S_FørOgNu_1918

250 / 311

for hans Handlemaade, al han ikke straks greb „Guldfuglen“ med
begge Hænder, men svarede: „De maa betænke Dem, Fru Sødring.
De er for Øjeblikket i en irriteret Sindsstemning. Men De skal
huske, at der er andre Hensyn. Ja, jeg behøver jo ikke at sige
Dem, hvor gerne jeg tog imod Dem, men det maa De overveje
nøjere“. Dagen efter indsaa Fru Sødring sin Overilelse og følte,
at Lange havde handlet nobelt ved at afslaa Tilbudet, thi
fortæller hun i sine Erindringer — „havde han villet, havde jeg
ladet mig engagere straks“.
I Langes sidste Sæson, 1872—73, var følgende Herrer og Damer
ansat ved Folketeatret:
Severin Abrahatns. Fru Braasch f. Petersen.
E. S. R. Braasch. Fru E. Buchardi.
Charles la Cour. Frk. Erichsen.
J. F. D orph-Petersen. Frk. Betty Guldbrandsen (Fru
Carl Hansen. Borchsenlus).
Victor Kirchheiner. Fru Holst f. Carpentier.
Harald Kolling. Frk. Helvig Johansen (Fru Jacob-
Vilhelm N ielsen. sen).
Soius Petersen. Frk. Bernhardine Kruse (Fru Ro-
Vilhelm P etersen. senbaum).
Otto Zinck. Fru Julie Lumbye-Lange.
D iderot Ziiberlein. Fru Lerche.
Fru Betty Smidth f. Christensen.
Da Langes første Hustru, den smukke, men ubetydelige Pro­
vinsskuespillerinde J u lia n e Marie M ich elsen i 1866 var død,
49 Aar gi., ægtede han Aaret efter Skuespillerinden J u lie
Lumbye, som da var 32 Aar gi. Ogsaa i dette Tilfælde kan Ud­
trykket „Les extremes se touchen!“ anvendes: Langes myndige
Alvor var en grel Modsætning til Julie Lumbyes groteske, men
godmodige Lune. Gennem hende blev Navnet Lumbye uløseligt
knyttet til Folketeatret. Tilfældet vilde, af hendes Fader, H. C.
Lumbye, hvis Historie i langt højere Grad tilhører Amaliegades
end Nørregades Scene, kom til at dirigere for sidste Gang paa
det Teater, hvor lians Døtre var ansat. Ved en Velgørenheds
Forestilling den 17. Maj 1873 sad han som et Billede paa Kun­
stens Sejr over Døden kroget i en Lænestol og anførte med ry­
stende Haand sin sprudlende Champagne-Galop under Publikums
Jubel.
I 1869 fejrede Lange under megen Opmærksomhed — regnet fra
Starten i Odense — sit „Kvart-Sekular-Direktorats-Jubilæum“, som
Erik Bøgli kaldte det i sin Festkantate, hvori hele Personalet ud­
trykte Haabet om, at Direktøren maatte leve „mange, mange glade
Aar“. Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Fra Foraaret 1872 var
Lange en af Sygdom mærket Mand, og Casinos tidligere Direktør,
Forfatteren M. V. Brun, maatte som Intendant lede Folketeatrets
Anliggender, medens Lange for sin Hjertelidelse gennemgik en
Kur i WIesbaden. Han kom styrket tilbage, men blev ikke mere
rask. Den 29. Januar 1873 døde han pludseligt af et Hjerteslag
ved sit Skrivebord, hvortil han nylig havde sat sig med en Be­
mærkning om, af hvad man kunde gøre i Dag, skulde man ikke
opsætte til i Morgen. Med disse for hans Virksomhedstrang
karakteristiske Ord sluttede hans kun oSaarige bevægede og nyt­
tige Liv, som begyndte i en fattig Skomagers Stue og gennem
en Konditorlærlings beskedne Tilværelse førte ham frem til store
Stillinger i em Skuespillers indbildte Verden. Blandt sine Værk­
fæller blev han den første, ikke blot fordi han arbejdede sig
frem til Direktør, men fordi han var en Foregangsmand indenfor
sin Stand. Hans Fremdrift og Ærgerrighed var ikke, som ofte
hos hans senere Kolleger, betinget af en Trang til selv at ville
brillere paa Scenen. Skønt han havde høstet megen Anerken­
delse for sit Spil rundt omkring i Nordens Provinsbyer og med
Held debuteret paa Nationalscenen, optraadte han aldrig paa
Folketeatret. Denne Resignation er ingenlunde den mindst ejen­
dommelige Side af hans Væsen.
Udtrykt i faa Ord er H. W. Langes historiske Betydning
denne: Han udfyldte Svælget mellem det kgl. Teater og Pro­
vinsens Smaaseener, idet de kjøbenhavnske Privatteatre skabtes
paa hans Initiativ. Han gavnede derved danske Skuespillere og
Forfattere og og gjorde sig fortjent af Middelstandens og Almu­
ens Dannelse.
III.
1873— 1876.
1 Kammerraad Langes sidste Tid var ikke færre end fire af
Fremtidens kjøbenhavnske Teaterdirektører knyttet til hans Virk­
somhed: M. V. Brun, S ev er in Abrabam s, D o r p h -P e te r se n
og V ilh e lm P e te r sen . Men Lange anedede naturligvis ikke,
at der blandt hans unge Skuespillere fandtes to, som næsten en
Menneskealder senere skulde afløse hinanden som Ledere af Folke­
teatret og fortsætte dets Trivsel indtil Juni 1908.
Efter Ansøgning fra Kuratoren i Langes Bo tillod Justitsmini­
steriet, at Driften, indtil Sæsonen 1872—73 sluttede, blev ledet af
den hidtidige Intendant, M. V. Brun. Aktieselskabet „Kjøben­
havns Hippodrom“ overtog indtil videre Bevillingen, der var gyl­
dig til 1880, mod at betale Fru Lange 1200 Rdlr. om Aaret og
udlejede fra den 1. Juni 1873 for et Tidsrum af tre Aar Teatret
til Brun mod en aarlig Afgift af 8.700 Rdlr. og yderligere 300 Rdlr.
for hvert Aar, Bruttoindtægten maatte naa, 60.000 Rdlr. løvrigt
var Kontrakten i alt væsentligt klausuleret som Langes.
M. V. Bruns Fader var Præst, og hans Bedstefader var den be­
kendte norske Digter, Biskop Johan N o rd a l Brun, men selv
var han en self made Mand. Han fødtes i Bergen den 29.
Marts 1819 og tumlede sig allerede fra Dreng ude paa Søen,
snart var han i Hamborg, snart i Vestindien og snart i Syd­
havet. Saaledes foer han i ti Aar af sin første Ungdom fra
Land til Land, de sidste fire som norsk Styrmand, men forlod 24
Aar gi. den maritime Vej og rejste til Nordens aandelige Hoved­
stad for at uddanne sig til Kunstner. Efter i nogen Tid at have
vaklet mellem at blive Skuespiller eller Forfatter, skrev han et
Par Skuespil, som uden Held opførtes paa det kgl. Teater, hvor
det derefter var hans Maal at faa Ansættelse som Regissør. Haa­
bet glippede imidlertid, og efter at have forsøgt sig som Redaktør
af et Teaterblad begyndte han i 1851 sin egentlige Livsgerning
med at overtage Direktørposten for Odense Teater. Som rejsende
Skuespilleder udfyldte han den Plads, Lange havde efterladt, og
„det Brunske Selskab“, der af patriotiske Grunde havde ministe­
riel Understøttelse til at spille i de slesvigske Byer, var i det
følgende Tiaar Provinsens mest ansete. Men denne Anseelse
fulgte aldrig Bruns Teaterledelse i Hovedstaden, hvor han efter-
haanden, men kun i korte Perioder, blev Direktør for alle Privat­
scenerne, Sommerteatret i „Alliambra“ medregnet. Kammerraad
Langes Efterfølger var saaledes en baade ude og hjemme omtum­
let Mand, der senest kom fra en treaarig Kampagne som Direktør
for Kristiania Teater. Trods sin betydelige praktiske Virksom­
hed havde han faaet Tid til at skrive flere virkningsfulde Folke­
komedier, som uden at røbe selvstændig digterisk Talent viste
hans Evne til af omforme et Romanstof til Brug for Scenen.
M. V. Bruns Dramatiseringer af Etlars „Gøngehøvdingen“ og Inge-
manns „Ridderen af Randers Bro“ gjorde stor Lykke og har be­
varet deres Tiltrækningskraft endnu i vore Dage.
Hans Ledelse af Teatret paa Nørregade kendetegnes ved en
energisk Stræben efter Nyheder, men — han var uheldig i sit
Valg, navnlig af nyere tyske Forfattere (Heyse, Lindau). „Man
mærkede snart paa Teatret“, fortæller Otto Zinck i sine Erindringer,
„at Lange var borte. Den nye Direktør besad hverken hans
Myndighed ligeoverfor Personalet eller hans Smag og praktiske
Dygtighed“. Bruns Flid og Ihærdighed satte dog nogen Frugt:
Han overførte saaledes Overskous „Pak“ fra det kgl. Teater til den
Scene, hvor Komedien egentlig hørte hjemme, og skaffede derved
Repertoiret en værdifuld Forøgelse, og selv om det franske Sang­
spil „Fregatkaptajnen“ og den tyske Folkekomedie „Hvedebrød
og Rugbrød“ var uden litterær Værdi, blev disse Stykker og­
saa efter hans Periode af stor økonomisk Betydning. Men Brun
havde en ulykkelig Evne til at lægge sig ud med sine Omgivelser,
og Sammenstød hørte ingenlunde til Sjældenhederne. Udadtil
mistede han Pressens Sympati efter at have inddraget „Dagens
Nyheder“s Fribilletter, fordi han var utilfreds med Edgar C o llin s
Anmeldelse af Frk. V ermu th s, den senere Fru Lamberts Spil
som Rhitra i den af Direktøren foretagne Bearbejdelse af „Hjor­
tens Flugt“, der kaldtes „Svantevits Datter“. Affæren udviklede
sig, men ikke til Bruns Fordel. Da flere Blade nægtede at op­
tage hans endelige Svar, fordi dets Indhold nærmest var af privat
Karakter, greb han til det pudsige Middel gratis at udlevere en
Forsvarspjece stilet til „Folketeatrets ærede Publikum“ i Billet­
kontoret og averterede den paa Gadeplakaterne. Pjecen frem­
kaldte et „Svar til Hr. Theaterdirektør M. V. Brun fra Dagens
Nyheder“, udgivet i Særtryk, hvori Bladenes nedsættende Anmel­
delser af Forestillingerne og navnlig af Frk. Vermuths og Hr.
Christian Møllers Spil blev gengivet for at understøtte Edgar
Collins Dom. Det var ubilligt mod de paagældende unge Skue­
spillere at udsætte dem for denne Tortur og skadeligt for Tea­
tret, at Brun fremkaldte den. Men han led i en ikke ringe
Grad af „Rethaveri“, og indadtil medførte hans Uomgængelighed,
at baade Fru Julie Lumbye-Lange og Musikdirektør Ramsøe for­
lod Teatret. Den sidste blev nemt erstattet af sin Formand,
Kapelmester C. C. Møller, hvem Ramsøe havde afløst i 1865, men
det var uklogt af Brun at lægge sig ud med Langes Enke, som
for sit ejendommelige Lune stod højt i Gunst hos Folketeatrets
Publikum. Med Rette kunde Aktieselskabets Formand, Overrets­
sagfører H. F. Larsen, hævde paa Generalforsamlingen den 2. Decbr.
1875, at Teatret under Bruns Ledelse var gaaet tilbage, hvad der
fremgik baade af Pressens Udtalelser og af det mindre Besøg:
„Teatret stod ikke paa samme Standpunkt som tidligere, idet det
ikke var lykkedes Brun at supplere Kredsen af de dygtige Skue­
spillere, der fandtes, med ny dygtige Kræfter, og idet Forfattere,
der tidligere arbejdede for Folketeatret, havde trukket sig til­
bage“. Hermed sigtede Formanden navnlig til Erik Bøgh. Det
var paa Grundlag af disse Kendsgerninger naturligt, at Bruns
Kontrakt ikke blev fornyet, og at man modtog et Tilbud fra For­
fatteren R obert W att om Leje af Teatret i Fremtiden. Den
ældre Del af Personalet hilste Forandringen med Glæde.
Men trods Bruns svigtende Held og Mangel paa det Begreb,
som kaldes „en lykkelig Haand“, blev hans Virksomhed alligevel
ikke uden Betydning. Hans Liv var en fortsat Kamp, men hans
stærke, norske Natur bukkede ikke under i Striden. En Mand
med hans Udholdenhed maatte til for at rejse Kjøbenhavns tredie
Privatteater, Dagmarteatret. Hans Uheld paa Nørregade gav ham
Ideen til det nye Skuespilhus. Skuffelsen blev Motivet til, at
han gik i Lag med at realisere sin Plan. Fra 1876 til 1883 mod­
stod hans sejge Natur store Vanskeligheder for at naa Maalet,
men da han omsider den 7. Marts 1883 kunde lade Tæppet gaa
op for den med Folketeatret konkurrerende Scene, gled Tøjlerne
ham atter af Hænde. Allerede efter Forløbet af fem Fjerdingaar
maatte han forlade Styrelsen uden at ane, at det Teater, han
forlod, i Fremtiden skulde faa en betydningsfuld Mission som
Konkurrent til selve Nationalscenen.
Paa sine gamle Dage skrev M. V. Brun to Bind interessante
236