S_FørOgNu

var til Gengæld velkomne paa Dagmar teatret. De udmærkede

Skuespillere, han i Løbet af to Sæsoner havde givet Lejlighed

til at gennemgaa en rig Udvikling, supplerede han nu med Svend

Aggerholm, som stod i de gode Forventningers Tegn, Albrecht

Schmidt, der fra Aarene 1897—99 var velset paa Nørregades

Scene, Poul Reumert, en nittenaarig, studentikos Friskfyr fra det

kgl. Teaters Elevskole, og Viggo Lindstrøm, den dygtige Karak-

terkorniker, som tillige skulde være Sceneinstruktør og en Art

Intendant. Vel mislykkedes Opførelsen af C. E. Jensens Over

sæ ttelse af B r ie u x ’ interessante Tendensstykke „D en rø d e

K a p p e “, men til Gengæld blev E m m a G a d s Billeder fra Ho

vedstadslivet „G a d e n s B ø rn “ en jævn Sukcés. Denne kjøben-

havnske Livsskildring i Episoder indeholdt navnlig én fortræffelig

A kt: „ P a a T r a p p e g a n g e n “, der senere opførtes særskilt. Her

brillerede Emil Helsengreen som en saare n atu rtro Vicevært og

Maria Ring som en slesk, svensk Madam, medens T eatrets Gæst,

Fru Oda Nielsen, ved et glimrende Foredrag populariserede en

Søderbergsk Vise. Dog, det blev ingenlunde dette Stykke og ej-

heller den af W alter Christmas bearbejdede Folkekomedie „ S p i

o n e n “, som bestem te Sæsonens Udfald. Hvis man kaldte Dorph-

Petersens første Aar „Thummelumsen-Sæsonen“ og gav det andet

Navn efter „Slierlock Hol

mes“, m aatte man opkalde

det tredie efter M e y e r-

F ø r s t e r s Skuespil „H an s

H ø jh e d “ , som Karl Larsen

havde oversat. Denne tysk-

romantiskeKærlighedshistorie

mellem en Prins og en Op

vartningspige fængslede ved

sit vemodige Farvel til Ung-

domsaarene.

Var Stykkets

Figurer maaske ikke betyde

lige af Indhold, saa havde de

til Gengæld vindende Egen

skaber. Folketeatrets Skue

spillere gjorde disse Skik

kelser lyslevende. Kyndige

Folk, som saa Stykket i Ber

lin, vidnede, at Emil Helsen

greens godmodige Gamling,

A lbrecht Schmidts og Berg-

greens typiske Tjenere langt

overgik de tilsvarende tyske

Fremstillinger. Til K ath f hav

de • Ellen Abrahams alle Be

tingelser: Rollens Ungdom,

Skønhed og Naturlighed, og

Svend Aggerholms unge Fyr

ste var lykkelig fri for alle

sædvanlige „E lskertag“ ; han

virkede overalt fin og stilfuld

og spillede bedst i sidste Akt,

hvor Karl Heinrich forsøger

at genopleve den forbigangne

Ungdom. Her kunde in telli

gente Tilskuere kontrollere

Spillets Ægthed, thi hvem har

ikke oplevet at vende tilbage

til Stedet for sine Ungdoms

drømme og in tet finde —

uden Grave ?

— I Marts 1908 sprang en

Nyhed, der blandt T eaterin

teresserede virkede som en

Bombe: Fru B e tty N a n s e n

agtede at forlade sin førende

Stilling paa Dagmarteatret-for

som Kjøbenhavns første kvin

delige T eaterdirektør at ind

træde i Folketeatrets Ledelse.

Forud for denne Beslutning laa et dram atisk Kontraktbrud med

tilhørende Proces. Den

. August blev de juridiske Form aliteter

mellem Dorph-Petersen og Fru Nansen ordnede, og de gik ud

paa, a t begge Parter, under Forbehold af M inisteriets Tilladelse,

i Interessentskab overtog Driften. D irektør P eter Nansen var

Kautionist og Selvskyldner for sin Frue. M inisteriet sendte P ar

ternes Ansøgning til Censor, Prof. V ilh . M ø l l e r s Erklæring, og

da Justitsm inister A lb e r t i ved Afgørelsen fulgte hans Udtalelser,

skal de meddeles her :

„Ved Tilbagesendelsen af indlagte Interessentskabs-Kontrakt

tillader jeg mig at bemærke, at hvis der ikke netop var blevet

ansøgt om allerhøjeste Konfirmation paa denne, vilde der vel slet

ikke have væ ret Anledning til at beskæftige sig med Bevillings-

Forholdet. Det høje Ministerium har jo nemlig hidtil aldrig

modsat sig, at en Bevillingshaver indgik Kompagniskab, naar blot

ikke Kompagnonen optraadte officielt som Bevillingshaver eller

„D irektør“ i Annoncer og paa P lakater. Men herom bliver der

i det foreliggende Tilfælde jo næppe Tale.

Det fremgaar tydeligt af flere Punkter i Kontrakten, at det

har væ ret Forudsætning for dens Indgaaelse, at Hr. Dorph-Peter

sen a le n e bevarer Bevillingen, som udstedtes til ham under

Oktbr. 1899. Hvad der nu end formelt lader sig indvende mod

denne Ordning, saa er der formentlig praktisk sét in te t at be

frygte ved den. I saa Henseende er Dorph-Petersens Samvittig

hedsfuldhed, Hæderlighed, Formuesforhold o. s. v. en Borgen sam

men med den Omstændighed, at han sikkert baade h a r en Vilje

og nok skal vide at gøre den gældende. Desuden anbefaler In

teressentskabs-Ordningen sig ogsaa derved, at den vistnok vil bi

drage til foreløbig at skabe nogen Ro i og om de kjøbenhavnske

Teaterforhold.

Jeg tillader mig derfor ærbødigst at henstille til velvillig Over

vejelse, om det ikke m aatte behage M inisteriet a t tilkendegive

Ansøgerne: At saa længe Dorph-Petersen personligt driver eller

deltager i D riften af F o lketeatret, vil der in tet være at bemærke

imod, at den ham tilstaaede Bevilling udnyttes af det af ham og

Fru Nansen bestaaende Interessentskab, naturligvis under nøje

Iagttagelse iøvrigt af de i Bevillingen paalagte Forpligtelser.

Skulde Hr. Dorph-Petersen, f. Eks. ved Sygdom, i nogen Tid blive

forhindret fra personligt at deltage i Ledelsen, m aatte der imid

lertid af hans Medinteressent søges m inisteriel Tilladelse til at

bestyre Bevillingen.

Kjøbenhavn d.

. Septbr. 1908.

Æ rbødigst

V ilh e lm M ø l le r “.

Ved Fru Nansens Indtrædelse i Ledelsen skiftede D riftsplanen

K arakter, idet det var Tan

ken for Frem tiden a t lade den

største Del af R epertoiret be-

staa af danske og fremmede

litteræ re Skuespil.

Derfor

undergik Personalet nogle

Forandringer, af hvilke den

væsentligste var, at Adam

Poulsen blev T eatrets nye

Elsker. Forinden m aatte han

betale en betydelig Bøde for

sit K ontraktbrud med D irek

tør Martinius Nielsen. Dog

var det ikke Meningen gan

ske a t forlade Folketeatrets

gamle T raditioner; dem skul

de Dorph-Petersen som sæd

vanlig varetage med den Del

af Personalet, der særlig eg

nede sig dertil. Den nye

Styrelse involverede altsaa

to Retninger, en litteræ r og

en borgerlig, og det tjente

til Styrkelse for den første,

a t Professor E m il P o u ls e n

i én Sæson blev Sceneinstruk

tør. Omkring Aabningsstyk-

ket, Henrik H ertz’ Skuespil

„ N in o n “, stod der en Nim-

bus fra Michael Wiehes og

Fru Heibergs Dage, og der

er ingen Tvivl om, at Fru

Nansens stolte Ninon, der

endte som en M ater dolorosa,

og Adam Poulsens skønne

Chevallier, vilde have draget

Folk til Huse, — hvis de blot

ikke havde spillet paa Nørre

gades Scene. Naar nogle faa

Rækker i P a rk e tte t undtages,

syntes Publikum meget bedre

om de tilvante borgerlige

R etter fra Forældrenes Køk

ken. Det var næsten, som

om Huset havde faaet Besøg

af fremmede Gæster, og skønt

Fru Nansen i Løbet af to Sæ

soner skabte en Række udmær

kede Skikkelser (f. Eks. Jose

fine i E d v a r d B r a n d e s ’

„ O v e rm a g t“, Baronesse Alvilda i G u s ta v W ie d s „H e n d e s

g a m le N a a d e “) og bestandig sejrede kunstnerisk, lykkedes det

hende ikke a t fængsle de jævne Tilskuere, førend hun optraadte

i Stykker, som havde Relation til Aanden paa Nørregade, f. Eks.

„ L iv e ts D a l“ (Markgrevinden), „D en g rim m e K o n e “ (Jacque

line), „ N i h i l i s t e r “ (en Dame), „ F o r A lv o r“ (Caroline) og „En

L e k ti o n “ (Komtesse Polly). Den Side af Repertoiret, som i For

vejen havde Dorph-Petersens Sympati, fik derved Overtaget. Men

det var ikke for at dyrke de gamle Husguder, at Fru Nansen

forlod Byens førende P riv atteater og i sit 30. Aar blev D irektrice;

hendes Maal var netop at omforme Folketeatret i moderne Aand

og gøre det til et nyklassisk Skuespilhus. Dog, dis :e Bestræbelser

lykkedes det hende førstat gennemføre 15 Aar senere paa Tea

tre t iFrederiksbergallé ;paa Nørregade var Fædrenes manes en

naturlig H ind ring— de mere end fyrretyveaarige T raditioner lod

sig ikke forandre paa en V inter eller to. Derfor brød hun reso

lu t ud af Ledelsen ved Udløbet af den anden Sæson, og havde

paa Falderebet den Trium f at besejre de Modvillige ved sin

skønne Fremstilling af A m a lie S k r a m s „Agnete“. Hun havde

ingensinde virket mere overbevisende end i de Scener, hvor

Ulykken bryder ind over hende, i anden Akt, hvor hun til-

staar sine Forbrydelser, og i sidste Akts Haabløshed. Hun kunde

forlade Folketeatret med Bevidstheden om' ved sit T alent at have

hævet Husets Niveau og skaffet det den største B ruttoindtægt, der

endnu var indspillet: 339,493 Kr. og 44 Øre. Dette Beløb naa-

Poul Reum ert, 20 Aar gi.

2C4