253 / 311
sikkert hurtigt vilde afgøre Sagen, saafremt der kunde træffes en
Overenskomst mellem den ligeledes Søgende Fru Julie Hansen,
tidligere gift med Folketeatrets første Direktør, og mig, og paa
en saadan Maade, at jeg fik Privilegiet mod, saalænge jeg havde
det, at yde hende en aarlig Understøttelse. Paa min Bemærk
ning, at jeg var beredvillig til at gaa ind paa slig rimelig Under
støttelse, udtalte Hans Majestæt, at han fandt, at en aarlig Ud
betaling til hende al 600 Rdlr. vilde være passende, og da jeg
intet derimod havde at indvende, lod Hans Majestæt mig forstaa,
at Sagen i saa Fald sikkert snart vilde være afgjort efter mit
Ønske, samt at det glædede ham „paa denne Maade at kunne
gøre noget for begge os søgende Parter“. Brevet til Ricard slut
tede Watt med at
fremhæve, at Kon
gen udtrykkelig
havde nævnet 600
Rdlr., altsaa 1200
Kr., aarlig som
en passende Sum
til Fru Julie Han
sen.
Endelig den 1.
April 1878 faldt
Kongens Resolu
tion: Robert Watt
fik Langes Bevil
ling, uden at den
tilføjedes
nye
Klausuler, for sig
og sit Bo i et
Tidsrum af 15 Aar
fra 1. Juni 1880 at
regne. Det fast-
sloges, at han el
ler hans eventu
elle
Efterfølger
skulde betale Lan
ges Enke 1200 Kr.
om Aaret.
Watt havde alt
saa sit eget Pri
vilegium — „uden
nye
Klausuler“.
Den ulidelige Re
pertoireind
skrænkning bibe
holdtes,
hvilket
vilde sige, at han
i Lighed med sine
Forgængere
var
tvunget til at holde
sig indenfor de
Rammer, som Hei-
berg tredive Aar
før fastsatte. Det
tjener til Watts
Ære, at han al
ligevel ikke altid
nøjedes med at
fremføre hjemlige
eller
fremmede
anden-tredie
Rangs Produkter,
men havde Føling
med de store Lan
des Litteratur. Ved
at opføre en Ræk
ke franske Skue
spil gav han Re
pertoiret et vist
litterært Præg, og
det hændte, at
han indførte Ar
bejder, som det
kgl. Teater senere
spillede, f. Eks.
„Den Fremmede“
af Dumas fils. Op
førelsen af Sar-
dous „Gamle Ung
karle“ betegnede
dengang
(1877)
Folketeatrets kunstneriske Højdepunkt, hvorom man ikke drømte
ved Husets Aabning tyve Aar tidligere. Professor Høedt havde sat
Lystspillet minutiøst i Scene og for første Gang anvendt den lukkede
Stuedekoration. Publikum og Presse beundrede den naturlige Maade,
paa hvilken han lod ti Personer paa en Gang konversere hverandre,
og Fru Borchsenius, der — trods Opgavernes Begrænsning
ud
viklede sig fra Rolle til Rolle, vandt som Antoinette sin største Sejr.
Men — ak! — da „Gamle Ungkarle“ senest blev opført i Anled
ning af 50 Aars Jubilæet i 1907, virkede Stykket blegt og uyir'
køligt. Skikkelserne var ikke længer interessante og vittige, de
gik omkring som velafrettede Mannequins, og Forestillingen i v
derfor kun retrospektiv Interesse. Paa lignende Maade har Tiden,
denne Despot, omvurderet Størstedelen af Repertoiret i Wat s
Periode, nogle Titler er blevet tilbage, for Eks. „Den nye Biblio
tekar eller „\edbæk—Skodsborg—Kjøbenhavn“, og de danner
nærmest en Ramme omkring Erindringen om morsomme Skuespil-
lerpræstaJioner, men egentlig Livskraft har endnu kun Farcen
„Niniche“ og navnlig Operetten „Flagermusen“, som begge opfør
tes i Sæsonen 1879—80, der indbragte den største Bruttoindtægt
i Teatrets første 25 Aar: 203.545 Kr. og 25 Øre. Efter denne
Vinter inviterede Watt som et Udtryk for sin Taknemmelighed
Kolling, Stigaard og Zinck paa en Rejse til Paris, hvor Direktøren
ikke alene^ var en flot Vært, men den, som i lystig Skemt gik
forrest i Vennelaget. En Gang før, i 1788, var det hændt, at
det kgl. Teaters Direktion havde udsendt tre af sine bedste Skue
spillere, P r e isle r , R osin g og Saabye, paa en fælles Studie
rejse til „Théâtre
français“, og i
1854
studerede
med Understøttel
se tre danske ved
Kristiania Teater
ansatte Skuespil
lere, W ilh. W ie-
he, Hagen og
Jørgen sen , ved
Burgteatret i Wi
en, men Watts Ge
nerøsitet er des
værre aldrig ble
vet efterfulgt si
den. Den røbede
et smukt Forhold
mellem Arbejdsgi
ver og Arbejder,
og dette prægede
igen
Samværet
mellem Personalet
indbyrdes. Derfor
fandt Skuespiller
ne
F red e rik
C h risten sen ,
Em il Bugge og
Ju liu s Larsens
Forslag om Op
rettelse af en „Al
derdoms-, Syge-
ogBegravelseskas
se“ udmærket For-
staaelse
blandt
Folketeatrets
Kunstnere, og den
16. August 1879
blev S k u e sp il
le r fo r e n in g en
stiftet med Seve
rin Abrahams som
FormandogDorph-
Petersen somNæst-
formand. De aar-
lige Beneficer bi
drog ogsaa til det
gode Kammerat
skab. Paa saa-
danne Festaftener
hilstes Benefician-
ten af Kolleger
og Tilskuere, og
selv om han maa-
ske ikke i Sæso
nens Løb havde
udført nogen ny,
betydelig Opgave,
fik han dog Lej
lighed til en Gang
om Vinteren at
samle sit Publikum
omkring Udførel
sen af en tidligere
Glansrolle.
Det
skete ogsaa, at det
kgl. Teaters Chef
viste en yndet
Skuespiller
den
Elskværdighed at
frigive et gammelt
„Kassestykke“, hvorved Beneficianten blev sat i Stand til at gøre
sin Aften særlig tiltrækkende. Da den sidste Benefice (til Fordel
for Zinck) fandt Sted den 28. Maj 1900, nedbrødes noget af det
gamle Tillidsforhold mellem den enkelte Skuespiller og hans
Publikum. I en Prolog, Erik Bøgh engang skrev for Frederik
Madsen, gav han et typisk Udtryk for de Følelser, Skuespillerne
nærede overfor Publikum paa hine Festaftener:
„Saadan en Benefice kan jeg lide!
Jeg lider den endogsaa grumme godt.
Det er saa rart engang at faa at vide,
At man har Venner paa den anden Side,
Hvis Yndest ikke gælder Masken blot,
Men ogsaa — ja, ialfald dog en Smule
Fru Caroline Recke-Madsen, f. Lumbye.
1859—1870.
239