S_FørOgNu_1918

247 / 311

„Hverdagsfolk“, det bedste, satiriske Lystspil efter kjøbenhavnske
Modeller, der indtil da var fremkommet paa Privatscenen, Offen-
bachs stadig populære Operetter samt nogle oversatte Folkekome­
dier af de omtrent 300 Stykker, Lange fremførte fra 1857 til sin
Død i 1873.
Personalet maatte arbejde strengt i de første Sæsoner, navnlig
fordi det distingverede Publikums Interesse svigtede. Aristokra­
tiet besøgte i Begyndelsen kun „Sekondtteatret“, naar fremmede
Kunstnere optraadte. Lange maatte hyppigt skifte Repertoire,
og faldt et Stykke, maatte et nyt eller et delvis nyt være fær­
digt til at opføres næste Søndag. I den tredie Sæson spilledes
ikke færre end 28 nye Stykker foruden 13 Repriser — en Re­
kord, som heldigvis for Skuespillerne ikke er slaaet af nogen
senere Direktør. Da K r istia n M an tziu s i Vrede havde forladt
det kgl. Teater og for 4000 Rdlr. om Aaret — en da ukendt
Skuespillerindtægt — stillet sine store Evner til Disposition for
Folketeatret, stræbte Lange at højne Repertoiret ved foruden
Lystspil af Hostrup at opføre H o lb erg s Komedier, men For­
søget blev efter Indstilling af det kgl. Teaters Direktion standset
af Kultusministeriet, fordi Langes Privilegium ikke tillod ham
at gøre Indgreb i Nationalteatrets Repertoire. Det nyttede ikke,
Farcer, som efter Agnes Langes Ansættelse ved Nationalscenen
(1864) traadte stærkt i Forgrunden („Grisen“ ; „Verdens Her­
kules“ ; „Rejsen til Kina“ m. fl.). I disse Aar dannede F. F.
Knobelauchs tørre, komiske Alvor, H. Kollings sikre Komik paa
et omfattende Omraade og Julie Lumbyes drastiske Lune Ram­
men omkring Frederik Madsen. Samtidig fremkom Jansens „Store
Bededagsaften“ og E. Bøghs Vaudeviller („Redaktionssekretæren“,
„Tre for En“ m. fl.), hvis Sange og Kupletter ofte udtrykte Ho­
vedstadens almindelige Syn paa Bondevenner og Landets Venstre.
Da derimod Ministrene Krieger og Hall blev angrebet i to
Vers af Frederik Madsens berømte Vise som Hans Styx i „Or-
pheus“, udbrød en heftig Hyssen, og Fyraabene sluttede først,
efter at Gongonen havde paabudt Stilhed. I vore Dage behand­
les Ministres Rygte mindre seriøst i Revyteatrene. Kam-
merraad Langes tredie Frontforandring i Repertoiret indtraf i
1870, da Frederik Madsen forlod Folketeatret. Lystspillet („Ober­
stens Døtre“, „Revyen“, „Hverdagsfolk“ m. fl.), for hvilket Otto
Zinck (fra 1868) blev en solid Støtte, dominerede nu i Forbin­
delse med den tidligere indførte franske Salonkomedie („Plet“,
„Seraphine“ og senere „Gamle Ungkarle“ m. fl.), i hvis proble­
matiske Kvindeskikkelser Fru Holst arbejdede sig frem til en dygtig
at han paabe-
raabte sig den
nye Eftertryks­
lov af 1857, der
tillod Privatte­
atre at opføre
enhver drama­
tisk Forfatters
Arbejder, naar
der var gaaet
et længere Aa-
remaal efter
hans Død, selv
om Stykket
hørte til det
kgl. Teaters
Spilleliste;
Justitsminister
Sim ony næg­
tede simpelt­
hen — rimelig­
vis i Følelsen
af, at Sagen
vilde tabes — Kammerraad Lange at bringe Spørgsmaalet for
Højesteret, og Forbudet mod at opføre Holberg paa Privattea­
trene var dermed indtil videre fastslaaet. De Forsøg, C. V.
R im estad gjorde i Folketinget for at formaa Ministeren til at
lade Domstolene afgøre Stridspunktet, var forgæves: Ministeren
fastholdt, at Sagen var „grundet og berettiget“ afgjort. Først.
16 Aar efter Langes Tid, ved Teaterloven af 1889, afgik den
væsentligste Del af det kgl. Teaters Privilegium fra 1750 ved en
altfor sen Død — og dog blev det heller ikke ved denne Lejlig­
hed sat helt ud af Kraft, idet en Del indskrænkende Bestem­
melser overfor d e . konkurrerende Teatre alligevel bibeholdtes.
Heller ikke ved denne Lejlighed fik Nationalscenen Lov til at
vise, om den under lige Forhold kunstnerisk set var Landets
første. Bevillingssystemet florerer som bekendt endnu, men i Rigs­
dagsforsamlingen 1918—19 er der Udsigt til, at Regeringens For­
slag om en endelig Ophævelse vil blive vedtaget.
Hovedlinjerne i Langes Styrelse kan drages saaledes: Han
lagde først Vægten paa effektrige Melodramer og Folkekomedier
(„En lille Hex“ ; „En fattig ung Mands Eventyr“ ; „Et \ ajsen-
husbarn“), som navnlig bares frem af Agnes Lange og Laurids
Stigaard, medens Engagementet af Kristian Mantzius forbedrede
Repertoiret med nogle af Hostrups og Wengels Komedier („Mester
og Lærling“, „Feriegæsterne“, „Familietvist“ m. fl.). Fra 1860, da
det unge komiske Geni Frederik Madsen begyndte at udfolde sig,
optoges paa Spillelisten Offenbachs Operetter („Orpheus i Under­
verdenen“, „Den skønne Helene“) og P a la is R oyals viltre
Karakterskue­
spillerinde, me­
dens Betty
Guldbrandsen
efter lette Sej­
re ved Ungdom
og Skønhed nu
naaededen sce­
niske Lykke,
der er erhver­
vet ved Arbej­
de og Talent.
Det kan med
fuld Sandhed si­
ges, at Lange i
sin næsten 16-
aarige Folke­
teaterperiode
altid ydede det
bedste,Øjeblik­
ket og hans
indskrænkede
Bevilling til­
lod ham at give. Perfektibel som han var, tilegnede han sig
under Besøg i fremmede Teatre de Komedier, som han mente
med Held lod sig omplante til Dansk. Dengang eksisterede ingen
Bernerkonvention; man behøvede blot at købe Stykket for et
Par Francs og lade det oversætte eller bearbejde efter de hjem­
lige Forhold. Men denne retsløse Tilstand affødte til Gengæld
en pinlig Konkurrence mellem de to Privatteatre, naar de begge
ønskede at opføre samme Stykke. Carl Bayer omtaler i sit
Skrift „Kjøbenhavns Folketeater 1857—1882“ flere uhyggelige
Eksempler. Det gjaldt om i al Hemmelighed at komme først:
Casinos Annoncer laa parat paa Avertissementskontorerne til
Indrykning i Bladene, saasnart de fik Besked om Folketeatrets
Première. Engang meddelte Lange, at han agtede at aabne Sæ­
sonen den 1. September, hvorefter Casino valgte den samme
Aften, men — i sidste Øjeblik kørte Folketeatrets Direktør per­
sonlig’ rundt til Bladkontorerne og forandrede Dagen til den 31.
August, og — Casino kom et Døgn forsent. Til Publikums For­
virring udartede Konkurrencen efterhaanden til Væddekørsel. Den
28. August 1862 averteredes det samme Stykke; Casino: „Paa An­
fordring“ — Folketeatret: „Et Anfordringsbevis“ og „Komedianter“.
Dagen efter spillede Casino: „De Skabagtige , hvilket Stykke vai
„Komedianter“ i en anden Oversættelse. Resultatet af disse fælles
Anstrengelser blev, at Aabningsforestillingen gav tyndt Hus, an­
den Forestilling tomt, og ved den tredie, som tilmed var en Søn­
dag maatte begge Teatre lukke. Men nu tog Pressen, og da
navnlig Erik Bøgh i „Folkets Avis“, alvorlig fat for at modar-
233