282 / 311
som nu kæmper paa Slagmarken. En anden yngre Skuespiller,
der ligeledes afgik i Maj 1905, var Aage Garde. Allerede i
Abrahams’ sidste Sæson havde han vakt Opmærksomhed ved sit
kultiverede Spil som cand. theol. Fenger i Sv. Langes „Storm“,
en Skikkelse, hvortil Garde havde et fuldendt Ydre, og efter tre
Udviklingsaar paa Casino kom han med Fru Nansen tilbage til
Folketeatret. Han spillede smukt i flere Roller, navnlig som
Pastor Krøyer i „Over Evne“, men da Forandringen ved Fru
Nansens Bortgang spærrede hans Frem tidsudsigter i Hovedstaden,
begyndte han sin Virksomhed i Provinsbyerne. Af de ældre
Skuespillere forlod Marius Berggreen Fo lk eteatret efter 21 Aars
meget ny ttig Tjeneste. Som D ialektskuespiller er han ikke senere
blevet erstattet.
— Sin sjette Kampagne {1905—06}' begyndte Dorph-Petersen
altsaa som Enedirektør og med et Personale, der var betydelig
formindsket, hvilket dog havde den Fordel, a t hvert Medlem fik
„noget a t bestille“. Med enkelte Forandringer forblev S ta b e n
nu den samme, indtil Dorph-Petersens D irektorat sluttede i 1908:
Svend Aggerholm (til 1907).
August Blom.
A. R. Christensen (fra 1906).
Axel Esbensen (til 1907).
Hallander Hellemann.
Emil Helsengreen.
Viggo Lindstrøm (til 1907).
Johannes Meyer (fra 1907).
Robert N eiiendam .
H. C. Nielsen.
Johannes N ielsen.
Poul Reumert.
Johannes Ring.
Albrecht Schmidt (fra 1907).
Leo Tscherning.
Otto Zinck (f 1908).
Fru Aggerholm f. Abrahams.
Frk. Sigrid Andersen 3; Fru N eii
endam.
Frk. Basse (til 1906).
Fru Lindstrøm (til 1906).
Frk. Betty Meyer 3: Fru Kirkeby
(til 1907).
Frk. Olga Meyer 3: Fru Schm ige-
low .
Fru Julie Møller (t 1907).
Fru O livia Norrie (fra 1906).
Fru Dagmar Orlamundt.
Frk. Agnete v. Prangen 3: Fru
Blom.
Fru Maria Ring.
Fru Bernhardine Rosenbaum .
Frk. Thorberg-Sommer 3: Fru
Wieth.
Frk. Johanne Winther 3: Fru Di
nesen (til 1907).
Musikdirektør: Axel Schiøler.
Inspektør: Harald Hansen.
R egissør: V. Bauer.
Sufflør: W. Henningsen.
G arderobeforvalter: Axel Dahl.
Maskinmester: C. Clausen.
B illetkasserer: P. Jørgensen.
F risør: Robert Møller.
Sæsonen aabnedes med et af den Art Stykker, hvis Indhold
T ilskuerne har glemt, inden de forlader T eatret: „D en l y k k e
l i g e G ilb ’e r t e “, en fransk Farce, som Loulou-Lassen havde over
sat, og hvori Charlotte Wiehe-Berény (som Gæst) i Hovedrollen
forfulgte den Sukcés, hun Aaret forud ved sin forfranskede Bal
letynde havde høstet i Xanrof og Carrés Lystspil „D e n l i l l e
D r o n n in g “, som Dr. Mantzius oversatte. Dog, allerede i Sep
tember opførtes et Skuespil, der ikke alene ved sine mere end
100 Opførelser prægede hele Sæsonen, men bragte A rkivet et
væ rdifuldt A ktiv; det var „ L y n g g a a r d & Co“.
De Løfter,
H jalm ar Bergstrøm gav i „Møntergade 39“, indfriede han fuldtud
i dette ogsaa i dram atisk Henseende fortræffelige Arbejde, som
Pressen enedes om a t kalde „den bedste Komedie, der i en Række
af Aar var skrevet i Danmark.“ Omkring en social Konflikt, den
staaende Strid mellem K apital og Arbejde, havde Forfatteren
sam let nogle levende Mennesketyper, skarpt iagttagne, ægte i
hver Bevægelse, udformede i en fin Blanding af Alvor og Lune.
S tykket blev sat m inutiøst i Scene af Johannes Nielsen, og alle
de Medvirkende havde Held med deres Roller. Johs. Ring var
troværdig som den brave, men svage Fabrikant, og det var en
Glæde a t se Maria Rings Frem stilling af Fru Lynggaard, der ikke
finder Fred i sin Rigdom.
Overlærer Mikkelsen var en af
Dorph-Petersens mest menneskelige Skikkelser, han var baade hyg
gelig og lun i sit bedstefaderlige Forsyn ; Aggerholm gjorde paa
tilforladelig Maade Rede for Stykkets vanskeligste Figur, den
unge, uklare Idealist, Johs. Nielsen var staalblank i sin Replik
som Jøden Heymann, og Fru Aggerholm fremstillede Estrid paa
en reel og saare indtagende Vis. Julie Møllers naturtro og fine
Skildring af den udslidte Madam Olsen overgaas næppe nogen
sinde, og om Edvard Olsens Frem stiller berettede Sven Lange i
„Politiken“ : „For Hr. Robert Neiiendam blev Aftenen et Gen
nembrud. I en iøvrigt taknemmelig Rolle, en forloren Anarkist,
spillede han endnu lidt usikkert i sine Virkemidler, men med en
Mangfoldighed af de Træk, hvorigennem Talentet lyser og over
beviser“.
P rivatteatrenes store Sukcésser opstaar ofte paa Grundlag af
Lefleri for Publikums daarlige Smag. Det sjældne og ærefulde
ved „Lynggaard & Co“s Opførelse var, at et K u n s tv æ r k trak
Folk til Huse i over tre Maaneder. Sæsonen bød vel senere paa
Forestillinger, som i Udførelsen stod ligesaa højt, men de levede
kun et kortvarigt Liv i Rampens Lys. B landt disse var i første
Række Courtelins fine Satyrspil „ B o u b o u r o c h e “, som Johannes
Marer havde oversat. Emil Helsengreen var mageløs som den
opfarende, men i Grunden naive og godmodige Mand, Stykkets
Hovedfigur. Hans Elskerinde bedrager ham sk am m elig t, men
evner a t køre ham saadan i Ring, a t han tilsidst beder hende
om Tilgivelse, fordi han et Øjeblik tvivlede paa hendes Dyd.
Intrigen var gammelkendt, men Dialogen paa engang frisk og
underfundig, og Helsengreens blodrige Boubouroche vilde have
gjort ham berøm t i Paris, hvor
S tykkets b itre Moral gouteres i
langt højere Grad end paa Nørre
gade. Opførelsen af Carl Ewalds
Skuespil „ G e rh a rd R am m “ vi
ste atter, at F olketeatret raadede
over et fortrinligt Lystspilen
semble. „Det maa være en Fryd
for en Skribent a t falde i saa
gode Hænder“, skrev Sophus Mi-
chaelis.
Pressen fremhævede
navnlig Sigrid Andersens Pen
sionatsvæ rtinde, men Stykket
gjorde ikke Lykke, fordi dets
vittige Replikker og tydelige
Provinstyper ikke opvejede dets
svage Handling og tynde Slut
ningsakt. Under Fru Nansens
Gæstespil („Lad os skilles“ og
„Agnete“) opførtes H enrik Ibsens
Drama „ R o s m e r s h o lm “ — et
voveligt Forsøg, der kun delvis
lykkedes, navnlig fordi Dorph-
Petersen havde sat sig selv paa
en altfor udsat Post som Ulrik
Brendel. Af de Spillende syntes
kun Fru Nansen a t være under
D igtningens Hypnose. Men Op
førelsen varslede glædeligt om,
a t det var D irektørens Hensigt
hvert Aar a t ofre en Forestilling
paa det litteræ re Alter, naar Sæ
sonens økonomiske Krav var dæk
ket. T akket være „Lynggaard &
Co“ blev Spilleindtægten 325.928
Kr. — trods en Uges Lukning
i Anledning af Kong Christans
Død og trods to Nederlag, hvor
af det ene, Ellen Reumerts Lyst
spil „ T u r og R e t u r “, endog
ram te
2
. Juledag. Det andet
Fejlgreb var Ohorns Skuespil
oversat
af Emmy Drachmann. Stykket
savnede poetisk K raft og kunde
derfor ikke fængsle et P ubli
kum, som manglede Forudsæ t
ninger for at forstaa moderne K losterliv i de katolske Lande.
D irektørens Nevø, Axel Ricard Christensen, debuterede i Hoved
rollen, Broder Paulus. Hans Spil var baade alvorligt og ind
tagende, men i alt for høj Grad præget af Instruktøren, Johs.
Nielsens Tvang.
Den første nye Forestilling i Dorph-Petersens næstsidste Sæson
(1906—07), Gustav Wieds Satyrspil „ E r o t i k “, slog fejl, fordi man
huskede en bedre Udførelse paa D agm arteatret, og fordi Publi
kum ikke forstod Snilds vestnorske Frem stiller, Hauk Aabel, som
i sit Hjemland nyder stor Popularitet. Derimod opnaaede allerede
i September Fru Emma Gad en betydelig Sukcés paa sit elsk
værdige Lystspil „D en m y s tis k e A rv “, hvis slagfærdige Replik
og kendte Typer fra Kjøbenhavns Bourgeoisi var sikker paa at
finde Resonnans i Publikum. Stykket opførtes 61 Gange. Om
Udførelsen skrev Sven Lange i „Politiken“ : „Skuespillerne kæm
pede bravt i Rampelyset med deres gamle Yaaben, og Sigrid
Andersen, Poul Reumert, Robert Neiiendam, Dorph-Petersen og
Fru Aggerholm førte Skuden frelst og i flyvende F art i Havn for
den sejrvante Adm iralinde“. Sæsonen stod som sædvanlig i Lyst
spillets og Folkeskuespillets Tegn. Otto Benzons muntre Komedie
„ M o d e r a te L ø je r “ fik en solid Fremstilling, navnlig brillerede
Poul Reumert som Jens Woller ved Lune, Styrke og Elskværdig
hed og havde ganske Figurens Alder i Modsætning til Rollens
første Frem stiller, Olaf Poulsen. I Lægen Frørups noget usam
menhængende kjøbenhavnske Folkekomedie „F o r b ry d e r l i v “ var
navnlig Morgenlivet i en Kæ lderbevæ rtning skildret med stor
Sanddruhed, og Emil Helsengreen skabte en nyklassisk Figur ud
af „Svup-Nikkolaj“, en rødhaaret „Handelsmand“ af ubestemmelig
Metier fra Samfundets underste Lag. Heri optraadte Julie Møl
ler, der nylig havde fejret sit 40 Aars Jubilæum, sidste Gang
forinden sin dødelige Sygdom. I hende mistede ikke alene Folke-
268