S_FørOgNu

Tro. Som Fru Sang var D ebutantinden Frk. A lm a A h ls t r ø m s

Ansigt og Tale præget af Herman Bangs febrilske Nervøsitet;

mange troede, a t Danmark i hende vilde faa en stor Skuespil

lerinde, men det viste sig snart, a t hendes væsentligste Egen

skab var et for Bangs Instruktion i høj Grad modtageligt

Sind. Han var som Sceneleder ikke Elev af nogen, omend Høedt

tyve Aar før havde anvist ham Naturalismens Veje; under Stu

dier i Livet, gennem de bitre Erfaringer, som Forsøg paa selv at

blive Skuespiller havde lagret i hans Sind, og ved Ophold i frem

mede Teatre havde Bang uddannet sig selv. Det var som Instruk

tør først og fremmest hans Styrke, at han var Digter. Indtræn

gende forstod han a t forklare Forfatternes Tanker, og slog deres

Replikker ikke til, digtede han Poesien over dem og indblæste

den i Skuespillerne. Ligesom han i sine Romaner giver alt det,

der ligger mellem Ordene, saaledes fandt han ogsaa paa Scenen

gennem mange levende Træk de Veje, ad hvilke Stykkets Stem

ning skabtes. Menneskets Lidelser, Længsler og D rifter forstod

han i højere Grad end dets Lykke og Glæde. Undertiden trak

han Linjerne for stæ rkt op eller gav af sin Overflod de ofte daar-

lige Skuespil, han m aatte iscenesætte, for dybe Perspektiver. Han

kunde være farlig for mindre begavede eller for ubefæstede

Unge, fordi hans ejendommelige Personlighed fristede til Kopi,

men for Skuespillere med et eget aandeligt K araktermæ rke var

hans Paavirkning af stor Værdi. Fru Nansen og Fru Larssen,

Johs. Nielsen, Fjelstrup, Al

brecht Schmidt og Hofman

læ rte alle af ham for Livet.

De frigjorde sig for det forpint

eksalterede, der var over hans

Væsen, og greb hans digteriske

Intuition, hans Situationsfølelse

og Rum fantasi, hans Evne til

at se Figuren fra alle Sider og

til at trænge ind til Livet ba*g

Ordene. Hans Talent til at for

klare var større end hans Evne

til selv at fremstille. Han havde

sit Mesterskab i Fantasien.

Bangs stigende Indflydelse paa

Repertoiret og den daglige Le

delse havde til Følge, at Dorph-

Petersen efter 28 Aars Tjeneste

som Skuespiller, Inspektør og

Instruktør forlangte sin Afsked.

Det var et betydeligt Tab for

Administrationen, navnlig da Di

rektør Abrabams efterhaanden

var blevet en træ t Mand. Bang.

egnede sig ikke til at have uind

skrænket Magt; han ydede netop

sit bedste under Kontrol. Der

til kom, at Johs. Nielsen gik

fra Nørregade til T eatret paa

Kongens Nytorv, hvor han fore

løbig blev Inspektør, og at Anna

Larssen og A lbrecht Schmidt lod

sig friste af bedre Gageforhold

ved D agm arteatret, uden a t det

lykkedes Abrahams at finde E r

statning for disse yndede Kunst

nere. Allerede flere Aar før

havde Fru Ring, Charlotte Wiehe

og Hans Orlamundt ved at skifte

Skueplads efterladt sig Savn paa

Nørregades Scene, og ifølge Na

turens Love var de gamle Kræf

ter, Kolling og Zinck, efterhaan

den traa d t tilbage til mere beskedne Poster i Repertoiret. Nu

var det navnlig Fjelstrup og Hofman, som stod i første Række

og havde Publikums Øre.

I Abrahams sidste Sæson bestod Personalet af:

D orph-P etersen o g Carl Wulff som Bobinet o g Raoul 1 „P ariserliv“.

Marius Berggreen.

Frits Boesen.

P eter Fjelstrup.

Aage Garde.

Hallander Hellemann.

Carl Hjernø.

Holger Hofman.

Harald Kolling.

Sigurd Lomholt.

Robert Neiiendam

(fra Novbr.).

Johannes Ring.

Egill Rostrup

(fra Novbr.).

Christian Schrøder.

V iggo Wiehe.

Otto Zinck.

Frk. Maggie Aagaard.

Frk. Alma Ahlstrøm.

Frk. Oda Clausen (Fru Rostrup).

Fru Henny Borchsenius, f. Ketel-

sen.

Fru Magna Jensen, f. Petersen,

(Fru Redohl).

Fru Anna Lomholt, f. Levini.

Frk. Gerda Krum (Fru Juncker).

Fru Julie Møller, f. Bondesen.

Frk. Petrine Møller (Fru Sonne).

Fru Jonna Neiiendam , f. Collin

(fra Decbr.).

Frk. Marie Pio.

Fru Rosenbaum, f. Kruse.

Sceneinstruktør: Herman Bang.

R egissør: Emanuel Madsen.

Musikdirektør: Nicolaj Hansen.

C ensor: Prof. Vilh. Møller.

Indsigtsfulde Folk havde længe haft en Fornemmelse

af,

Abrahams’ Periode ebbede ud, og

en ny Æra stod for Døren.

Direktøren ønskede ogsaa selv at kunne trække sig tilbage, men

økonomiske Hensyn tvang ham til at blive paa sin Post. Den

. Septbr. 1899 søgte han for sidste Gang om Bevillingens For

nyelse, idet han mindede M inisteriet om, a t han under vanskelige

Forhold havde ført Fo lk eteatret frelst gennem Skærene, medens

de andre P riv atteatre flere Gange havde m aattet skifte D irektø

rer, til Skade for Personalet. Han sluttede saaledes: „Da jeg i

1884 erhvervede den D irektør W att tilhørende Bevilling, m aatte

jeg betale ham et meget betydeligt Beløb for Overdragelsen af

hans Rettigheder. Om det end lykkedes mig i Aarenes Løb og

navnlig ved den sidst forløbne gunstige Sæson at indvinde en Del

af det udlagte Beløb, har jeg dog endnu langt fra opnaaet Dæk

ning. Det sidste Aars gode K onjunkturer synes nu at love en

betydelig Fremgang i pekuniæ r Henseende for T eaterdrift, og jeg

haaber derfor, at det — saafrem t der bliver givet mig Lejlighed

til at fortsæ tte min Virksomhed — maa kunne lykkes mig at

indvinde et saadant Udbytte af det Arbejde, jeg har anvendt de

bedste Aar af m it Liv paa, at jeg kan se en betrygget Alderdom

imøde“. D ette Haab blev i enhver Henseende skuffet. Aktiesel

skabet „Hippodromen“ ønskede af økonomiske Grunde ikke længer

a t forny hans Lejemaal, men anmodede M inisteriet om Bevillingen

— dersom Bestyrelsen ikke selv kunde blive dens Indehaver —

m aatte tildeles J. F. S. Dorph-Petersen, da han var T eatrets frem

tidige Lejer. Bestyrelsen ansaa ham „for a t være meget skikket til

dette Hverv og gik ud fra, at han var M inisteriet tilstræ kkelig

bekendt som en hæderlig og

dygtig med T eateradm inistration

fortrolig Mand“. Justitsm inister

H ø r r i n g opfyldte Aktieselska

bets Ønske og tildelte d.

. Oktbr.

1899

Dorph-Petersen Privilegiet,

som nu var gældende fra 1. Juni

1900 til

. Juni 1905. Abrahams

skulde saaledes paa en ublid

Maade forlade sit gamle Teater,

men Skæbnen fritog ham for at

opleve Afskedens Dag: Han døde

i Marts som dets D irektør. For

inden var det bestem t, a t han

fra August 1900 sammen med

Overretssagfører Edgard Høyer

skulde have overtaget Ledelsen

af Casino.

Abrahams’ sidste Sæson var

præget af den forestaaende Op

løsning. Sygdom hindrede i flere

Maaneder D irektøren fra selv at

varetage den daglige Ledelse,

som blev overladt til Herman

Bang, hvis Sympatier altid var

egenartede. De første Maane-

der reddedes nogenlunde af

A u b e rs Syngestykke „Sm u g

l e r e n “, hvis Tekst Charles Kje-

rulf havde oversat, og hvori

Gæsten N o r d a l B ru n populari

serede Sangen „Min Sol er Du!“

Men et Forsøg paa at forsæ tte

„O v er E v n e s “ Sukcés ved a t

opføre Værkets 2. Del lykkedes

ikke fuldt ud. Bang satte megen

K raft ind paa Løsningen af den

store Opgave og naaede navnlig

i Iscenesættelsen af Arbejdsgive

rens Møde et smukt Resultat,

men begik den Fejl ogsaa i

dette Stykke a t betro sin P ro

tegé, F r i t s B o e s e n , Udførel

sen af en Hovedrolle. Mod dette Misgreb protesterede bl. a.

Professor O tto B o r c h s e n i u s i „Dannebrog“: „Hr. Boesen var

som Elias nær ved at vælte og umuliggøre den hele Forestil

ling“, skrev han. „Det er ikke let a t forstaa, af hvilke Grunde

denne Skuespiller træder saa stæ rkt i Forgrunden paa Folketeatret.

F ra mange Sider er baade D irektør og Instruktør advarede, men

som det synes til ingen Nytte. Saa maa de begge som i Aftes

tage Skade for Hjemgæld. I den store betydningsfulde Scene i

anden Akt mellem Rakel — Frk. Ahlstrøm — og Elias var Hr.

Boesen himmelvidt fjæ rnet fra den Figur, han skulde levendegøre.

Det var endogsaa med Møje, at man kunde høre, hvad han sagde.

Midt under de alvorlige Replikker lød da ogsaa gentagne „Højere!“

fra Tilskuerpladsen, og da Klapperne vilde udslette dette uhel

dige Intermezzo, lød der kraftig Hyssen fra alle Sider. Hvorfor

i Alverdenhar T eatret ikke forsøgt Hr. Garde i Stedet for Hr.

Boesen?Kunde ingen paaGeneralprøven engang

se dette skæb

nesvangre M isgreb?“

Endnu mindre Glæde fik T eatret af

. Juledagsforestillingen:

Lembckes Oversættelse af S h a k e s p e a r e s „De l y s t i g e K o n e r

i W in d s o r“, som, naar Hofmans pudsige Ridder Slatte undtages,

fik en middelmaadig Udførelse og derfor hurtigt m aatte vige P lad

sen for Oversltous Lystspil „ Ø s te r g a d e og V e s t e r g a d e “, hvori

V ig g o W ie h e brød igennem med sin naivt-morsomme Frem

stilling af Ludvig Thostrup. P in e r o s Farce „D e t k æ r e B a r n “,

oversat af Anton Melbye, gav ved sit muntre Replikskifte Hof

man, Fjelstrup og Ring Anledning til a t faa Folk til a t le, men

var iøvrigt skaaret over hundrede franske Lystspils Læst, skønt

Forfatteren er Englænder. En fæl Folkekomedie „ B r y l l u p p e t

p a a V a le n i“ faldt to ta lt og skal kun nævnes, fordi Iscenesæt-

258