284 / 311
teatret, men dansk Skuespilkunst en af sine stilfæ rdigste og mest
oprindelige Kunstnerinder. Hun virkede altid ved smaa, men ganske
tydelige Midler og skabte med Troskab mod N aturen. To fran
ske Arbejder vakte ogsaa Opmærksomhed: Det ene var en fiks
Farce, kaldet „ F rø k e n J o s e t t e — m in K o n e “, som Poul Reu-
m ert havde oversat. Den lignede mange tidligere og senere
saakaldte Lystspil, der handlede om Erotik, og var for saa vidt
karakteristisk for en ikke uvæsentlig Del af Repertoiret. Skue
spillere som Hellemann, Dorph-Petersen, Ring, Lindstrøm, Fru Ring,
Frk. Olga Meyer, Fru Aggerholm og Fru Orlamundt gengav i saadanne
ensartede Stykker staaende Typer. V ariation var ofte umulig, fordi
den indbyrdes Lighed mellem Skikkelserne var for stor. A lt blev
anlagt paa pikante S ituationer og vittige Replikker; Boulevard-
teatrenes Publikum forlangte, at Ingenuen skulde virke b e v id s t
naiv. Men det synes lykkeligvis, som om Verdenskrigen nu vil
gøre en Ende paa denne Form for Menneskefremstilling. Sophus
Michaélis’ Oversættelse af Bernsteins „ T y v e n “, der i Grunden
kun er en D ramatisering af en Feuilletonroman, virkede vægtigt,
fordi Fru Johanne Dybwad indvarslede sit aarlige Gæstespil i
dette Stykke. Hun jublede og led for sin Kærligheds Skyld og
naaede Kunstens Vidder. Sæsonen bød iøvrigt paa to litteræ re Fore
stillinger, hvoraf den ene vakte Forventning i store Kredse, fordi
Henrik Pontoppidan var Forfatteren. Den højt ansete Prosaist
havde givet sig Scenen i Vold, men Forsøget lykkedes ikke. Der
var udmæ rket sete Skikkelser i „ A s g a a r d s r e je n “, navnlig den
gamle, bitre Sandhedssiger, som Johs. Nielsen spillede, men S tyk
ket var svagt i dram atisk Henseende og støttedes ingenlunde af
den unge Skuespillerinde, Frk. Mary Lindegaard, som debuterede
i Hovedrollen. Langt betydeligere Kunst ydedes i Svenskeren
H jalmar Søderbergs første Skuespil „ G e r t r u d “, hvori der ban
kede en Digters følsomme H jerte. Ved dette Arbejdes Fald
m a a tte . man mindes den gamle Sætning, a t undertiden kan et
ta b t Slag indbringe større Æ re end en letkøbt Sejr. Fru Nansen
havde valgt at gæste i Titelrollen og ydede i Forbindelse med
Johannes Nielsen og T eatrets anden Gæst, Emmanuel Larsen, alle
sine skønne Kræfter, men Vandene lukkede sig over Stykket,
fordi dets Livsindhold var dødelig Tristhed, og fordi Poul Reu-
m ert i en Hovedscene forvandlede Musikeren, en degenereret
Hovedstadstype, til en Vaudevillefigur.
I denne Skildring er ikke m edtaget Beretninger om personlige
Stridigheder mellem Skuespiller og D irektør, undtagen i de en
kelte Tilfælde, hvor Affæren fik et for Standen betydnings
fuldt Resultat, og som saadan maa Udløbet af et Opgør mellem
Viggo Lindstrøm og Dorph-Petersen betegnes. Lindstrøm havde,
siden han i 1902 forlod sin mangeaarige Stilling ved Daginar-
teatret, væ ret Nørregadescenen en nyttig Mand baade som Skue
spiller og som Instruktør. Hans P opularitet gav sig da ogsaa et
tydeligt Udslag, da han den
2
. December 1905 fejrede sit 25 Aars
Jubilæum, i hvilken Anledning Leth-Hansens tidligere paa det
kgl. T eater spillede Komedie „ H a n n ib a ls U n g d o m s b e d r if t e r “
blev opført. Lindstrøm var dertil, som det tidligere er bemærket,
en A rt Intendant, hvis P ligt det bl. a. var ved given Lejlighed
at repræsentere Direktøren. Forholdet mellem Dorph-Petersen og
ham var bygget paa gensidig Tillid — der fandtes end ikke nogen
Kontrakt. Alle troede — og ikke m indst Lindstrøm — at det
var Meningen, at han skulde være T eatrets Chef, naar Dorph-
Petersen ad Aare tra k sig tilbage. En venskabelig Samtale,
Lindstrøm i V interen 1905 havde med D irektøren, resulterede i
a t fortsæ tte det uskrevne Forhold i endnu to Sæsoner. Ved Bort
gangen sagde Lindstrøm : „For min Kones Vedkommende bliver
Forholdet vel det samm e?“ — nemlig med Hensyn til hendes
étaarige Kontrakts Prolongation. Herpaa svarede Dorph-Petersen
med et Nik. Men nogen Tid efter fik Fru Lindstrøm alligevel en
Opsigelse, og trods alvorlige P rotester følte D irektøren sig hver
ken juridisk eller moralsk bundet ved sit Nik. Da Dr. Karl
Mantzius i sin Egenskab af Skuespillerforbundets Formand fore
lagde ham disse to kortfattede Spørgsm aal:
1) Har Hr. Lindstrøm ved A fsluttelsen af Engagement for ham
for to Sæsoner, efter at dette var afgjort ved Haandslag, s a g t:
„For min Kones Vedkommende bliver Forholdet vel det samm e?“
og
2
) Har Dorph-Petersen herpaa svaret med et N ik?
og blot ønskede et „ Ja “ eller et „Nej“ som Svar, vægrede Dorph-
Petersen sig ved at sige nogetsomhelst udover at henvise til sin
Sagfører. R esultatet af denne pinlige Affære, som beskæftigede
Pressen, blev i første Omgang, at Fru Lindstrøm modtog Opsigel
sen, medens hendes Gemal forblev sine to Sæsoner til Ende. Dog,
han fandt sig ikke ydmygt i Skæbnen, men undfangede en Idé,
som i anden Omgang skulde bringe ham fuld Oprejsning. Planen
gik ud paa at skaffe Folketeatret en farlig Konkurrent, og med
Opbydelsen af al sin Energi lykkedes det ham ved Hjælp af
Aktieselskabet „Bona“, der ejede nogle Grunde paa Vesterbro
gade, a t faa d e t ny T e a t e r rejst. Naadens Sol skinnede om
kap paa begge Modstandere. Samtidig med, at Dorph-Petersen
blev Ridder af Dannebrog (Febr. 1907), fik Lindstrøm ordnet det
vigtige Bevillingsspørgsmaal og kunde nu give sine dygtige Kol
leger paa Nørregade, f. Eks. Poul Reumert, Svend og Ellen
Aggerholm, fordelagtige Engagementstilbud, som de modtog. Men
da Dorph-Petersen indsaa, at et nyt Skuespilhus med en fortrin
lig Beliggenhed og dygtige Kunstnere i hvert Fald i de første
Aar m aatte blive en haard Konkurrent til hans Teater, veg han
sin lille Guldgrube til Fordel for Johannes Nielsen, inden Lind
strøm den 19. September 1908 lod Tæppet gaa op for sin Scene.
Alting gentager sig: 50 Aar før skabtes F olketeatret ud af en
Konflikt mellem Aktieselskabet „Casino“ og Direktør L ange; 25
Aar senere opstod D agm arteatret af en Uenighed mellem Folke
teatrets Ejere og D irektør M. V. Brun, og nu fremgik det ny
T eater af — et Nik.
Dorph-Petersens sidste Sæson begyndte i Festens Tegn. Den
18. September 1907 var det 50 Aar, siden F o lk eteatret aabnede,
og som en af de sidste fra Langes Dage gjorde Direktøren Hon
nør for Institutionens Fortid. Om Formiddagen lagde Udsendinge
fra Personalet Kranse paa de tidligere D irektørers Grave.
E t festklæ dt Publikum med Kongerne F r e d e r i k og G e o rg
i Spidsen hilste først Aftenens eneste Jubilar, den gamle,
brave Cellist Hansen, da han viste sig ved sin beskedne
Nodepult, bærende den Fortjenstm edalje, der samme Dag var
d alet paa hans Bryst. Aftenens Hovedstykke var „ R e v u e n “,
som Publikum modtog med V en eration ; Hellemann havde for
met en tro Kopi af Harald Kollings endnu ikke glem te Fælled-
Napoleon, og Vaudevillekomediens Forfatter, Oberst F rits Holst,
der sad i P ark ettet, blev hædret af Tilskuerne som den eneste
levende Repræ sentant for T eatrets Husdigtere i Tresserne og
H alvfjerdserne. D erefter gik Tæppet op for A lbert Gnudtzmanns
„ B ro g e d e M i n d e r “, en Revy med gamle Sange over kendte
Folketeaterskikkelser, indvævet i en spinkel dram atisk Ramme.
Man saa et hyggeligt Hjem, hvor e t gammelt Æ gtepar — Poul
Reumert og Fru Ring — boede. T ryllet tilbage til deres Ung
dom af Husalfen (Fru Aggerholm), genoplevede de deres første
Kærlighedsleg, i hvilken Hammer (Ring) deltog sammen med
Lars Skytte (Dorph-Petersen), Jappe (Helsengreen) og Hans
Styx (Hellemann). Prinsen af A rkadiens Sang om Hestesporvog
nen, der trods Byens Udvikling stadig luntede gennem Nørregade,
vakte Jubel og ledte ældre Tilskueres Tanke hen til H alvfjerd
serne, da N ytaarsrevyerne var til Huse paa Folketeatret. Stor
Lykke gjorde ogsaa Sigrid Neiiendam (tidl. Sigrid Andersen) ved
sit Foredrag af Visen „Da jeg i Vuggen la a “, men Aftenens
Kulm ination var dog Zincks Tilsynekomst som Jokum . Der stod
han igen med sin Kasket og sin røde Næse, missende med sine
smaa Øjne og viftende med sit historiske Sjal af et rødt Lomme
tørklæde. Han gik paa Gravens Rand med sine næsten 83 Aar,
men kunde dog endnu synge et Vers af sin berøm te Vise og gøre
et Forsøg paa at løbe paa den gamle Zinckske Manér. Nogle
faa A ftener udholdt han disse Strabadser, saa blev han syg for
sidste Gang. Men paa Jubilæum saftenen var han endnu i sit
gamle Humør og havde K raft nok til at samles med Personalet i
Festdragt ved Apotheosen, hvor Dorph-Petersen paa Lystspillets
og Johs. Nielsen paa Skuespillets Vegne tolkede Fortids Daad og
Frem tids Haab. E fter Tæppets Fald vilde Publikum ikke slippe
Synet af den gamle Veteran, men vedblev at kalde ham frem.
Gennem ham sagde man endnu en sidste Tak til Firkløveret F re
derik Madsen, Julie Hansen, Harald Kolling og Otto Zinck, hvis
P o rtræ tter burde hænge i T eatrets Tilskuerfoyér.
Om N atten samledes Personalet til en Fest i Koncertpalæet,
ved hvilken Aktieselskabet „Hippodromen“ var Vært. Flere af
Institutionens ældre Medlemmer følte det som et Savn, a t Statens
officielle Anerkendelse af Folketeatrets Betydning ikke var blevet
paakaldt. Ingen af Regeringens Medlemmer var til Stede, og
Cellist Hansens beskedne Sølvmedalje blev Dagens eneste Hæders
tegn. Men dette lille Skaar i Glæden glemtes under den stilfulde
Fest, til hvilken Professor O tto Borchsenius havde skrevet denne
S an g :
„Har den hyggelige gamle
Nørregade-Skueplads
sine Venner villet samle
til et lille Aftenglas,
kunde det vel ogsaa hænde,
a t til M idnatstimens Fest
nu lid t Kogleri vil sende
en og anden sjælden Gæst.
Ud af M indetaagen svøber
først sig Tvendes kendte Træk,
hvor de skarpe Linjer røber
Mænd, der var en Fjendes Skræk.
V idtforskellige Naturer,
som en Scene sammen b a n d t:
Nørregades Dioskurer,
Høedt og Lange, sejersvant.
Rundt om dem en broget Stimmel,
som paa hvert et Firmament.
Der var Stjæ rner paa vor Himmel
gennem fem A artier tændt.
Tak selv til de slukte Sole :
de om Lys dog bragte Bud
— Var de tid t end som „El Ole“
kun et flygtigt Stjærneslcud.
I Johannes Rings Annaler
mangt dog staar med varig S krift:
Agnes Langes slanke Svaler,
Harald Kollings Storbedrift,
Viddets Væld hos Frederik Madsen,
Sjæl og Gnist i Langes Trup,
genial som Spradebassen,
ægte dansk som Pipperup.
Se, hvor Blomster Kalkas kranser
til Kankanens kaade Takt,
270