276 / 311
nes harmløse Letsind fra Hostrups Regensdage og nu og da med
Holbergs folkelige Kulører. Aabningsforestillingen „M e s te r og
L æ r li n g “ slog straks Tonen an, og samme Aften lykkedes det
Aages Frem stiller, T eatrets nye Elsker, Fr. Schack-Jensen, ved
sit Glansbilledydre a t faa Tag i det ukritiske Publikum. Endnu
samme Sæson opførtes „ E v e n ty r p a a F o d r e j s e n “ — tidligere
Skuespiller ved det kgl. T eater Carl Meyer spillede som Gæst sin
gamle Glansrolle „Skriverhans“ — og „D en p a n t s a t t e B o n d e
d r e n g “ med Berggreen i T itelrollen, en solid Præstation, der stod
paa Højde med hans tidligere Frem stilling af „Jeppe“. De nye Ar
bejder, Dorph-Petersen spillede i sine første D irektøraar, svarede
i Indhold og Tone til Husets gamle T raditioner, og han havde
det Held allerede nu a t kunne forøge R epertoiret med to danske
Lystspil, der begge faldt i Publikums Smag og gav Forfatterne
Lyst til a t skrive for Folketeatret, nemlig P a l l e R o s e n k r a n t z ’
„En S k r i f t e f a d e r “, hvori H arald Kolling som en gammel Kam
m ertjener skabte sin sidste lyslevende Skikkelse, og G u s ta v
W ie d s „ T h u m m e lu m s e n “, der skaffede sin Frem stiller, Emil
Wulff, lokal Berømmelse og gav Sigrid Andersen Anledning til at
forme en meget morsom Figur ud af den fnisende „W ulfdine“.
Dermed var disse nye Navne fastslaaet i Publikums Bevidsthed.
Sæsonen bragte endnu et vigtigt Gennembrud : Emil Helsengreens
Gengivelse af Store Klavs i Karl Larsens Bearbejdelse af G e ije r-
s ta m s Eventyrkomedie „ S to re K la v s og l i l l e K la v s “, en fan
tasifuld F igur, som varslede om Skuespillerens Betydning for
T eatret i Frem tiden. Medens Abrahams Aaret forinden havde
m aattet opføre
12
nye Stykker og 14 Repriser, behøvede Dorph-
Petersen kun a t spille 9 nye Arbejder og 7 Repriser, og Nyheder
nes Antal sank yderligere til
6
i de følgende to Sæsoner. Men
det vilde føre for vidt her at opremse hele det Dorph-Petersenske
R epertoire; Pladsen tillader kun, at de Komedier fremdrages,
som gav T eatret Fysiognomi og Skuespillerne udviklende Opgaver.
Paa Grund af det betydelige Opførelsesantal, Stykkerne i Reg
len naaede, var der rigelig Tid til grundige Indstuderinger, som
Dr. phil. K a rl M a n tz iu s nu og da ledede. Han havde tidligere
som Oversætter af Komedien „B lo d “ (1897) haft en flygtig
Berøring med Folketeatret, men nu stillede han — af Hensyn til
sin tilkommende Hustru, Frk. Sara Beckett — sine Evner til
Disposition, forsaavidt hans Tjeneste ved N ationalscenen tillod
det. I Dorph-Petersens anden Sæson (1901—02) satte hans In
struktion gavnlige Spor i Frem stillingen af Karl Larsens Bear
bejdelse af den amerikanske Farce „ S m ith s H v e d e b r ø d s
d a g e “, hvori Emil Helsengreens Greve og Sigrid Andersens fag
organiserede Kogefrøken var meget morsomme Skikkelser, og
Dr. Mantzius’ virkningsfulde Iscenesættelse efter engelslc-ameri-
kanske Mønstre af „ S h e rlo c k H o lm e s “ bidrog ogsaa i høj Grad
til denne Detektivkomedies uhyre Sukcés. Hvem har vel glemt
Gaskæ lderakten med den brændende Cigar i M ørket? Eller den
sagte Musik, som udfyldte de uhyggelige Pauser, forinden Sher
lock Holmes traad te ind. I en Tid, der laa førend Filmsindustriens
Periode, underholdtes Publikum fortræ ffeligt gennem flere Maa-
neder af dette „Melodrama“, som W alter Christmas havde im
porteret fra Amerika, med dets spændende Optrin mellem For
bryderkongen, spillet med barok Fantasi af Emil Helsengreen, og
hans Overmand, den berøm te Privatopdager, til hvilken Skikkelse
Dorph-Petersens slanke Figur, skarpe Profil og haarde Diktion
passede udmærket. Hele K jøbenhavn skulde se „Sherlock Holmes“,
og medens Kassen fyldtes Aften efter Aften, overskyggede Styk
ket ganske Aarets øvrige Repertoire, blandt hvilket Palle Rosen-
krantz’ meget lette Lystspil „ R e g im e n te ts D a t t e r “ var. En
vemodig Mærkedag blev den 14. Septbr. 1901, da Harald Kolling
ved en smuk Afskedsforestilling sagde Farvel til sit store Publi
kum og det Teater, han med Undtagelse af én Sæson havde tjen t
siden Aabningsforestillingen i 1857; samme Dag udnævntes han
som den første Privatteaterskuespiller til Ridder af Danne
brog. Inden Sæsonen var til Ende, havde Johs. Ring med Held
remplaceret ham i en af hans Glansroller, Hammer i „F o r A l
v o r “, hvori man i Backfischens Rolle for første Gang lagde Mærke
til den purunge Frk. Ellen Abrahams, en B roderdatter af den
afdøde D irektør; under Navnet Fru Aggerholm fik hun stor Værdi
for T eatret, navnlig efter a t dets første Ingenue i denne Periode,
Frk. Diedrich, havde forladt det.
Sin tredie Kampagne (1902—03) begyndte Dorph-Petersen under
meget lovende Auspicier. Hans Teaters Virksomhed var til Glæde
for mange og til Forargelse for ingen. Vel syntes D irektøren
ikke at interessere sig for nyere litteræ re Strømninger, men disse
S cenebillede fra „N øddebo P ræ stegaard“, dram atiseret af Skuespiller Elith Reum ert (1888).
E lith Reumert.
Johannes R ing.
Benjamin Redersen.
Otto Zinck.
262