260 / 311
ske Opdagertalent taalte ikke paa nogen Maade at sammenlignes
med Høedts. Hun protegerede paa den Tid H olm -H a n sen
som Karakterskuespiller og troede — ligesom kort før i (Jarl
W u lff — i Abrahams med det smukke, fremmedartede Ydre at
have fundet Stof til en Erstatning for M icha el W iehe. Men
Høedt saa’ straks, at hun anvendte Abrahams forkert. Med den sikre
Dømmekraft, han ejede overfor unge Talenter, sagde han: „Det
er meget muligt, at De kan blive til noget. Men det bliver i
hvert Fald ikke i det Fag, De nu har valgt Dem“.
Da Abrahams havde været én Sæson ved Nationalscenen, fik
han sin Afsked. Han kunde endda ikke sige, at han fik den i
„Naade“, for Fru Heiberg havde mistet Interessen for ham, da
han efter nogle Prøver maatte afgive O e h le n sch lå g e r s Olaf,
som hun trods hans alt andet end nordiske Ydre havde tildelt
ham. Det gavnede ham heller ikke i Fruens altseende Øjne, at
Høedt var blevet hans Lærer. Og desuden begyndte Em il P o u l
sen at indtage sin senere Magtstilling.
Efter nogen Vaklen debuterede Abrahams, tilskyndet af Høedt,
den 15. Novbr. 1871 paa Kammerraad Langes Teater som Oscar
Limberg i „En Kærligheds-Telegraf“. Og nu gik det fremad.
Han var kommen under en Direktør, der stræbte at faa den størst
mulige Værdi ud af sine Skuespillere, og under en Instruktør,
hvis særlige Evne var at udvikle Personligheden hos sine Elever.
Allerede i den første Sæson fik han Lejlighed til at blive Damer
realistisk overfor den tidligere Romantik, skrev han (i 1882) til
Kammerherre Fallesen: „Det er ikke af Forfængelighedshensyn,
jeg ansøger om Ansættelse. Hvilke Fejl end maaske ogsaa De,
Hr. Kammerherre, har fundet ved min Fremtræden — Fejl, som
jeg haaber vil vise sig mindre rodfæstede, saasnart man ser mig
oftere eller kender mig nærmere — saa tør jeg dog forsikkre, at
jeg i min Virksomhed hverken jager eller agter at jage efter
Tilfredsstillelse af det, man kalder Forfængelighed, men at jeg i
den søger og ønsker at søge aandelig Sysselsættelse og Udvikling.
Dette sidste vil jo enhver Skuespiller naturligt finde i rigeste
Maal ved det kgl. Teater, men jeg for min Part vil have van
skeligt ved overhovedet at finde det andet Steds. Det Rollefag,
hvortil min Hu og maaske ogsaa min Personlighed henviser mig
— de mere alvorlige Jeroniinus’er, de ældre Anstandsroller, pére
noble Genren — er jo saa godt som fuldstændig banlyst fra de
private Sceners Repertoire“. Han sluttede Brevet saaledes: „Saa
lidt som det er mig en Forfængeligheds Sag, saa lidt er det mig
et Pengespørgsmaal at finde Anvendelse paa den nationale Skue
plads“. Men skønt det kgl. Teater havde god Brug for Abra
hams i en Del af de Roller, Sophus P e te r s e n spillede, mødte
han en Modstand, som ikke var til at overvinde. Paa en Maade
var Afslaget smigrende, fordi det bundede i Frygt, men det havde
til Følge, at han mismodig forlod Casino og bosatte sig med sin
Familie i Paris. 18. Juli 1868 var han blevet gift med C a ro lin e
Scene at Bjørnstjerne B jørnsons Skuespil „Leonarda“, som under D em onstrationer opførtes paa F olketeatret 26. Januar 1880.
Stigaard,
F ru H olst.
nes Ven ved sin Romancesang som Grev Baudelot i „Den sidste
Nat“, og i de følgende Aar (indtil 1879) var han til det store
Publikums Tilfredshed Folketeatrets jeune premier, Helten og
Ræsonnøren, Galningen og Forføreren i Sardous, Dumas’, Feu-
ill e t s og Au giers kolorerede Virkelighedsdramer. Han slut
tede sig med Fanatisme til Høedt og blev Mesterens betydeligste
mandlige Elev, som ved sin klare, rolige Tale altid var behagelig
at følge, men som ikke evnede at individualisere sine Figurer
eller give dem selvstændigt virkende Liv. Sit egentlige Omraade
fik Abrahams som Konversationsskuespillets Ræsonnør, den for
nuftigt tænkende, ikke spydige og farlige, men elegant og selv
bevidst talende Verdensmand. Han kunde føre sig som en for
vænt og fornem Markis og tale om sin Klub, sine Heste, Elsker
inder og Millioner saaledes, at alle troede ham. Han medbragte
til disse Roller det Fortrin frem for andre mere talentfulde Kol
leger at være født og opdraget i det bedste Selskab, hvis Dan
nelse han beherskede. Hans Kultur holdt ogsaa hans kunstneriske
Samvittighed vaagen. Derfor tilfredsstilledes han ikke i Længden
af alle sine letkøbte Sejre i de franske Samfundskomedier. Da
han i otte Vintre paa Folketeatret og tre Sæsoner (1879—82) paa
Casino havde spillet alle mulige Elskere og Bonvivanter — alt,
hvad der ligger mellem Vaudevillen „Den sidste Nat“ og Sardous
Lystspilaandrigheder i „Lad os skilles“ — længtes han inderligt
efter et bedre Repertoire, som dengang kun var at finde paa
Nationalscenen. Den Skæbne, han som ung fristede derovre,
pinte ham alle Dage. Han mente, at en Plads tilkom ham blandt
de Ypperste paa Grund af hans Dannelse, velskolede Diktion og
statelige Optræden. Da han stod som en typisk Repræsentant
for den Skuespilkunst, der i Halvfjerdserne og senere virkede
Marie G am m e lto ft, Datter af Kammerraad Gammeltoft til
Herløvgaard ved Hillerød.
Under Opholdet i Frankrigs Hovedstad erfarede han, at der
forestod en Forandring i Folketeatrets Styrelse. Robert Watt
havde for 80,000 Kr. tilbudt Otto Zinck Direktørstillingen, men
den 60aarige Mand manglede baade Lyst og Penge. Mod for en
Aarrække at blive konsolideret i sin udmærkede Stilling som
Skuespiller og Sceneinstruktør afstod han Førsteretten til Abra
hams, der havde megen Lyst, nogen Formue og blev drevet frem
af en vis Harme over at være sat udenfor. Han forpligtede sig
til efterhaanden at udrede de 80,000 Kr. til Watt, overtog med
Justitsministeriets Tilladelse Bestyrelsen af hans Bevilling og lejede
Teatret af Aktieselskabet „Hippodromen“ for 28,000 Kr., et Beløb,
som i Tidens Løb steg til 31,000 Kr. om Aaret. Afstaaelsessum-
men var altfor stor, — Beløbet svarer til Værdien af over
200.000 Kr. nu — og den vedblev da ogsaa at tynge Abrahams
under hans 16aarige JDirektorat. Dertil kom, at Tiden fra Midten
af Firserne viste nedadgaaende Konjunkturer, og at ,Dagmar-
teatrets Konkurrence blev meget følelig, efter at den smarte
Casino-Direktør, Th. Andersen, samtidig med Abrahams’ Start var
blevet dets Leder. Bevillingen blev straks deponeret hos Aktie
selskabet til Sikkerhed for Opfyldelsen af Abrahams’ Forpligtel
ser. Dersom han ikke evnede at overholde disse, havde Selskabet
betinget sig Ret til, uden Indsigelse fra Watts Side, at indtræde
i Abrahams’ Sted i Kontrakten, saaledes at Udøvelsen af Privi
legiet i dette Tilfælde overgik til Aktieselskabet. I 1886 tillod
Ministeriet, at Bevillingen tillige maatte tjene som Sikkerhed
for en til Abrahams af Landmandsbanken ydet Kassekredit paa
18.000 Kr., som han Aaret efter saa sig nødsaget til at forhøje
246