S_FørOgNu

Den, der sit Ansigt rnaa bag Masken skjule.

Det er saa egent, det er saa pikant

For mig, der udelukkende er vant

Til her at træde op paa andres Vegne,

I dette Øjeblik paa mine egne

At mode uforklædt paa Skuepladsen

Og blive applauderet som: Fredrik Madsen.

Men da kun een Gang i det hele Aar

Jeg her paa denne Maade Ordet faar,

Og da jeg véd, at efter hvad der staar

I alle Reglementer og Statutter,

Jeg har det kun tillaans i ti Minutter,

Saa haaber jeg, De vil tilstede mig

Foruden Prunk og Patos og deslige

At sige d e t, jeg gerne vilde sige:

Det er eet Ord — strængt taget ikke flere —

Men det et, jeg kunde repetere

Og variere

Og gerne blive ved at motivere

En Times Tid, ja meget, meget mere.

De gætter, hvilket Ord jeg mener! Ak,

Det er saa let at gætte — det er: „Tak“!“

Som det tidligere er berørt, var Repertoiret i Almindelighed

ikke vækkende for den kunstneriske Intelligens.

Dristede

Folketeatrets Leder sig til at sætte Betegnelsen K om ed ie under

et Stykkes Titel paa Plakaten, rykkede det kgl. Teaters Chef,

Kammerherre F a lle se n straks pligtskyldigst frem og mindede

Direktøren om, at Scenen paa Nørregade kun havde Ret til at

opføre Operetter, Farcer, Lystspil og Folkekomedier — de andre

Skuespilarter var alene forbeholdt Komediehuset paa Kongens

Nytorv, som frabad sig Konkurrence. Watt maatte gaa frem med

stor Forsigtighed, hvis han ønskede at spille en af det kgl. Teaters

gamle Sukcesser, der var udgaaet af dets Repertoire. Først gjaldt

det om i Stilhed at erhverve Forfatterens eller hans Arvingers

Tilladelse, og dernæst skulde Kammerherre Fallesen give sin

Sanktion, men den gav han helst til Fordel for Casinos Direktør,

Th. Andersen. Da Folketeatret efter „Pak“s Sukces gerne vilde

opføre andre af Overskous Komedier, skrev Watt til Edgar Col-

lin: „Jeg har at gøre med Folk, hvis Valgsprog synes at være:

„Alle Kneb gælde“. Jeg maa derfor søge Dækning for Casinos

Kontraminer. Og for endnu til næste Sæson at kunne spille et

godt Arbejde af Overskou, vil jeg foreslaa hans Enke, at faa den

morsomme Komedie „En Valgdag“ frigjort. Det kgl. Teater spiller

næppe dette Stykke mere; dertil synes det for tendentiøst, og

paa Folketeatret med Kolling, Zinck og Wulff o. s. v. vilde det

tage sig ypperligt ud. Men Fru Overskou skal hos Fallesen da

blot anmode om Dispositionsret over det og uden at sig e t il

h v ilk e t T ea ter, hun vil give det, thi Du kender jo Fallesens

intime Forhold til Th. Andersen“. Paa denne snilde Maade lyk

kedes det Watt at sikre sig „En Valgdag“, og i 1877 kunde han

med Fru H eib erg s Tilladelse optage „En Søndag paa Amager“

i Repertoiret. Men Springet op til de virkelige Digteres Arbejder

var ikke let; dog, Watt forømte ingen Lejlighed til at vove

det. Skønt O eh len sch la g er aldrig var spillet paa Nørregade,

fejrede Teatret alligevel 100 Aarsdagen for hans Fødsel den

14. Novbr. 1779 ved at fremstille Augu st Bou r n o n v ille s

Tableau-Cyklus „Mindets Krans for Danmarks store Digter“ med

Tekst af Dr. Sophu s Scliandorph. Da den gamle Ballet

mester døde den BO. Novbr. s. A., har Folketeatret Æren af at

have opført hans sidste Komposition, som han selv satte i Scene.

En Bestræbelse i litterær Retning var navnlig Opførelsen af

Bj ø rn stje rn e Bj ørn son s Skuespil i 4 Akter „Leon arda“, som

i dramatisk Henseende ikke hører til de betydeligste blandt Dig

terens Værker, men til Gengæld er et af de mest poesirige. Dog,

det kgl. Teaters Censor, Professor Molbech, fandt det „tørt,

ensformig, uden dramatisk Forvikling, uden klar Motivering, in

teressante Situationer og virkelig Afslutning“ og nægtede det

Adgang til Scenen. „Naar Skuespillets Oldemor til Slutning ly

ser Velsignelse over Stykket med de Ord: „Saa de store Følelsers

Tid er vendt tilbage!“, saa tror jeg, at enhver sundt tænkende

Tilskuer vil sige til sig selv: Dette er ikke store F ø le lser , men

kun store Ord“, skrev han. De Nationalliberale havde en Tid

knæsat Bjørnson som Nordens store Digter, men senere, da han

viste sig for stor til Partiets Bourgeois-Alen, faldt det over ham

med Haan og Forbitrelse, der gav sig dette tydelige Udslag i

Molbechs Bedømmelse af „Leonarda“. Kassationen vakte stor Op

sigt, og under Pressestriden forlangte Kultusminister F isch er

Censuren offentliggjort og lagde dermed hele Ansvaret over paa

Molbech, som derved blev i endnu højere Grad hadet af den unge

radikale Forfattergruppe. Bjørnsons Venner, navnlig Redaktør Otto

Borch sen iu s, var ivrige for at faa Skuespillet opført paa Folke

teatret, og da det lykkedes Watt at udvirke Fallesens Tilladelse

til at gaa udenfor Privilegiets Bestemmelser, blev den 26. Januar

1880 en Mærkedag i Teatrets Historie. Ikke saaledes at Aftenen

betød en Frontforandring, men den bidrog til at nedbryde gam

mel Fordom og forkorte Afstanden mellem Nationalteatret og de

private Scener. Det folkelige Forlystelsessted fik pludselig 'en

højere Mission: Et Værk, i dette Tilfælde skrevet af den nordiske

Ungdoms Digter, var ikke udelukket fra at blive spillet, selv om

den af Staten ansatte Censor havde forstødt det, naar blot den

offentlige Opinion var stærk nok til at suspendere hans og Teater

chefens Dom. „Leonarda“ gav i sig selv ingen Anledning til

Strid; den Kamp, der rasede i Folketeatret, var en Udløsning af

Uvilje mod herskende Systemer contra et Forsvar for disse. Skue

spillerne gik med stor Respekt til de uvante Opgaver og løste

dem saaledes, at Fremstillingen som Helhed blev Teatret til Ære.

Begge Partiers Presse beklagede, at Stigaard var for gammel til

Hagbart, men maatte anerkende Fru Holsts fine og karakteristiske

Spil som Leonarda. Rollebesætningen var følgende:

B isk opp en ..................................................... Hr. Abrahams

Cornelia, hans S ø s t e r ......................... Frk. Rosenstand

Hagbart, hans B r o d e r sø n ................... Hr. Stigaard

O ld em o d er................................................... Fru B. Smidth

Fru F a lk ....................................................... Fru Holst

Ågot, hendes S østerd atter................... Fru Borchsenius

General R o sen .......................................... Hr. D orph-Petersen

Justitiarius R ø s t ..................................... Hr. Albert Price

Fru R ø st........................................................ Fru Wulff

P edersen, F uldm æ gtig......................... Hr. Benj. Pedersen

H a n s............................................................. Hr. Jansen

En P i g e ...................................................... Frk. Wildenbruck

Første Akt hørtes nogenlunde i Stilhed, men da der efter

Tæppefald lød stærkt Bifald, gjorde Piberne et første Forsøg,

som kvaltes under stormende Jubel. „Tag den med Ro!“ raabte

en Stentorstemme i Parkettet, men Modstanderne fulgte ingen

lunde Raadet. Midt i anden Akt faldt de ind paany og ved

blev kraftigt, saa Gassen maatte skrues op, og Politiinspektør

C arsten P e te r sen advare mod at afbryde Skuespillerne. Da

Stykket var forbi, fortsattes Meningskampen i fem Minutter,

hvorefter Gongongen paabød Stilhed, men Urostifterne (Grundt

vigs Søn, den senere Præst i Amerika F re d e rik Grundtvig,

var en af Anførerne) trodsede baade den og Politiets Advarsler,

indtil Gongongens Drøn atter lød. Dog, allerede næste Aften var

Piberne i Minoritet, og det mest opsigtsvækkende var Politi

inspektørens Raab: „I Kongens (han glemte at tilføje „og Lovens“)

Navn: Stille!“ „Leonarda“ naaede ialt 13 Opførelser paa en Scene,

der samme Sæson dyrkede „Niniche“ og „Flagermusen“: Resultatet

var ærefuldt og underkendte Molbechs Dom.

Den 20. Novbr. 1878 debuterede Herman Bang som dramatisk

Forfatter med Proverben „Du og jeg“, der næste Aar efterfulgtes

af Situationen „Hverdagskampe“. Selv om det ikke var som

Dramatiker, at Herman Bang vandt sit udødelige Navn, blev

hans tidlige Forbindelse med Folketeatret af stor Betydning for

hans Udvikling som Sceneinstruktør. Den 21aarige Student med

det modtagelige Sind kom under Høedts naturalistiske Paavirk-

ning, og hvad han lærte hos den aldrende Mester, blev senere

uddybet af Livet og af Erfaringer fra mangfoldige Teatre rundt

om i Europa, Tyve Aar efter prægede han paa den samme

Scene den næste Skuespi liergeneration og skabte nogle Forestil

linger, der samlede det Publikum, som ikke alene gaar i Teatret

for at more sig eller for at „slaa en Aften ihjel“. I sin Bog

„Ti Aar“ har Bang skildret en Prøve under Høedt: „Naar

„Hverdagskampe“ senere er faldet mig i Hænderne, har jeg altid

med Undren maalt dette tarvelige og ret skruede Stykke Ko

medie, der i Bogen staar trykt — med det skønne Miniatur-

Skuespil, Høedt af en saadan Libretto havde skabt. Hvormange

Følelsesovergange havde han ikke læst ud af de pauvre Ord,

hvormange Stemninger havde han ikke skabt, hvormange Virk

ninger havde han tryllet frem af de spæde Optrin. For denne

Iscenesætter var a lt vigtigt: Dekoration, hvert eneste Møbel, Skue

spillerens Dragt, Belysningen. En Time, mer end en Time brugte

han til Prøve blot med Lampisten for at faa et Tusmørke, som

han vilde have det. Og alt det, saa mangfoldigt, saa omhufyldt

det var, blev for ham kun Arrangørens Væi;k; saa efter det be

gyndte Instruktørens. Og forfølgende det Digt, som Librettoen

havde født inde i hans Hjerne — et Digt, fuldt af Lys og Skygge,

Inderlighed og Sjæl, Udtryk for Lidelse og Glæde, skyggende

eller lysende over hinanden — gik han til at gøre sin Digtning

til Virkelighed ved Hjælp af Skuespilleren, sitRedskab. Han

stemte saa sikkert, som Spilleren stemmer sit Instrument . . .

han fulgte hver deres Replik i Hælene for at berige den med sin

Følelsesrigdom, der lod den simpleste Sætning som lyse i alle

modsatte Farver. Han bekymrede sig om Stort som om Smaat:

Hr. Abrahams skulde etsteds komme ind og lægge en Hat fra

sig. Hr. Abrahams gjorde det med en noget rundalbuet Selv

følelse. Høedt bliver urolig paa sit Sæde og siger saa: „Maa jeg

spørge, hva’ er det for en Hat, De lægger fra Dem?“ Hr. Abra

hams havde tænkt sig en Straahat, da detvar Sommerferie og

paa Landet. „Jeg ogsaa,“

svarer Høedt ogrømmer sig, „ja, vil

De saa maaske gaa ud igen og lægge den Straahat en Gang

endnu. Hr. Abrahams gaar atter ud og placerer atter Hatten.

„Om igen“, siger Høedt, „De placerer den, som var det en vel

børstet Silkehat“. Og Hr. Abrahams, paa hvis hele Kunst Pro

fessoren satte en saa overordentlig Pris, maa placere om igen —

— og om igen, det meste af tyve Minutter. Prøverne trak ud i

det uendelige. Hver Dag kom Høedt og sagde, at i Dag vilde

han kun blive en Time. Og efter det første Kvarters Forløb var

Galoscherne kommet af ham, og var først Galoscherne af, kom

man aldrig hjem . . . .“

Desværre var Høedts Virksomhed ved Folketeatret løs og usta

dig. „Hverdagskampe“ blev det sidste Stykke, han iscenesatte.

Han behøvede ikke at tage Hensyn til sin Indtægt og veg tilbage

for Begrebet Ansvar. Det var hans Natur imod at binde sig fast

til nogetsomhelst; han kom, naar Stykket interesserede ham, og

gik, naar han havde Lyst. Til Hverdagsbrug besørgedes Instruk

tionen i Reglen af Otto Zinck. Men det var Høedts Ulykke, at

han ikke behøvede at udnytte sit Talent til at sikre sin Eksistens,

fordi Bevidstheden om at være rig svækkede hans iforvejen kun

242