s e n blev den første D irektør, som fik Privatbolig paa selve

Teatret.

Allerede i 1866 havde han spillet Studenterkom edie indenfor

dets Mure. Aaret efter, d. 26. April 1867, debuterede han paa

det gamle kgl. T eater i „Man kan, hvad man vil“ som Ruy Go-

mez, en Rolle, han med sit gode Sceneansigt, sin ranke Skikkelse

og naturlige Holdning havde en Del Betingelser for a t kunne spille.

Men da Debuten fandt Sted ti A ftener efter hin Vaardag i T ea

trets Historie, da Emil og Olaf Poulsen optraadte første Gang,

var hans Skæbne beseglet. Ligesom Carl W ulff og Abrahams

havde han ikke Udsigt til at faa nogen udviklende Virksomhed,

og efter tre Aars Forløb brød han af. D irektionen L in d e -

B e r n e r beklagede i en Indstilling til Kultusm inister H a ll P ri

vatteatrenes Lyst til at erhverve „saadanne Talenter, ved hvis

Hjælp de venter at gøre gode A ffairer“ og nævnede som Eksem

pel, at „den unge Dorph-Petersen havde faaet 900 Rdlr. ved

Folketeatret imod 800 Rdlr. ved det kgl. T ea te r“. Dog, de tre

Aar ved Nationalscenen var ingenlunde spildt; hvad han læ rte

dér, kom ham siden til gode. Ogsaa for hans

P rivatlivfik de

Betydning. Saaledes fortæ ller Fru Sødring i sine „Livserindrin

ger“, at hun flere Gange, naar hun havde spillet og skulde til at

køre hjem, saa’ en af T eatrets Elever, en ung Student, lukke

Vogndøren op med en ærbødig Hilsen. Naar hun saa havde

naaet sin Bolig ved Vestervold, stod han der til hendes Forbau-

selse atte r og aabnede Vogndøren. Han havde altsaa løbet den

hele Vej for a t komme tidsnok!

Forklarende tilføjer Fru Sød

ring: „Om han gjorde dette for min eller for min ældste Datters

Skyld, har jeg aldrig faaet a t vide. Det unge Menneske hed

Dorph-Petersen og blev senere min kære Svigersøn“.

F ra sin 28aarige Virksomhed som Skuespiller, Inspektør og In

struktør havde han et nøje Kendskab til det T eater, hvis Ledelse

han nu overtog. Vel var han betydeligt ældre end de nærmeste

Forgængere havde været, da de blev D irektører, men til Gengæld

ejede han større E rfaring. Hans Folketeaterpraksis strak te sig

over det lange Stykke Livsvej mellem H. V. Langes myndige

Fasthed til Abrahams’ stigende Usikkerhed. Dog, det var ikke

alene Institutionens forskellige Grene i n d a d t i l , Dorph-Petersen

kendte, men han var ogsaa i høj Grad fortrolig med Teatrets

Stilling u d a d ti l. Han vidste, hvad Folk vilde se paa Nørregade,

og forstod i sit Repertoire at vælge en Tone, som laa mellem den,

der havde hjemme paa Nationalscenen og den, som var til Huse

i Martinius Nielsens D agm arteater. Og til Fornyelse af Perso

nalet valgte Dorph-Petersen saadanne Skuespillere, som paa en

frisk og livfuld Maade kunde' bevare de gamle T raditioner. Uden

at være betydelig som Instruktør havde han god Forstand paa

Komedie, navnlig paa den snart muntre, snart sentim entale Ka

rakterskildring, der passede for F o lketeatret. Langt mere end

Kunstner var han en udmæ rket Forretningsmand af den ældre,

solide Skole, flittig, nøjagtig, snu, forsigtig og økonomisk. Men

han savnede i sin daglige Optræden Abrahams’ Jovialitet og Evne

til at slaa en Modstander paa Skulderen og sige: „Kom nu, gamle

Ven, saa skal vi to tale fornuftigt med h in an d en !“ Dorph-

Petersen var i Reglen faamæ lt og altid ivrig optaget af sin V irk

somhed. Det mærkedes da ogsaa snart, at „den faste Haands

Po litik “ var vendt tilbage.

Med en udmæ rket Forøgelse af Personalet omkring den ældre

Stab begyndte han sin Æ ra:

VI.

Marius Berggreen.

Hallander Hellemann.

Emil H elsengreen.

Harald Kolling.

Valdemar Lund.

Johannes Ring.

Fr. Schack-Jensen.

Leo Tscherning.

Viggo W iehe.

Emil Wultf.

Otto Zinck.

Frk. Sigrid Andersen, 3: Fru Neiien-

dam.

Frk. Sara Beckett, 3: Fru Dr. Mant-

zius.

Frk. Vera Beyer, 3: Fru Lindstrøm.

Fru Henny Borchsenius, f. Ketelsen.

Frk. Ellen Diedrich, 3: Fru Rindom.

Fru Johanne Ingwersen, f. Ingwer-

sen.

Frk. Olga Meyer, 3: Fru Schmige-

low .

Fru Julie Møller, f. Bondesen.

Fru Dagmar Orlamundt, f. Hansen.

Fru Maria Ring, f. P etersen.

Fru Bernh. Rosenbaum , f. Kruse.

Frk. Gudrun Schmidt, 3: Fru Bruun.

Fru Ellen Uhlendorff, f. Jørgensen.

Musikdirektør : Nikolaj Hansen.

Inspektør: Fhv. B illetkasserer Harald Hansen.

R egissør: Emanuel Madsen.

Sufflør: Axel Dahl.

Frisør: Robert Møller.

Billetkasserer: Peter Jørgensen.

Maskinmester: Christian Clausen (fra 1901).

Med disse Skuespillere søgte Dorph-Petersen at bevare det be-

standig-borgerlige Præg fra Overskous Tid, tilsa t med Studenter-

260