S_FørOgNu

bejde dette Uvæsen, som hermed havde udspillet sin Rolle.

Dog,

pudsigt nok gentog Konkurrencen sig BO Aar senere: 1 1892

1894 opførtes baade „Mikadoen“ og „Charleys T an te“ sam tidig

paa begge T eatre omend i forskellig Oversættelse, men Casino

sejrede, og ikke alene fordi det kom først.

I de første Sæsoner var det uden Tvivl navnlig for at. vinde

Bourgeoisiets Interesse og derved vænne det til at besøge Folke

tea tre t, a t Lange ofte saa1 fremmede Kunstnere paa sin Scene.

Men n aar Kassen, trængte til Penge, kom han i de senere Aar

undertiden for langt ned i Valget. E t Selskab franske Z o u av -

s o ld a t er, som havde spillef Komedie for deres Kammerater un

der Sevasiopols Belejring i 1855, skulde hele Kjøbenliavn se. Saa

godt som alle Selskabets 21 Forestillinger (1.—24. Maj 1858) gaves

for udsolgte Huse, og sam tlige Hofstater, de fremmede Lega

tioner, Adelen, kort sagt A ristokratiet, mødtes for første Gang i

F olketeatret med Middelstanden. Kvinderollerne i de Stykker,

Zöuaverne opferte, spilledes af Mandfolk, og skønt „Fædrelandet“

klagede over, „dass sie sind künstlich fab riqu irt“ og mente, med

Trop, „at et naturligt Dyr sku dog er bedre“, saa lod Publikum

sig dog henrive af Zouavernes ejendommelige Livfuldhed og den

N atur, hvormed disse, fra først af improviserede, Skuespillere ud

førte deres Farcer, der senere i Oversættelse fik stor Betydning

for Folketeatrets Kasse („Den svage Side“ ; „Et forskrækkeligt

Pigebarn“).. Zouaverne sparede ikke paa Effekt. De viste under

Spillet, hvordan de paa Sevasiopols T eater ved pludselige fjend t

lige Angreb havde forladt Scenen og i deres Kostymer deltaget i

Kampen. Selv Suffløren kravlede op og fyrede løs, og Kjøben-

havmerne blev ellevilde, naar „Fjenden“ var slaaet, og Forestil

lingen kande fortsæ ttes. Man levede dengang i Glæden over

d et første slesvigske Felttog og var ikke vant til a t liere Krigslarm

fra Scenen.

Mange forskelligartede, men navnkundige Kunstnere var i

Langes Tid Folketeatrets "Gæster. Ode B u il, K ell.e rm a n n

de tre Søskende W il lie l m in e , M a r ia og F r a n z

mestrede under

megen

Begej

string deres In

strumenter,

n e s og

stim e

og det

n e r s k e B a lle t-

s e l s k a b danse

de, og Sennora

P e p i t a d e O li-

va, den skønne

Bpanierio.de

, hvis

Dans Bom m o n -

v il le foragtede,

blev i E ftem aret

1858

udpebet,

fordi hum hen

synsløst havde

forladt sine kjø-

benhavnske T ri

umfers

Hjem

sted, Casimoi, Ind

til .Bntliusiasti«r-

ne, anført a f L øjtnant F r i t s H o ls t, som bl. a. bearbejdede „Jens

i P icard iet“ for hende, igen fik Magten og hyldede hendes Dejlighed.

Men ogsaa. Hjælp a f ep lavere A rt m aatte T eatret i Nødstilfælde

ty til. B er optraadte samledes under Krigen 1864 en Danser med

.Navnet O o n a to , som havde m istet sit højre Ben ved Solferimo, og

hans Præ stationer hørte i hvert Fald ikke hjemme paa æt Teater.

Magnetiser .H a n sen s Opvisninger i „dyrisk Magnetisme“ fyldte

ganske vist Huset, men vakte megen Uvilje, for

hvilkenLægen,

P ro fa n é r H o rn e m a n n var

Talsmand i „Dagbladet“. Istærke

Ord. bebrejdede hap Kammerraad Lange, a t Musers og G ratiers

Hjeih Mev forvandlet til e t 'Teater for dresserede Abekatte.

Bog, det var næppe med sin gode ¥fp©, a t Larige lod en énbenet

Danser hoppe omkring, og en Magnetiser søge Medier blandt.

Publikum , men til lians Undskyldning tjen te, a t d e t i Tiden

omkring Frederik den Syvendes Død og den ulykkelige Krig med

dens Landesorg v ar vanskeligt a t holde D riften gaaende. Han

rorte naturligvis også* ved de patriotiske Følelser og opførte

B rik Bøghs Tidsbillede „I Skansen eller Herhjemme og derovre“,

hvor Agnes Lange i den lille Hornblæsers Skikkelse med et Uld-

tor klæde om Halsen gik frysende i. den kolde Morgen paa' en

Skanses Vold, medens C a r o lin e R e c k e , født Luinbye, sang

Fædrelandssange mellem Akterne.

Blandt mange andre Forhold beviste Langes Holdning overfor

Pressen Band heden a f de Ord, H. P. H o ls t skrev ved hans Død:

„Nidluer, fast og viljestæ rk

Myndig gik han til sit. V æ rk :

En. Mand i alle Maader.“

„Dagbladet“ havde bragt en. rosende Anmeldelse af „Ben

skønne Helene“, men efter den, 17. Opførelse optog Bladet, en

meget skarp, indsendt. Protest, mod Knobelauchs Spil som Ypper

stepræsten Calciums; „vi have*' — hed d et — „aldrig a f nogen

dansk Skuespiller paa. Scenen sét noget saa m a l som denne P ræ

station**. Knobel&nch besvarede straks Angrebet -— noget, rigori

stisk synes det, sét med Nutidens Øjne — med. e t Sagsanlæg

mod Bladets Redaktør, den senere Amtmand B ille . Flere Aviser

Mandede sig i Affæren, og „Fædrelandet.“ tog P arti for Indsen-

deren i „Dagbladet“, hvad der foranledigede Lange til offentligt

at erklære, at „Fædrelandet“s kunstkritiske Mening var ham den

ligegyldigste Sag af Verden, medens han derimod akkviescerede

ved Publikums tilstrækkeligt ofte og tydeligt udtalte Dom.

Efter denne dristige Udtalelse, hvori Lange ikke tog Hensyn til,

at „Fædrelandet“ tidligere havde rost „Den skønne Helene“, mi

stede han Byens mægtige Blads Bevaagenhed. Medens Sagsanlæget

gik Rettens Gang, enedes Redaktørerne af samtlige Hovedblade (Erik

Bøgh undtagen) under Forsæde af Ploug og Bille om, at Knobelauch

skulde frafalde Søgsmaalet, og at Lange om fornødent skulde

tvinge ham dertil, da man i modsat Fald ikke mere vilde an

melde Folketeatrets Forestillinger eller optage dets Notitser om

ny Stykkers Antagelse m. m. Lange gav „Dagstelegrafen“s Re

daktør C; V. Ri m est ad, der personlig overbragte Fordringen,

det eneste rigtige Svar, at Personalet udenfor dets Virksomhed

paa T e a tr e t ikke var hans Myndighed underlagt, og følgelig

havde han ingen Ret til at foreskrive Knobelauch, hvad han

skulde gøre, men naturligvis saa han gerne, at Rimestad ved

direkte Henvendelse til den krænkede Skuespiller fik Sagen ord

net paa en for Pressen tilfredsstillende Maade. Imidlertid, da

det var afgjort, at Knobelauch ikke vilde tage Sagsanlæget til

bage, overværede Redaktør Ploug en Opførelse af „Den skønne

Helene“, hvorpaa „Fædrelandet“ den 2. Januar 1866 — seks Uger

efter Bladets" rosende Anmeldelse — karakteriserede Operetten

som noget af det mest elendige •og fordømmelige Tøjeri, der

kunde fremstilles paa en Scene, og Lange som „Pøbelens Skue

spildirektør“. Efter at være gjort opmærksom paa Forskellen i

Dommen om det samme Stykke svarede Ploug nogle Dage senere,

at „den sidste Udtalelse ikke vilde være fremkommen, naar

Knobelauch ved sit Søgsmaal ikke havde forsøgt at true Pressen

til at tage endnu læmpeligere paa Secondtteatrene, end den hid

til havde gjort, og naar ikke Lange selv havde gjort fælles Sag

med Knobelauch“. Disse Ord fremkaldte yderligere Langes Vrede

og fik ham til at inddrage „Fædrelandet“s Fribilletter, hvoraf

Følgen blev, at

Bladet i længere

Tid ikke med

et Ord omtalte

Folketeatrets

Virksomhed .Paa

et Møde vedNyt-

aar 1867 blev

Redaktørerne

enige om, at

„Berlingske Ti

dende1^

Chef,

EtatsraadKnud-

se n, skulde over

bringe Lange en

Fordring omigen

at tilstille „Fæ

drelandet“

fri

Adgang, ledsaget

— i Vægringstil

fælde — af den

tidligere Trusel:

at lade Forestil

lingerne uomtal

te. Men Lange lod sig ikke skræmme, og i Slutningen af Januar

meddelte „Berlingske Tidende“,„Dagbladet“, „Dagstelegrafen“ og

„Flyveposten”, at nu blevTruslen bragttil Udførelse. Samtidig

faldt Dommen i Sagen mellem Knobelauch og „Dagbladet“ : Bille

blev frikendt. Skønt den oprindelige Anledning til Striden hermed

var ude af Verden, kunde Lange ikke glemme, at ..Fædrelandefs

sidste Dom var uretfærdig, fornærmelig og skrevet udfra person

lige Motiver. Som en Mand tog han Koneekveeserne af sin

Mangel paa Smidighed og drev i de følgende Maaneder sit Teater

uden anden Hjælp fra Pressen end den, Erik Bøgh ydede i „Fol

kets Avis“. Alliancen blev dog ikke af lang Varighed. Da

„Dagstelegrafen“ ved Tivolisæsonens Aabning blev forbigaaet

med Fribilletter, uden at de andie Redaktører i dette Tilfælde

vilde støtte deres Kollega, begyndte Bladet atter at anmelde

Folketeatrets Forestillinger fra September 1867. To af Byens

større Aviser havde altsaa nu et godt Læsestof, soei de øvrige

savnede; udfra dette Synspunkt, fattes „Flyveposten“s snarlige

•Indrømmelse af at have foegaaet „et Misgreb“, medens „Berling

ske Tidende“ i Stilhed modtog de Redaktionen paany tilsendte

Billetter. Af den oprindelige Koalition stod „Dagbladet.“ tilbage

med sin Beklagelse af den danske Presses Mangel paa Korps-

aand, og efter i nogen Tid at have overset Folketeatrets Virk

somhed begyndte Bladet lidt efter lidt igen at opdage dets Eksi

stens. Saaledes sejrede Lange ved sin Udholdenhed og skaffede

sig Respekt,

Det er Øere Steder skrevet, at han var e lsk e t, af sit. Perso

nale, men dette Udtryk er misvisende. Den Mand, der i Myn

dighed, Soliditet og virkelig Dygtighed er Modsætningen til en

„Clmrmeur“ og som ikke ejer „Sinaamønt“

til

Brug for daglig

Tale.,, nrna nøjes med at være afholdt, agtet og — frygtet. Og

det var Kammerraad Lange. Tidens bedste Privattenfcerskuespil-

lere — undtagen E d v a rd H an sen og C h r is tia n S c hm id t —

søgte i Aarenes Løb Folketeatret; foruden de allerede nævnte

var ogsaa C arl H ag en , A.

S in ith ,

A. F.

H e lse n g r e e n og

S o fu s N eum ann periodevis knyttet dertil, ja, det. hændte endog,

at en af Tidens allerypperste Skuespillerinder, Pr« J u lie

B ed rin g , nedtrykt over Forholdene ved Nationalscenen stillede

sine rige Evner til Langes Disposition, og det er karakteristisk

234