258 / 311
svage Vilje. Hans Udholdenhed svarede ikke i mindste Maade til
hans Evner og Selvfølelse. En forfængelig Ængstelighed for
Kritik, en lad Utilbøjelighed til at staa til Ansvar paa en ud
sat Post var punctum saliens i hans Liv. Efter en seksaarig,
lykkelig Periode som kgl. Skuespiller lod han sig forjage fra
Scenen af en øjeblikkelig Studenteropposition, virkede derefter en
kort Tid som Sceneinstruktør, men blev snart træt deraf og tog
sin Afsked, medens han som Elevinstruktør bestandig beholdt en
Fod indenfor Teatret. Dog, hvorlangt han end gled bort fra
Magten, var Alle enige om, at han besad en sjælden Forstand
paa Skuespilkunst, og for unge Kunstnere var det en Lykke at
blive instruerede af ham. To Gange tilbød Kultusministeren ham
Direktørposten, men begge Gange veg han udenom, og da Fallesen
var udnævnt, tog han ogsaa Afsked som Elevinstruktør. Det skal
siges til Fallesens Ære, at han opbod, hvad han formaaede, for at
bevæge Høedt til at blive Sceneinstruktør i Stedet for den dertil
uegnede H. P. Holst., men Høedt vilde ikke. Denne Svaghed, der
var at bestemme som en Hamletsk Mangel paa Vilje, gjorde ham
efterhaanden uvirksom, menneskesky og angst. Inden Tungsindet
formørkede hans Sjæl, høstede Folketeatret Gavn af hans sidste,
spredte Kræfter, der dog var stærke nok til at føre Beviset for,
at man ogsaa kan yde Skuespilkunst udenfor den kongelige
Scene. Sidste Gang, Bang saa Høedt, var den Februaraften i
1883, da A ugu st L indberg med sit Selskab spillede „Hamlet“.
Den tidligere Hamlet-Fremstiller stod i sit Vindue ligeoverfor
Folketeatret og lignede en Skygge mere end et Menneske; gen
nem sin Kikkert stirrede han ned paa Menneskevrimlen foran
Teaterporten. To Aar senere døde han.
Efter Ringteatrets Brand i Wien (Decbr. 1881) opstod overalt i
Europa en panisk Skræk for Gentagelser af Katastrofens Rædsler.
Alle brandfarlige Teatre blev slaaet i Laas. Hos os gik det ud
over det gamle, morsomme Hofteater ved Christiansborg, hvor
Faren i Tilfælde af Ild var aldeles utvivlsom. Politi og Brand
væsen dikterede Aktieselskabet „Hippodromen“ en Del Forsigtig
hedsregler, som i Forbindelse med Konkurrencefrygten for det
kommende Dagmarteater nødvendiggjorde en Ombygning og en
Forskønnelse. Watt lod Sæsonen slutte med en Slags Afskeds-
forestilling, der samlede Teatrets Venner fra Kongehuset til Mid
delstanden. „Gamle Minder“, et Potpourri af de mest populære
Melodier fra Teatrets første 25 Aar ved C. C. Møller, indledede
Aftenen, og derefter opførtes „Ægtemænd i Knibe“, „I Skjorte
ærmer“, „Familiefvist“ og „Verdens Hercules“. Da Fru Holst var
den eneste, som uafbrudt havde været knyttet til Institutionen
fra Aabningsaftenen i 1857, sagde hun i en Epilog af William
Faber paa Personalets Vegne Farvel til det ældste Folketeater:
„. . . Tømmer- og Mursvende komme frem
Og rive ned paa vort gamle Hjem,
Og Alt bli'er saa grundigt omkalfaltret,
Saa knap man kan kende Folketeatret,
Ja, efter hvad Arkitekten har sagt
Saa bli’er her en ganske storartet Pragt:
Joniske Lamper og doriske Søjler
Og tænk!
Ligefra første til sidste Bænk
Kommer Alle til at sidde paa ægte Fløjler!“
Ombygningen blev ledet af den ene af det kgl. Teaters Byg
mestre, Professor Dahlerup, og fuldendtes i Løbet af Sommeren
1882. Den forbedrede Tilskuernes Garderobe og Foyér og gennem
skår Logerækken for at skaffe Passage til Reserveudgange. Samt
lige Staapladser bortfaldt, alle Siddepladser paa Balkonen fik
Nummer, og tændte Olielamper anbragtes rundt om i hele Lo
kalet. Paa Jubilæumsdagen den 18. Septbr. 1882 genaabnedes
Huset i sin nymalede Skikkelse med en Festforestilling, hvortil
C. C. Møller havde komponeret en Marsch, og William Faber
skrevet en Prolog, som Fru Holst fremsagde. Efter at Reprisen
„Græd bare“ var spillet, kom Aftenens Clou: „F o lk e te a tr e t
rund t i 25 Aar“, hvori Carl Wulff i en morsom Ramme (ved F.
Bauditz) præsenterede en Række Scener af Repertoirets mest
kendte Stykker. Til Slut samledes Personalet in pleno. Dette
bestod i Sæsonen 1882—83 af:
Frederik Christensen.
J. F. Dorph-Petersen.
H. Hellemann.
A. J. Jansen.
Harald Kolling.
Lehrmann.
H. Lindemann.
Benjamin Pedersen.
Albert Price.
Elith Reumert.
Laurids Stigaard.
Carl Wulff.
Otto Zinck.
Robert Watts Personale tyndede efterhaanden ud. Fru Julie
Hansen var atter for en kort Tid draget til Casino, og i den føl
gende Sommer (Aug. 1883) døde Fru Holst. Dette store Tab blev
end mere føleligt, da Fritz Holst ved sin Hustrus Bortgang mi
stede Lysten til at skrive. Hans borgerlige Muse havde i høj
Grad præget Folketeatret i de forløbne 25 Aar. Ikke mindre end
10 Originaler og 27 Oversættelser, der ofte under hans Behand
ling blev selvstændige Arbejder, forelaa i 1882 fra hans flittige
Pen. Skuespillerne spillede gerne i hans Komedier, fordi Skik
kelserne udmærkede sig ved Humør og tydelig Karaktertegning,
og Stykkernes dramatiske Virkning i Reglen var naaet ved solide
kunstneriske Midler. Fru Borchsenius havde allerede i 1880 for
ladt Folketeatret, da hendes Vej begyndte at gaa nedad, Severin
Abrahams boede fra 1882 i Paris, og Carl Wulff lod sig friste til
at følge Casinos Direktør, Th. Andersen, som i 1884 overtog Dag-
marteatret. Meget tydede paa. at en lykkelig Periode var ved at
ebbe ud, og som den kloge og heldige Mand Robert Watt var,
forstod han at gaa i det rigtige Øjeblik. Otto Zinck viser sig
derfor ikke som en Psykolog, naar han i sine „Erindringer“
skriver: „Hvorfor han opgav Teatret, er ikke godt at vide“. Watt
havde under opadgaaende Konjunkturer været Direktør i otte
Sæsoner, men just da de magre Aar kom, og Reaktionen —
„Stukperioden“ — stod for Døren, trak han sig ud af Spillet og
blev i 1886 lønnet Direktør for „Tivoli“. Ved at gaa medens
Lyspunkterne i hans Ledelse endnu traadte skarpt frem og ved
at efterlade en Bevilling, som 11 Aar frem i Tiden gav ham Ret
til at være Teaterdirektør, opnaaede han 80.000 Kr. i Afstaaelses-
sum. Til disse Grunde kom den, at Watts inderste Livstrang var
Lyst til Forandring. Hans Energi vedblev at være springende,
den trængte stadig til nye Stimulanser.
I sine forskellige Stillinger som Korrespondent, Teaterleder og
Tivolidirektør var Robert Watt en maître de plaisir for Kjøben-
havnerne — i Typen ikke ulig Georg Carstensen. Men medens
ingen formaaede at stække hans Fantasi som Skribent, hindrede
Lovgivningen hans Initiativ som Teaterchef. Det tjener til hans Ære,
at han alligevel evnede at føre Teatret frem til forøget Anseelse
og gode Kaar. Han bevarede dets Tradition, og saavidt Forholdene
tillod, hentede han det nyt Stof fra Tidens litterære Strømninger.
Den 11. Juni 1894 døde Robert Watt, 57 Aar gi. I 1881 havde
han ægtet Skuespillerinden D o r th e a A ugu sta In g eb o rg Olsen,
som endnu overlever ham. Sangerinden L eon ie W a tt-B o o lsen
er hans Datter.
Inden denne Oversigt vedrørende Virksomheden i Langes, M. V.
Bruns og Watts Periode sluttes, bør nogle af P r iv a tfo r e s til-
lin g e r n e omtales, hvoraf enkelte fik Betydning for Teatrets Re
pertoire. Saaledes opførtes den 29. Febr. 1866 William Fabers Farce
„Den Trekantede“ som Studenterkomedie under Høedts Instruktion
i Forbindelse med Carl Møllers „De Forlovede“, der helt op til
1915 er et af Teatrets hyppigst spillede Stykker. Ogsaa i anden
Forstand fik Aftenen Betydning, idet Student Dorph-Petersen op-
traadte paa den Scene, hvortil han siden i forskellige Egenskaber
var knyttet i mere end en Menneskealder. Allerede i 1861 havde
stud. philol. Em il P ou lsen spillet i Plougs Lejlighedsstykke „Sø
rensen paa Eventyr“, og et Fotografi fra disse Aar viser ham fast,
tæt og maskulim ved Siden af sin blidt smilende Medspillerske —
stud. med. P e te r J ernd o rff, hvis Lod det blev i Studenter
komediernes Dameroller at røbe et klædeligt Karakteriseringstalent.
Det kgl. Teaters tidligere jeune premier W ilh elm H o lst — Fritz
Holsts Fader — havde i Anledning af sin 70 Aars Fødselsdag en
Forestilling, ved hvilken Lejlighed han sagde sit sidste Ord fra
Scenen, og i Slutningen af Halvfjerdserne opførte Foreningen
„Fremtiden“s Dilettanter Arnesens Vaudeville „Et Rejseæventyr“
og 2. Akt af „Jeppe paa Bjerget“, hvori den gamle Professor
P h iste r endnu en Gang viste sig i to af sine Glansroller. Om
denne Begivenhed fortæller C harles K je r u lf i „Grøn Ungdom“:
„Folketeatret var fyldt med et festklædt, udsøgt Publikum. I
første Loge til højre sad hele Kongefamilien med C h ristian den
N iend e i Spidsen. Det var i Mellemakten før „Jeppe paa Bjær
get“. Jeg havde taget Plads i første Kulisse til højre, lige ved
Siden af Maskinmanden, der skulde passe Tæppet. Derfra havde
jeg et udmærket Indkig til Scenen, hvor Baronens opredte Him
melseng prangede — den, som Jeppe skulde ligge i, naar Tæppet
gik op. Phister kom ind paa Scenen, kostumeret som Jeppe. Han
var utrolig nervøs, dirrede formelig af Iver og Spænding — og
skældte og smældte. Jeg hørte ham kommandere: „Hjælp mig
saa op i Sengen, I Sataner! Og saa vil jeg have Ro — fuldstæn
dig Ro omkring mig — ikke et Kny — ikke en Lyd. Jeg vil
have Lov til at ligge fem Minutter og summe mig — Gud naade
den, der vover at forstyrre mig — jeg slaar ham ihjæl! Saa skal
jeg ogsaa nok selv sige til, naar Tæppet skal gaa, har I for-
staaet . . .?“
Saa kom Professoren op i Sengen, hvorpaa alt blev saa tyst
som i Graven. Tæppemanden stod blot og gjorde lange Øren for
at opfange „Signalet“ fra Professor Jeppes højstegne Mund . . .
Scenen tom . . . alt saa mussestille, at man kun hørte en hvislende
Susen nede fra Tilskuerpladsen og en enlig Gasflammes melan
kolske Fløjte-Solo oppe i en af Herterne over vore Hoveder. Da
hændte der nøjagtigt følgende, jeg mindes det som igaar:
Jærndøren bag mig gaar diskret op. Ind træder Kongen, fulgt
af en Adjudant. Christian den Niende vilde gærne hilse paa Pro
fessoren og sige ham et Par venlige Ord. Kongen gaar hurtigt de
faa Skridt mellem Kulisserne og lige hen til Sengen:
„God Aften, min kære Professor . . .“ — stille og diskret.
Men Jeppe farer op, rasende over Forstyrrelsen:
„Saa skulde da ogsaa Satan lyne og tordne . . .!“
Tæppemanden, der intet har set, hører blot Professoren bande
. . . tror, han er vred over, at Tæppet ikke gaar. Han skynder
sig at række Haanden ud for at indhente det forsømte, da det
som et Lyn farer gennem min Hjærne: Gaar Tæppet nu, staar
jo Kongen paa Scenen! D et maa for enhver Pris forhindres!
Og jeg kaster mig over Tæppemanden med et saa opskræmt:
„Lad være! Er De gal“, at han virkelig lader være, og Tæppet
Frk. Anna Bjerregaard (a: Fru
Frederik Jensen).
Frk. Augusta Christensen.
Fru Louise Holst f. Carpentier.
Fru Alma Pedersen f. Rosenstand.
Fru B. Rosenbaum f. Kruse.
Frk. Lydia Sorensen (a: Fru Linde
mann).
Fru Betty Smidth f. Christensen.
Fru Dorothea Watt f. Olsen.
Fru J. B. Wulff f. Locken.
244