252 / 311
Benjamin Pedersen.
Fru Julie Hansen, f. Lumbye.
Peter P etersen.
Fru Louise Holst, f. Carpentier.
Carl Wulff.
Frk. Dorothea Olsen (Fru Watt).
Otto Zinck.
Fru Victoria Orlamundt, f. Thor.
berg.
Fru B. Rosenbaum, f. Kruse.
Fru Marguerite Petersen, f. Han
sen.
Fru Betty Smidth, f. Christensen.
Fru J. B. Wulff, f. Løcken.
Folketeatrets ældre Stab kulminerede i disse Aar. De værdige
Fædre havde i H. K o lli
11
g en ligesaa nobel, som den løsslupne
Lystighed en tro, men aldrig overdreven eller smagløs Fremstil
ler. Teatrets Præg af Hygge, Hjertelighed og Humør udgik fra ham
og fra Fru B e tty Sm id th , Mødrenes elskelige Fremstillerinde.
Hun var ligesaa stilfærdig i sine Midler som Fru J u lie H an sen
var grel, og de supplerede derfor hinanden i Lighed med Kolling
og Otto Z inck , der var en scenisk „Pudsenmager“ med Liv i
sin Diktion, men Kolling underlegen som Kunstner. Medens Mid
delstanden Fruer ikke havde glemt deres Forlibelse i S tig a a r d ,
sværmede dens unge Piger for S ev er in Abraham s’ blege, frem-
den skrev uforsigtigt i Ansøgningen, at Aktieselskabet agtede at
inddrage Afgiften til Langes Enke, og han syntes derved at overse,
at hun, H.
C.
Lumbyes Datter, havde en Beskytter i C h ristian
d en N ien d e. Kongen ønskede, at Ministeriet paa en eller an
den Maade tog Hensyn til hende, selv om hendes Ansøgning om
Privilegiets Fornyelse „paa Livstid eller paa det Aaremaal, som
som det maatte behage Hans Majestæt allernaadigst at bestemme“
ikke blev opfyldt. Imellem disse modstridende Interesser gled
Watt ind med sit Andragende og havde ogsaa i dette Tilfælde
Heldet med sig. Den 28. April 1877 skrev han til Kongen: „Jeg
skal allerunderdanigst tillade mig at henvise til min forløbne
Virksomhed som Teaterdirektør, der — jeg vover at bemærke
det — utvivlsomt saavel har vundet Deres Majestæts som det
store Publikums gunstige Dom samt til mine tidligere Arbejder i
Litteraturen, Arbejder, der altid have fundet Anerkendelse og
Understøttelse i mit Fødeland, og skal endnu kun tilføje, at jeg,
saafremt det høje Ministerium maatte forlange det, med Lethed
vil kunne skaffe talrige Anbefalinger fra Folk, om hvis Kompe
tence til at afgive en Mening om min Duelighed og Vandel, der
ikke vil kunne rejses Tvivl. Skulde denne min første Henven
delse i nogen Sag til Deres Majestæt faa et Afslag, da staar jeg,
efter i mange Aar møjsommelig og uden nogen offentlig eller pri-
Scenebillede af „Et V aisenhusbarn“, 1ste Akt 6te Scene, opført første Gang 18. N ovem ber 1859.
K nobelauch.
Cronborg.
A gnes L ange.
Caroline K ecke.
medartede Elegance. Fru H o lst gennemførte, ledet ved Høedts
Haand, de betydeligste Opgaver, og Fru B e tty B o r ch sen iu s
ejede baade Ydre, Intelligens, Lune og Inderlighed. Fru R osen -
baum var Teatrets livlige Subrette, D o rph -P etersen brød igen
nem med sin Fremstilling af en Forbrydertype i Folkekomedien
„Hvem er han?“, W illiam Pio røbede de Evner for komisk
Karakteristik, som senere i mange Aar kom Casino til gode, og
blandt de Unge, Watt „opdagede“, blev E lith R eum ert efter en
femaarig, upaaskønnet Tilværelse paa det kgl. Teater en smuk og
elskværdig Fremstiller af Elsker- og Bonvivantroller, medens
H a lla n d er H e llem an n langsomt, men seigt arbejdede sig frem
til at blive en dygtig og sympatisk Karakterskuespiller, hvis Virk
somhed endnu i 1918 er til Glæde for Folketeatrets Publikum.
Kammerraad Langes kgl. Privilegium af 2. April 1858 var ved
Ekstensionsbevilling af 3. Febr. 1855 forandret til at have Gyldig
hed i 25 Aar, altsaa maatte Justitsministeriet inden Udløbet af
Sæsonen 1879—80 bestemme, hvem der i Fremtiden skulde være
Bevillingens Indehaver. Af tre Ansøgere havde to de gode Kvalifi
kationer. Aktieselskabet „Hippodromen“ mente, at den midlertidige
Ordning, man havde truffet ved Langes Død i 1878, burde fast
sættes for Fremtiden, saaledes at Privilegiet blev knyttet til selve
Bygningen, mod at Selskabet forpligtede sig til at indstille de
vekslende Direktører til Ministeriets Approbation. Men Forman
vat Understøttelse at have kæmpet mig til et Navn og en Stil
ling, ved Sæsonens Slutning atter aldeles uden fast Eksistens, og
Udeblivelsen af et snarligt Svar paa denne min Ansøgning vil i
den umiddelbart foreliggende Tid gøre, at jeg umulig vil kunne
anvende de Midler paa Folketeatrets vedvarende Opblomstring og
Fremgang, som Visheden om at vide min Fremtid sikret ved et
Privilegium ellers vilde sætte mig istand til at anvende“.
Det var nu Myndighedernes Opgave at finde den retfærdige
Løsning paa Sagen. Fru Julie Lange-Hansen kunde — dengang
kendte man endnu ikke kvindelige Priviligiehavere — ikke gøre
sig Haab om at blive den foretrukne, tilmed da hendes eneste
Kvalifikation var den at være Langes Enke. Derimod billigede
baade Konge og Minister, at hun fik en aarlig Afgift, navnlig da
hun havde erklæret, at hun, hvad hun paa Grund af et svagt
Helbred befrygtede, maatte forlade Scenen og „i saa Fald var hen
vist til at leve af det lidet, hendes Mand efterlod, hvorved hun
vilde gaa en sørgelig Fremtid imøde“. Under disse Forhold maatte
Watt blive den Udvalgte, thi Aktieselskabets gode Kvalifikationer
opvejede ikke dets Udtalelse om Enkeafgiftens Inddragelse. Efter
at Watt i Januar 1878 havde været i Audiens hos Kongen for
personlig at tale sin Sag, skrev han følgende Beretning til De
partementschef Rie ard: „Hans Majestæt ytrede blandt sine
mange venlige og for min Ide favorable Udtalelser, at Ministeriet
238