S_FørOgNu

S ch w a n e n flü g e l, søgte at standse en brutal Sergents Banden

og Torden ved at bestikke ham med en Pølse, som han tog imod.

F. S. Dorph-Petersen fremstillede Sergenten — Thim hed han

— og havde skabt en saare naturtro Figur : Holdningen var stram

med en paagaaende Foroverbøjning i Lænderne, Stemmen var

rusten og rullede paa én Tone, Ansigtsfarven bar tydelig Præg

af Mandens Forbindelse med „vaade Varer“. Paa den tredie

Aften lød fra Balkonen en stærk Piben, medens „Bestikkelses-

scenen“ spilledes; dog fik Klapperne efterhaanden Overtaget, og

Akten sluttede med en Mængde Fremkaldelser. Men de følgende

Aftener blev LTroen større, og det viste sig da, at det var Under

officerer, der protesterede mod Optrinet med Pølsen. Efterhaan

den udviklede Demonstrationen sig til en Diskussion i Pressen.

Sammen med „Alt for Damerne!“ opførtes et Brudstykke af

V ilh . Ø stergaa rd s Folkekomedie „Den and en A p r il“, som

nylig havde været en stor Sukcés. Heri medvirkede som Statister

en Del Sergenter. Disse sluttede sig nu til deres protesterende

Kolleger paa Tilskuerpladsen og forlangte, at Direktøren skulde

udelade Stykkets Clou, Pølsescenen; i modsat Fald vilde de ikke

optræde oftere. Abrahams svarede med at lade „Den anden

April“ udgaa af Programmet, hvorefter „Alt for Damerne!“

spilledes 62 Gange uden Pièce

de rideau for udmærket Hus.

Demonstrationerne virkede saa-

ledes som en god Reklame, og

Sergent Thim blev Sæsonens mest

populære Teaterfigur — saa fol

kelig, at Slagterne ved Nikolaj

Taarns Kødboder fremstillede

ham i Sne ! Til Byens Fattige

indsamlede han flere Tusinde

Kroner. Men ellers var den

sto re Suk cés en sjælden Begi

venhed i Abrahams første ni Aar,

endskønt den kun krævede 50

uafbrudte Opførelser.

Nu er

Teaterdirektørerne mere for

vænte. Foruden de allerede om

talte Arbejder naaede blandt

nye Stykker kun H. Suder-

manns „Forhus og B aghu s“

(1891), oversat af C harles

K jeru lf, og Eventyrsangspillet

„Et F o lk e s a g n “ (1892) dette

Opførelsesantal. Ikke mindre end

tre Skribenter, Edgar Collin,

A lfred Ipsen og V ilh . Øster-

g a a rd , havde forvandlet B ou r-

n o n v ille s Ballet til et naivt,

men effektfuldt Folkeskuespil, og

de fandt til Fremstillingen af

Hilde en stor Støtte iC h a r lo tte

W ieh es Ungdom, Ynde og koreo

grafiske Færdighed. Forøvrigt

havde Vilh.Østergaards borgerlige

Muse let ved at fængsle Folke

teatrets jævne Publikum, og hans

Dramatiseringer af A. R o sen 

k ild e s Fortælling „Anders

T ikøb“ (1887) og S. B a u d itz ’

Roman „Sk o v r id e r g a ar d en “

(1890) naaede en smuk Række

Opførelser. Dramatisk Haande-

lag, men ringe poetisk Aare

viste P. F ristrup i Folkelivs

billedet „Det gam le Kongens

K jøb enh a vn “ (1889) og i den

historiske Komedie„Ro s e nbo rg“

(1895),

hvori Abrahams agerede

Christian den Fjerde. Under en Kostymeprøve til „Et Folkesagn

skete den

21.

Decbr.

1892

en Brandulykke, som krævede et Men

neskeliv. Teatrets Læge, Dr. Somm er f e l d t , meddelte Offent

ligheden, „at en ung Pige ved egen Skyld paa Paaklædnings-

værelset kom for nær til en Gasflamme, af hvilken hun havde

aftaget Sikkerhedsgitret. Der gik Ild i hendes Paryk, og fra hende

forplantede Ilden sig til 6 andre unge Piger. Heldigvis lykkedes

det de Tilstedeværende i en Fart at slukke Ilden, saa at de unge

Piger slap med nogle Brandsaar, som forhaabentlig ikke vil med

føre nogen Fare“. De blev alle kørt til Kommunehospitalet, hvor

det viste sig, at en af Damerne, Frk. V a l b o r g S ø r e n s e n , ikke

stod til at redde. Juleaften døde hun.

Abrahams stillede gerne Teatret til Raadighed for nyere dan

ske Forfattere. Blandt Arbejder, skrevne af det moderne Gen

nembruds Mænd, var Sophus S ch and o rp h s dramatiske Situa

tion „I G æ s tg iv e r g a a r d e n “ (1884), som efterfulgtes af samme

Forfatters Skuespil „Ud en Mi d tp un k t“ (1887), hvortil Edvard

B r a n d e s havde skrevet Sceneriet. I sine Erindringer mindes

Schandorph med Taknemmelighed Elith Reumerts morsomme jyske

Kapellan og Hans Orlamundts lige ud af Livet skaarne skikke

lige og forkuede Landjunker. Begge Skuespillere viste i dette

Stykke nye Sider af deres Talent. Af landlige Forfattere op

førtes Zacharias N ie lsen s „ S e lv sty r e “ (1888) og Nye T ider

(1885) — en Dramatisering af den livfulde Fortælling, hvormed

han brød igennem — og begge disse Lystspil passede i Aand og

Tone udmærket til den folkelige Scene. Den fynske Gaardejer

Peder R. M øllers i kunstnerisk Forstand mindre betydelige

Skuespil „En V ilj e “ (1886), „En S kæ rsild “ (1887) og „Isen

b ryd es“ (1890), foregik blandt Bønder og jævne Borgere og

skyldte deres Sceneheld en solid Komposition, Lune og en let

begribelig Moral. Blandt Hovedstadens unge Skribenter fik Einar

C h r istia n sen en Sukcés paa sin velskrevne Bagatel „ F o lk e sn a k “

(1891), to Samtaler mellem et Par unge Mennesker, hvem For

fatteren har lagt mangt et morsomt Ord i Munden. Langt min

dre Glæde havde G u stav Esmann af sin én Akt „P eb er

sv end e“ (1886), hvorimod P e t e r N a n s e n s lille, vittige Lystspil

„En B r y llu p s a ft e n “ (1893) opnaaede 25 Opførelser og næste

Aar efterfulgtes af hans dramatiske Situation „K amm era ter“.

Ritmester F. S eem ann s „Lette D ragon er“ (1892) var et mun

tert Soldaterstykke, og Fru Emma Gad spottede i Satiren „I

v e ldæ d ig t Ø jem ed“ (1891) den selviske Velgørenhed: Modsæt

ningen, som kan findes mellem de Fattiges elendige Stilling og

den fornøjelsessyge og behagelige Maade, hvorpaa Bourgeoisiet

yder Hjælpen. Men Satiren var som altid hos Fru Gad af god

modig Beskaffenhed. Fru Rosenbaum spillede den brave Madam,

og Edvard Brandes skrev: „Rigtigere har denne Skuespillerinde

sikkertingensinde truffet enFigur, og Aftenen var ganske særlig

en Triumf forhende“. AfO tto Benzon opførtes én Akts Lyst-

— i Anno

1886 en meget aktuel Titel. Styk

ket foregik i en Jærnbanecupé

mellem Vordingborg og Næstved

og gjorde stor Lykke ved Slag

færdighed og Vid. Men mere

betydningsfuld var

Teatrets

Fremstilling af hans femakts

Lystspil „Sportsmænd“ (18.

Septbr. 1891). Otto Benzon har

i et vittigt Forord til den trykte

Udgave givet en interessant

Skildring af Stykkets Historie

paa Nationalscenen, hvor det

delte Skæbne f. Eks. med Hen

rik Ibsens „Gengangere“ — den

nemlig, at blive kasseret af

Censor Erik Bøgh. Denne gamle

Viseskribent og Teaterskrædder

havde glemt, hvor hensynsløs

hans egen Pen var, da han i

sine yngre Dage gik de Natio

nalliberales Ærinde. Alt det

„utilladelige“,

„hensynsløse“,

„uhøviske“,

„oprørende“

„uhørt gemene“, som Benzon vo

vede at byde Censor, vovede han

imidlertid ogsaa at byde Folke

teatrets Publikum. Opførelsen

desavouerede fuldstændig Bøghs

Dom, som Kultusministeren, Pro

fessor Go o s havde anerkendt.

Stykket var et satirisk Angreb

paa, hvad Forfatteren selv kaldte

„de ansete Mænds Fagforening“

og ejede hans ægte dramatiske

Evne til at karakterisere Perso

nerne gennem deres Ordvalg.Stem-

ningen i Teatret var højspændt,

den mindede om „Leonarda“-Af-

tenen og endte ligesom dengang

med en Sejr for Forfatteren. Men

i 1880 stod Opførelsen i Forsøgets

Tegn; nu, 11 Aar senere, var

Folketeatrets Ensemble gennem

et forbedret Repertoire og ved

J u liu sL ehm ann s naturlige In

struktion tiltaget i Fasthed og

Sikkerhed. De to Koryfæer, Kolling og Zinclc, ejede endnu om

kring 1890 deres Kraft, men Julie Hansen var atter udvandret

til Casino og vendte ikke mere tilbage. Hun erstattedes af

Julie Møller, .en sand Kunstnerinde med stilfærdige Midler og

ægte Lune, og af Fru Rosenbaum, der i Reglen spillede paa sit

muntre, kække Væsen. Fru Maria Müller (Fru Ring) var ind-

tagende-skælmsk som Ingenue, vittig-pikant som ung Frue og

altid intelligent og ladylike, Frk. Olga Meyer lignede Bour-

geosiets unge Pige og medbragte fra det kgl. Teater en sikker

Teknik, som dengang ingenlunde var almindelig blandt Privat

teatrenes Ungdom, Charlotte Wiehe var henrivende yndefuld og

chic, fransk af Type, men uforfalsket kjøbenhavnsk af Sprog.

Elskværdighed, Lune og landlig Frodighed var udbredt over Frk.

V ic to r ia P e te r sen , som senere blev en af Kjøbenhavns

mest yndede Revyskuespillerinder, Sikkerhed og Kendskab til

det store Publikums Smag prægede J. F. S. Dorph-Petersens

Fremstillinger, Hallander Hellemann forbausede i sine yngre

Aar mange Gange ved sin Evne til at give Konturen af en

Karakter — Konturen tegnet op af intet, Hans Orlamundt,

den vittige og elegante Lystspilskuespiller, som i sine Folke-

teateraar endelig erobrede Kjøbenhavn, Jacques Wiehe, der kæm

pede mod nedarvede lyriske Slægtskrav for omsider at blive en

ejendommelig moderne Farcør, Marius Berggreen, Byens bedste

Dialektskuespiller, Victor Neumann, altid tør-ejendommelig i sin

Karakteristik, og Johannes Ring, der begyndte som Romantiker

i Stigaards Aand og senere fandt helt personlige Toner som Ko

miker.

Forfatteren Carl M øller om favnende Skuespillerne Harald K olling o g Otto

Zinck,

som sæ rlig bidrog til den Succes, hans Stykke opnaaede paa F o lk e

teatret.

spillet „ P ro v iso risk “

250