280 / 311
des i Sæsonen 1904—05, og det blev ikke overgaaet senere i
Perioden indtil 1908. Men hermed er ikke sagt, a t U dbyttet
ogsaa naaede Toppunktet; ved at formindske Personalet og ind
skrænke Udgifterne det mest mulige, blev Dorph-Petersens Over
skud i de følgende Sæsoner langt større.
Det brogede Repertoire i Aarene 1903 —05 bød Skuespillerne
forskelligartede Opgaver, og derfor blev disse Sæsoner særdeles
frugtbare i kunstnerisk Forstand. 13. Septbr. 1903 debuterede
H ja lm a r B e r g s t r ø m som D ram atiker med Folkelivsbilledet
„Møn t e r g a d e 3 9“ og røbede ved sin slagfærdige Replik og sikre
Iagttagelsesevne, at han engang vilde kunne skrive et udmærket
Lystspil. S tykket fik en livfuld Udførelse, navnlig brillerede Fru
Ring ved sin naturtro Frem stilling af den gamle, visne Jomfru
Phil. Opførelsen af E d v . B r a n d e s ’ „ O v e rm a g t“ i Forfatterens
Iscenesættelse var al Æ re værd, men Nørregades T eater blev ikke
det rette Forum for dette Skuespil; alene af den Grund naaede
S tykket kun ti Opførelser. Dog, disse skaffedede det faatallige
Publikum, som véd hvad Kunst er, den Nydelse at være i Selskab
med en Forfatter, der nøje kender Scenen og med Klogskab og
Skarphed blotter Livet. I C a rl B e h r e n s Oversættelse af M ax
D r e y e r s „ L iv e ts D a l“ , hvis lidt vovede Emne Forfatteren
havde behandlet med bred og sund Humor, fik Poul Reumert rigtig
Lejlighed til at indtage Publikum ved sin friske Elskværdighed, og i
W a l t e r C h r is tm a s ’ habile Teaterstykke „En L e k t i o n “ røbede
rede Drenge og spillede Skolens kvindelige Personale ; Svend
Aggerholm udmærkede sig navnlig som en fregnet Knægt i Løm
melalderen. Dygtig arrangeret var Frk. Thorberg-Sommers Debut
som Suzanne i W illiam Blochs Oversættelse af P a i l l e r o n s Lyst
spil „H v o r m a n k e d e r s ig “, idet fhv. kgl. Skuespillerinde Fru
E ckardt ledsagede sin unge Nièce ind i T eatrets Verden og som
Gæst spillede Hertugindens Rolle. Dengang var Optræden paa
et P riv atteater af en virkelig kgl. Skuespillerinde en Begivenhed,
— senere har Gentagelser tag et K raften af Sensationen. Hel
digvis kunde Debutantindens Evner taale den Opsigt, Forestillin
gen v ak te; T eatret vandt i hende en nydelig og sanddru Frem
stillerinde af Lystspillets kultiverede unge Pige. Johannes N iel
sens Genkomst fra Nationalscenen (Septbr. 1904) var en betydelig
Vinding, navnlig fordi han i de mellem liggende Aar under W il
liam Bloch havde udviklet sine Instruktørevner, som nu kom
Folketeatret tilgode. E fter nogle Uheld erobrede han henimod
Sæsonens Slutning sin gamle Stilling som Skuespiller, idet han
skabte en rørende og tilforladelig Figur ud af Skrivelæ rer Møl
mark i Gustav W ieds „B y e n s S t o l t h e d “. Næsten hele Perso
nalet bidrog til den Sukcés, som denne harmløse Skildring af
Livet i en dansk Provinsby opnaaede, navnlig var Johs. Ring
meget pudsig som en forgældet adelig Stationsforstander. „Byens
Stolthed“ var en Komedie af den paa Fo lk eteatret bombesikre
Slags ; ved sin Overfladebehandling af Typerne og sine kaade
Poul Reumert.
S cenebilleder fra „Livets D al“.
B etty Nansen.
Betty Nanscn.
Julie Møller.
han som den unge Skovfoged, der af Jalousi drives til Raseri,
hvilken fortræffelig K arakterskuespiller han vilde blive. Begge
disse Forestillinger klædte i høj Grad Folketeatrets Scene, og det
lykkedes Skuespillerne at skabe Typer ud af Roller, der kun
indeholdt Antydninger, f. Eks. Julie Møllers fordrukkent blus
sende, sløve Hofdame i „Livets Dal“ og Leo Tschernings adelige
Fløs v. Schneppen i „En Lektion“. Hvilken Værdi en udmærket
Enkeltpræ station kan have for et tynd t Stykke, viste Frk. Sigrid
Andersens Frem stilling af Tjenestepigen Trine i E lle n R e u m e r ts
„ T v il li n g e r “. Komedien var kun en elskværdig Studenter-Faste
lavnsfarce, men Sigrid Andersens naturtro og morsomme Skikkelse
hævede den til et nationalt Lystspil. Nogle Ord, Forfatteren
E d g a r d H ø y e r skrev i „Vort Land“, havde Adresse til adskil
lige af Folketeatrets K unstnere: „Det er ærgerligt, at et saadant
Stykke lødig Kunst uløselig skal være k n y ttet til en Komedie,
der gaar idag og imorgen kastes i Ovnen. Den Tanke maa være
Skuespillerens tungeste, langt tungere end den, at hans Ydelser
engang dør med ham . . . at vide og føle det usigelig sikkert,
blandt andet paa hele Publikums uendelige Begejstring, at man
har skabt et Stykke Kunst, der b u r d e hænges op paa et Natio
nalgalleri, og som nu er kny ttet til et Døgnstykkes tilfældige,
sandsynligvis korte Levetid, det maa være b itte rt“. Skønt
„Tvillinger“ fremkom i Decbr. Maaned, naaede det i første Oip-
gang 41 Opførelser. Et morsomt Eksperiment var E s m a n n s og
C h r i s t m a s ’ Børnekomedie „En S a m m e n s v æ r g e ls e e l l e r
H r. M ik k e ls e n s V a n h e ld “, hvori Skuespillerne med Held age-
Indfald stammede den ned fra Vaudevillen og Lystspillet i Tea
trets ældste Tid, for hvilken Otto Zinck nu var den sidste Re
præ sentant. Hans „D rolligkeit“ var ingenlunde ringere end før,
men denne Form for Komik virkede nu næsten historisk. Han be
varede dog stadig sit ældre Repertoire og derigennem sin Popu
laritet, der gav sig et Udslag, da han den
11
. Febr. 1905 fejrede
sit 50 Aars Jubilæum („Nøddebo P ræ stegaard“—„F am ilietvist“),
hvorom han b eretter i sine „E rindringer“ : „Jeg modtog en stor
arte t Hyldest ikke blot fra det store Publikum, men ogsaa fra
Kongehusets Medlemmer, der beærede mig med deres Nærværelse.
A ftenen endte efter Forestillingen med en fornøjelig Fest, som
min D irektør og mine Kammerater, Herrer og Damer, havde for
an staltet for mig, og ved hvilken jeg holdt ud til Kl. 4 om Mor
genen. Aaret forud havde Kong Christian IX i Novbr. udnævnt
mig til Ridder af Dbg., en Hædersbevisning, der var saa meget
større, som jeg er den første Skuespiller udenfor det kgl. Teater,
der i a k ti v Tjeneste har modtaget denne Udmærkelse“. Medens
Zinck, trods sine 80 Aar, vedblev a t virke ved Folketeatret, drog
Adam Poulsen til mere klassiske Steder, foreløbig i Berlin og
Wien. To Skikkelser vil huskes fra hans Folketeaterperiode:
Præsten B ratt i „Over Evne“, overraskende ved intens Replik
behandling og k arakteristisk Maske, sam t hans Frem stilling af
en brutal Officer i H a r tl e b e n s Skuespil „ K a r n e v a l“, som Paul
Sarauw havde oversat. Stykket faldt totalt, men dræbte ikke
Erindringen om Adam Poulsens pragtfulde Don Juanskikkelse i
prøjsisk Udgave, kynisk og stenhaard, et af de Jernmennesker,
266