286 / 311
mens Orest og Venus danser
i en Kvindes Ungdomspragt.
Og om end vel stundom somme
savned Melpomenes Dolk,
— Jokums B itter, Jappes Lomme
bar en Frugt som „Hverdagsfolk“.
Ak, men Ring, du kan ej give
Lunet hos en Otto Zinck.
Tal ej kalde kan til Live
Julie Lumbyes Øjes Blink.
Heller ej du løser Gaaden,
hvad der venter os af Kaar,
naar vi nu skal spinde Traaden
videre fra Aar til Aar.
Nu om Stunder Appelsiner
kastes længer ej i Grams.
Tiden har saa triste Miner
— husk vor brave Abrahams.
Hvad er Maalet? Hvor er Vejen?
Kræver Døgnets Gud Tribut?
Har vi ikke længst vor egen
Bane hæderligen brudt?
Og er paa det ny man sikker,
at en Frem tid dér er bygt?
Uden Tvivl Fru Nansen nikker
til Johannes Nielsen trygt.
Men en gammel Oberst ryster
skeptisk paa en graanet Lok:
„Da jeg fo’r paa disse Kyster,
var det gamle dygtigt nok“.
Hvorom Alting, Dorph, til Lykke
med de næste fem ti A a r!')
Gid du starte mangt et Stykke,
som højt over Striden s ta a r!
Gamle Hippodromedarer,
Nørregades unge Blod,
her sig om din Fane sk a re r:
før dem frem med Lyst og M od!
Til de følgende Dage havde T eatret indstuderet ialt fire retro
spektive Jubilæumsforestillinger, deriblandt tidligere Kassestykker
som „Store Bededagsaften“, „Tre for En“ og „Gamle U ngkarle“.
Men den bitre E rfaring fra Jubilæet blev, a t Repertoiret fra K ri
nolinernes Tid nu havde m istet sin Magt over Publikum. Alle
rede først i Oktober m aatte „Lynggaard & Co“ bøde paa Neder
lagene, indtil Charles K jerulfs Oversættelse af Kadelburgs Farce
„ H u s a r e r “ var indstuderet. Sophus Michaélis karakteriserede
dette Produkt træffende, da han i „København“ kaldte det „en
Ret tyske Klumper i den 'mm leste Sødsauce“. Dog, i en rap
Udførelse tilta lte denne Fornærmelse mod al god Smag det naive
Publikum og spilledes 56 G ange! „Politiken“ beklagede „de
stakkels Skuespillere, som m aatte vade i dette Dødvande et Par
Maaneder“. Omsider kom Palle Rosenkrantz’ muntre Komedie
„D en b e s tø v le d e K a t“ til Afløsning. Stykket var en D rama
tisering af hans underholdende Roman „Markisen af Carabas“ og
udmærkede sig ved rask skitserede Figurer fra adelige og bor
gerlige Kredse og usnobbet, sm ittende Humør, som fik Publikum
til at glemme den spinkle Handling. A lbrecht Schmidt fejrede
sin tredie A tterkomst til Folketeatret ved at udføre „K attens“
Rolle, en snedig Allerhelvedeskarl, med Flugt og Energi, lys
levende var Helsengreens Plebejertype af en Provinssagfører med
„Kolding-Hansens“ Maske og Sigrid Neiiendams joviale Lensgrev
inde. Baade „Den bestøvlede K at“ og Charlotte Eilersgaards
Komedie „ J æ g e r m e s te r in d e n “ var Arbejder, som i særlig Grad
egnede sig for Folketeatrets Skuespillere. Dette Stykke var lige
ledes en D ramatisering af en Roman og rummede i sine første
Akter meget kønt og sandt, en vis kvindelig Hengivelse i
Stemning og Forsvarsglæde overfor de Værgeløse, men i de senere
Akter, som skyldtes P. Fristrup, blev „Jægermesterinden“ ikke
fri for „T eater“. Udførelsen rostes stæ rkt, navnlig Poul Reu-
merts friske og naive Bondekarl — han saa’ saare naturtro
ud som menig Garder —, Sigrid Neiiendams stille, tilforladelige
Husjomfru, Hellemanns brave, paalidelige Sognefoged, Maria Rings
giftesyge, falmede Frøken og Robert Neiiendams spisende Musi
ker. E fter a t have naaet 25 Opførelser blev „Jægerm esterinden“
afløst af L. C. Nielsens Billeder fra Danmarks Ungdom: „W ille -
m o e s“. Stykket fremkom i Hundredaaret for Søheltens Død og
havde vistnok den Hensigt at skulle virke til Støtte for Forsvars
sagen, som just stod paa den politiske Dagsorden. Figurernes
indre K arakteristik fremgik ikke af de mange, smukke Ord, For
fatteren lagde dem i Munden. De udtrykte sig alle for ensartet-
lyrisk. „Billederne“ ejede ingen virkelig dramatisk Spændkraft,
men de rummede national Følelse, som i Forbindelse med deres
historiske Skikkelser, hvoriblandt den unge Grundtvig var, og
fædrelandske Situationer fremkaldte bragende Bifald ved Første
opførelsen. Dog, Begejstringen vedvarede ikke, da det alm inde
lige Publikum kom i T eatret. De højstem te Sam taler gik over
Hovederne paa Folk, som havde ventet at finde et maritim t Side-
*) Først i Oktober blev det officielt, a t Dorph-Petersen agtede
at forlade Direktørposten.
stykke til den populære „Landsoldat“. A lbrecht Schmidt bar en
Maske af ypperlig Lighed og ta lte indtrængende som Grundtvig,
og Johs. Nielsen ejede alle Evner til at sige sin Broders smukke
Vers, men savnede den yndefulde P lastik og barnlige Gratie,
som udmærker den kendte S tatue af Willemoes.
Den sidste nye Forestilling under Dorph-Petersens Ledelse var
W alter Christmas’ Lystspil „ R iv a l e r “, e t underholdende Stykke,
skaaret til af en T eaterskribent med Kendskab til de sceniske
Ingredienser og Konstellationer, som altid falder i Publikums
Smag. Udførelsen gød den Fernis over Forfatterens Arbejde, som
det træ ngte til. Fru Aggerholm raadede ganske over Hoved
rollens Ungdom og Friskhed og fik Lejlighed til at anvende nogle
pludselige, m utte Betoninger, som var af stor Virkning. Pressen
fremhævede iøvrigt A. R. Christensens ubegavede M arineløjtnant
og Olga Meyers forelskede Kammerpige. „R ivaler“ opførtes 28
Gange — Heldet fulgte altsaa Dorph-Petersen ligetil Døren.
P aa Sæsonens sidste Aften tog han Afsked med Publikum i sin
Glansrolle, Overlærer Mikkelsen. „Lynggaard & Co.“ ender med,
at en Tjener m elder: „Hr. H eym ann !“ Men den Aften blev
Tæppet oppe for et lille Lejligheds-Replikskifte mellem Dorph-
Ring.
Scenebillede fra „Thumm elum sen“.
Berggreen.
Hellem ann.
Helsengreen.
Zinck.
Madsen.
Petersen og hans Efterfølger, Johannes Nielsen, som spillede Hey
mann. Mikkelsen modtog ham med e t: „Velkommen, Hr. D irek
tø r !“ B ifaldet bragede, men det lød ikke svagere efter Dorph-
Petersens næste Ord: „Jeg var Deres Ven, og jeg var Husets
Ven. Det vil jeg vedblive at være ogsaa i Frem tiden“, hvorpaa
Johs. Nielsen takkede i nogle faa Ord. E fter mange Fremkal
delser bad Dorph-Petersen Publikum om at forene sig med ham
i et L e v e for den kære, gamle Scene. Medens Hurraraabene
rungede gennem Salen, sluttede ikke alene hans mere end fyrre-
tyveaarige Skuespillergerning, men en hel Periode i Folketeatrets
Historie.
Trods Tabet af de ældste Kærnetropper viste Udviklingen Frem
gang paa alle Omraader. Da Dorph-Petersen i 1870 kom til
Nørregade, laa Bygningen endnu i en Krog af Byen oppe ved
„Skiddentorvet“, b etrag tet som en Art Revyteater, hvorfra Af
standen til Nationalscenen — aandelig ta lt — var umaadelig
stor. Men i Aarenes Løb fik Folketeatret en central Beliggenhed
og blev forvandlet til en Forskole til den danske Skueplads.
Holberg havde længe væ ret til Huse, trods M inisteriets Forbud i
1858, og nye litteræ re Forsøg mødte ikke længer et Smil, men
aftvang stigende Respekt. Forfattere som Gustav Wied, Emma
Gad, Palle Rosenkrantz og H jalm ar Bergstrøm tidsprægede nu
T eatret, og modne Kunstnere som Hellemann, Helsengreen, Sigrid
Neiiendam, Johannes og Maria Ring stod nu i første Række
under Ledelse af den frem tidige D irektør, Johannes Nielsen, hvis
272