270 / 311
brog. Han opgav al Modstand — og søgte at faa Zincks Gage er
s ta tte t ved at opsige enkelte Medlemmer af Personalet. P aa Maa-
nedens sidste Dag meddelte han M inisteriet, at Zincks K ontrakt
var fornyet indtil 1. Juni 1900 „under Forudsætning af, a t der
m aatte blive givet ham [Abrahams] Bevilling til at opføre Skue
spil paa Folketeatret indtil det nævnte T idspunkt“. Endelig den
13. Juni 1893 havde han P rivilegiet i Hænde med Tilladelse til at
deponere det hos Aktieselskabet „Hippodromen“, hvor det tjen te
som Sikkerhed saavel for Opfyldelsen af hans L ejekontrakt som
for en Kautionsforpligtelse, Aktieselskabet havde paataget sig over
for Landmandsbanken. Det drejede sig om en ny Kassekredit
paa 55.000 Kr., mod at den ældre paa 32.000 Kr. blev afgjort.
Udfra sit sangvinske Sind saa Abrahams nu atte r Frem tiden
forhaabningsfuldt i Møde. Naar H ovedresultatet af hans V irk
somhed blev negativt, skyldtes det i hvert Fald ikke, a t hans
Repertoire var for ensartet. Snarere var Forskelligheden for
stor. I sit Valg var han som Regel en frygtsom Mand, men han
kunde ogsaa — ligesom i Trods — gaa til den modsatte Yderlig
hed og gøre et dumdristigt Forsøg med noget splinter nyt, der
laa helt udenfor T eatrets Ramme. Disse Eksperimenter tiltog,
navnlig efter at Herman Bang i 1897—98 var blevet Sceneinstruk
tør, og det kan ikke nægtes, at de desorienterede T eatrets egent
lige Publikum. Mislykkedes Forsøget, skyndte Abrahams sig
a tte r ind i Forsigtighedens Sneglehus, og ofte m aatte „Revyen“
og „De Forlovede“ eller „For Alvor“ og „Feriegæ sterne“ tilbage
kalde Husets gamle Tone, naar han havde vovet sig for langt ud
i moderne Strømninger. Varierende B illetpriser bidrog ogsaa til
Ledelsens usikre Præg. Abrahams forsøgte altfor ofte ved „smaa
P riser“, „nedsatte P riser“ og „halv P ris“ a t lokke Folk i T eatret.
Hans System med forskellige „forhøjede Salg“, som vekslede efter
K lokkeslettet, var en Labyrint, som Publikum kun med Vanske
lighed kunde h itte ud af, og som engang gav den nuværende
Indenrigsm inister Ove R o d e Anledning til a t skrive en vittig
Samtale mellem Køber og Kasserer foran B illethullet. Derimod
var Efterm iddagsforestillingerne til halv Pris om Søndagen en
god Idé, som Abrahams efter udenlandsk Mønster realiserede i
Sæsonen 1896—97. Allerede i den følgende V inter gaves 11 b il
lige Forestillinger, og i Sæsonen 1898—99 steg A ntallet til 34.
Alvorlige Skuespil afvekslede med Lystspil, gamle og nye Folke
komedier med Farcer, skønlitteræ re Forsøg med en Pantomime. Ud
af Arkivet hentedes „Orpheus i Underverdenen“, „Den skønne He
lene“ og „Niniche“, og da det viste sig, at disse gamle Operetter
ved Hjælp af stemmebegavede Gæster — f. Eks. FrU A n n a P e t-
t e r s o n - N o r r i e — havde bevaret deres T iltræ kningskraft, forøgede
han R epertoiret med „Frk. N itouche“, hvis T itelrolle var som skre
vet for Charlotte Wiehe, og stræbte at vedligeholde Publikums
Interesse for Genren ved a t opføre „ T o - T a ta “ (1896), „De
sm a a L a m “ (1897) og „H a n s og G r e th e (1897) uden dog
at opnaa, at disse nye Sangspil fik en lignende Betydning for
Kassen. Han satte meget ind pea Frem stillingen af S tr in d -
b e r g s „ L y k k e - P e r s R e js e “ (1893) i Otto Borchsenius’ Over
sættelse, men dette virkningsfulde Eventyrskuespil blev alligevel
ikke den store Sukcés, paa hvilken Abrahams haabede. Endelig
i den følgende Sæson —, hvori G u s ta v E sm a n n s Farce „ F r e
d e r i k s R e d n in g s m a n d “ og A l b e r t G n u d tz m a n n s Lystspil
„ P e te r S te n s A r v i n g e r “ faldt to ta lt — gik H aabet i Opfyl-
fyldelse: Heldet kom i Form af R e ja n e s Parisersukcés „M a
d am e s a n s g ê n e “ (1894), som i Emma Gads Oversætselse var et
underholdende Skuespil, fuldt af farverige Optrin og historiske
Urimeligheder. Udstyret omkring den indtagende og tungerappe
Vaskerpige, som bliver Hertuginde, var rig t og smagfuldt. Havde
Sardou set det, m aatte han have erklæ ret sig tilfreds. D irektø
rens Datter, Frk. J o h a n n e A b r a h a m s , kom for første Gang
frem i Titelrollen, blev set og sejrede. Martinius Nielsens Na-
poleonsmaske havde fuldendt Lighed med populære Billeder, og
hans ejendommelige Diktion klædte denne Figur. Saaledes kunde,
syntes man, Napoléon have talt. „Madame sans gêne“ opførtes
uafbrudt
.110
Gange — et svimlende Antal for 24 Aar siden —
og det reddede Folketeatrets Gæstespil i K ristiania i Maj 1896,
hvor forøvrigt Pressen roste Frem stillingen af det gamle Reper
toire „Revyen“, „De Forlovede“ m. fi. Opmuntret af dette heldige
Udfald forsøgte Abrahams Aaret efter i de danske Provinsbyer
en Lystspilturné, som sluttede den 31. Maj 1897 i Odense med et
uheldigt økonomisk Resultat.
I Tiden omkring 1895 beherskedes Repertoiret af M a r t i n i u s
N ie ls e n , P e t e r F j e l s t r u p og A n n a L a r s s e n , medens den
ældre Del af Personalet traad te noget i Baggrunden. Den fran
ske Komedie „Hr. D e p a r t e m e n t s c h e f e n “ (1896; oversat af
Robert Henriques og Oscar Madsen) og L in d a u s mystiske Skue
spil „D en A n d e n “ (1897; oversat af Charles Kjerulf) og D u m a s ’
Folkekomedie „K e a n (1896; oversat af Edgar Collin) bares med
Elegance af Martinius Nielsen, der havde sin sidste Optræden
forinden D irektørperioden paa D agm arteatret som Sir Rochester i
„E t V a js e n h u s b a r n (1897). Opførelsen af A r t h u r S c h n it z
le r s Skuespil „Elskovsleg“ (1897; oversat af C. E. Jensen og
W illiam Norrie) var noget af en Begivenhed, fordi det inderlige
og poesifyldte D igterværk fik Liv gennem H. Hellemanns smukke
Frem stilling af den gamle Musiker og Anna Larssens henrivende
Spil som den skælmske Mizi. Fru Larssen udfoldede i disse Aar
sine rige Evner: Naar Opførelsen af H. v. Kleists farverige Folke-
skuespil „ P ig e n f r a H e i l b r o n n “ (1897; bearbejdet af P. A.
Rosenberg) lykkedes, og Stykkets Skønhed fængslede, skyldtes
det navnlig hendes fuldendt illuderende Fremstiling af Katchen.
Og ingen, der saa’ hendes rørende, trofaste Mimi i M u r g e r s
„ F r ie F u g l e “ vil nogensinde glemme det poetiske Skær, som
lyste ud fra hendes Skikkelse. Ove Rode havde oversat dette
virkningsfulde Teaterstykke, hvis Personer repræ senterer en egen
Ungdommens Længsel og Munterhed. Underligt nok blev de tre
Ynglinge, der frem stillede de unge Mænd, senere T eaterledere i
K jøbenhavn: A l b r e c h t S c h m id t, den mest franske af dem, var
Marcel, H o lg e r H o fm a n , den mest kjøbenhavnske, spillede Col-
line, og J o h a n n e s N ie ls e n , som lignede en ung Højskolelærer,
var med Varme og maskulin Styrke Rodolphe. Spekulationsdra
m aet „ T r il b y “ (1898; oversat af Charles Kjerulf) blev p aa Folke
te a tre t som overalt i Verden en stor Sukcés og bragte Kassen til
at bugne som i „Madame sans géne“-Aaret. Et Sted i Udlandet
strømmede Folk til for at se Trilby-Skuespillerindens smaa Fød
der, i en anden By var det et Sangnummer, der lokkede. Her i
Kjøbenhavn blev Stykket frelst af P e t e r F j e l s t r u p s fantasi
fulde Svengali; hans Frem stilling var et scenisk Virtuosnummer,
som vilde have kunnet fængsle Publikum overalt i Verden, der
som Sproget ikke havde lag t ham H indringer i Vejen. Dybere
Skuespilkunst i egentlig Forstand ydede F jelstrup som Forst-
mesten i I f f l a n d s „landlige Sædem aleri“ „ J æ g e r n e “ (1898;
oversat af Johs. Magnussen) og som Storm i S v e n L a n g e s fine
menneskelige Tragedie „ S to rm “ (1899), der begynder som et
Lystspil. Det var fortjenstfuldt, at Abrahams tog In itiativ et til
Frem stillingen af H o lg e r D r a c h m a n n s smaa Skuespil, omend
„Am or t r iu m p h a n s “ (1895) kun naaede et beskedent Antal Op
førelser. B landt andre Komedier i én Akt,- som i højere Grad
tiltra k Publikum, var » T j e n e s t e f o l k “ (1897; oversat fra Tysk
af Jacob Jacobsen), „Uskyldig døm t“ (1898; oversat fra Tysk
af Valdemar Høy) og G o e th e s „ S ø s k e n d e “ (1899; oversat af
Carl Levin). Derimod faldt et Forsøg paa at skaffe K o tz e b u e
en Renæssance uheldigt ud. Hans effektfulde R utinearbejder do
minerende i Begyndelsen af A arhundredet selve Nationalscenens
Repertoire, men nu, ved dets Slutning, naaede hans „ R a v n e
k ro g “ (1899; oversat af Sophus Schandorph) kun tre Opførelser,
endda paa et folkeligt T eater. Springet fra Goethe til Kotzebue
var typisk for Abrahams’ usikre Repertoirevalg, og denne urolige
Linje fortsattes, da han fra ganske illitteræ re Folkekomedier som
„ N i h i l i s t e r “ (1898; oversat fra Tysk af Emmy Drachmann), som
gjorde Lykke, og H. G le e s e n s Fiasco „ H ø jt S p il“ (1898) ind
bød til hyperlitteræ re Abonnementsaftener, ved hvilke bl. a.
S o p h u s C la u s s e n s i dram atisk Henseende svage, men poetiske
Skuespil „ A r b e jd e r s k e n “ (1898) opførtes i en mangelfuld Ud
førelse. Til samme Kategori af Forestillinger hørte M y liu s -
E r ic k s e n s ravjyske Folkelivsbillede „ T a te r e “ (1898), der fik en
livfuld Fremstilling, og A r i s t ó f a n e s ’ omtr. 400 Aar før vor Tids
regning skrevne Komedie „ K v in d e rn e s S a m m e n s v æ r g e l s e “
(1898; oversat fra Tysk af P. A. Rosenberg), hvis Satire endnu
virkede frisk, og som paa Grund af Anna Larssens glade og kaade
Spil vakte saa stor Opmærksomhed, at S tykket fra Abonnements
forestilling overgik til det alm indelige Repertoire i Forbindelse
med V ig g o V. H o lm s stemningsfulde Situation „U d i A m o rn s
H e c te “. I sin næstsidste Sæson (1898—99) naaede Abrahams den
største B ruttoindtægt i sin 16-aarige D irektørperiode: 264,288 Kr. og
57 Øre. Til dette gode R esultat bidrog bl. a. Farcen „Styrtende
Uheld“, som A x e l H e n r iq u e s havde oversat fra Tysk. Dens
Paafund var, a t lade en Hustru opdage Mandens U troskab der
ved, a t han under et Stævnemøde opsnappes af en Fotograf og
senere mangfoldiggøres som „levende B illede“. Ideen var ny og
morsom og berørte den kommende Storindustri, Filmen, som for
tyve Aar siden næsten var et ukendt Begreb. Sæsonen bød ogsaa
paa G u s ta v W ie d og J e n s P e t e r s e n s muntre Komedie „ F ø rs te
V io li n “, der i Aand og Tone passede udmæ rket for Folketeatret
og gav Hellemann Anledning til a t skabe en k arakteristisk Skik
kelse ud af den baade sære og godmodige Adjunkt Møller, men
Aarets Begivenhed, ja, en V aardag i T eatrets H istorie, var Op
førelsen den 25. Marts 1899 af første Del af B jø r n s o n s Skue
spil „O v er E v n e “ i følgende Rollebesætning:
Sang, P ræ st....................................................................... Johannes N ielsen.
Klara Sang, hans H u stru .......................................... Alma Ahlstrøm.
Bratt, den ukendte Mand.......................................... P eter Fjelstrup.
B isk o p p e n ......................................................................... Albrecht Schmidt.
Hanna, Fru Sangs S ø ste r ......................................... Olga Meyer.
RakeØ „
D
[Anna Larssen.
E lia s ) Sa"Ss B“ ™ ...................................................... il ri,s Boesen.
P ræ steen k en .................................................................... Julie Møller.
Krøyer 1
(H olger Hofman.
Falk
I
Johannes Ring.
Blank >.............................................................................. ... Hallander Hellemann.
Jensen
Marius Berggreen.
Brei
„ Emanuel Madsen.
A a g o t...................................................................................
Gerda Krum.
Ved en lykkelig Frem stilling af dette D igterværk, hvori Problemet
M irakel contra N aturlov gøres dramatisk, samledes alle Kyndiges
Interesse om Folketeatret, og dybe Tanker bragtes til Kundskab
for de Mange, for hvem Bøger er lukkede; jævne Tilskuere løftedes
op i den Sfære hinsides Tid og Sted, hvor Digtningens Symboler
lever deres bestandige Liv. Iscenesæ ttelsen af dette Værk var
Herman Bangs ypperste Arbejde paa Folketeatret. Han havde
det Held at raade over en ung Skuespiller, som i sjælden Grad
ejede Udtryk for Pastor Sangs ydre og indre Egenskaber. Større
T alenter hjemme og ude er senere kommet til kort i denne Rolle,
fordi deres Frem stilling var for aandig, det vil sige, at den sav
nede det jævne, almenmenneskelige Præg, som netop var Johan
nes Nielsens Styrke. Han ejede lyrisk Magt og Myndighed for
uden den brede, folkelige Pathos i Ordene. Spillet af ham blev
Pastor Sang en skøn Aabenbaring af nordisk Naturfølelse og
256