S_FørOgNu

til 32,000 Kr., for hvilket Beløb Aktieselskabet garanterede. 1

1888 opskræmmedes han af Frygt for en ny Konkurrence, mod

hvilken hans Protest vandt Autoriteternes Medhold. Det var, da

Direktør Ferd. S chm id t agtede at flytte sin Bevilling fra Nørre

bros Teater til „National“, det nuværende „Scala“, som dengang

ejedes af Landmandsbanken. Men da Bankens Chef, Etatsraad

G lü c k sta d t sen., mærkede, at Projektet var ved at strande,

tilbød han Abrahams en Skadeserstatning, mod at han frafaldt

sine Betænkeligheder. Og herpaa gik Abrahams ind. Den for

ventede Konkurrence udeblev forøvrigt, idet Teaterdriften i „Na

tional“ allerede standsede et Par Aar senere. Alligevel var de

første Sæsoner trange og blev ogsaa i kunstnerisk Henseende

en Skuffelse for Abrahams. En Bemærkning af Herman Bang

i „Tilskueren“ tyder paa, at den nye Direktør, førend han fik

Magten, drømte om en Reformation. Da han havde styret et

Aarstid, skrev Bang: „Lykkeligt at den, som ledede Severin

Abrahams’ første Skridt i Kunsten, ikke skal se denne Teater

ledelse, denne Opfattelse af Pligten mod Ungdommen, hvem den

store Mester viede hele sit Liv“. Med disse Ord sigtede Bang til

Høedt. Men under Ansvarets Vægt forstod Abrahams, at det ikke

nyttede at styre Folketeatret som en fremfusende Idealist, der

bruger Scenen til at tilfredsstille sine litterære Lyster. Publi

kums Dom og Privilegiets Indskrænkninger lærte ham at resig

nere, men det var aldrig hans Smag, som lokkede ham mod

Gøglet; det var Pengekassens Krav. Den Modsætning, der var

mellem hans Kultur og det Repertoire, Publikum vilde se, pinte

ham. Saavidt muligt søgte han at holde Fanen højt. Men efter-

haanden gjorde Forholdene ham til en Forretningsmand, som

forstaaende lytter til Kundernes Ønsker, men som tillige vaager

over Husets Anseelse. Hans Liv som Direktør blev en aarelang

Rejse mellem Klipper og Skær, afbrudt snart ved Ophold i lyk

kelige Egne, hvor Heldet smilede til ham, og snart ved Stran

dinger og Skibbrud, der sænkede ham i Fortvivlelse, — en be

sværlig og farefuld Teatersejlads, hvorunder han maatte kæmpe

med Opbydelsen af al sin Kløgt, hele sit sangvinske Sind og sin

diplomatiske Evne til at omgaas Mennesker for at holde sig oven

Vande. I de første Sæsoner dannede de gamle kurante Stykker

Repertoirets Grundlag, og en stor Del af disse (f. Eks. Molt Wen-

gels Arbejder, flere af Frits Holsts Skuespil, W. Blochs og N.

Bøghs Smaastykker) blev derved udspillet, medens Kolling, Zinck

og Julie Hansen endnu var i Vigeur. løvrigt startede Abrahams

sin Æra med følgende Personale :

Marius Berggreen.

Fru Laura Diedrichsen f. Ohlen-

Frederik Christensen.

dorff (Fru William Pio).

J. F. S. Dorph-Petersen.

Fru Julie Hansen f. Lumbye.

Carl Hansen.

Fru Julie Jansen f. Petersen.

Hallander Hellemann.

Fru Julie Møller f. Bondesen.

A. J. Jansen.

Fru Alma P edersen f. Rosenstand.

Harald Kolling.

Fru Theodora Petersen f. Peter-

J‘ hannes Marer.

sen (FruW olfgang-Hansen).

Hans Orlamundt.

Fru Bernhardine Rosenbaum f.

Benjamin Pedersen.

Kruse.

Elith Reumert.

Fru Julie Secher f. Lund.

Vilhelm Treschou.

Frk. Lydia Sørensen (Fru Linde-

Jensenius Winther.

mann).

Otto Zinck.

Frk. Anna West (Fru Hôffner).

Musikdirektør: C. C. Møller og (fra den følgende Sæson)

Nikolaj Hansen.

R egissør: Hallander Hellemann.

C ensor: Overretsprokurator H. H. Nyegaard.

Af væsentlige Kræfter havde Teatret for stedse mistet Stigaard,

Carl Wulff og Fru Holst, men til Gengæld — foruden Direktøren

— erhvervet Orlamundt, B e rg g r ee n , Fru S ech er og (fra den

følgende Sæson) Fru Maria M illier, nu Fru Ring. Abrahams og

hans Personale udfoldede straks i den første Vinter en Virksom

hed, som ikke kendtes siden Langes Dage. Ikke mindre end 26

nye Stykker foruden 16 Repriser blev indstuderet, og blandt

„Nyhederne“ var Brudstykker af „Othello“ og „Kong Lear“, som

opførtes af Hensyn til den store italienske Tragiker E r n e st o

Rossi. Folketeatrets Skuespillere fik derved Lejlighed til at

forsøge sig i uvante Rollefag, men Sammenspillet med den frem-,

mede Gæst var ikke behageligt, fordi han benyttede sit Moders-

maal. Sætningerne vilde ikke slutte til hinanden, og Svaret pas

sede som oftest ikke til Spørgsmaalet. Paa 200 Aarsdagen for

Holbergs Fødsel den 3. Decbr. 1684 fik Abrahams Lejlighed til

at vise, at han kunde sammensætte en Forestilling, hvis Mage

ingensinde tidligere var set paa et „Sekondteater“. Med den

gamle Akademikus og Phister-Kender Otto Zinck i Spidsen op

førtes, efter at Fru Secher havde fremsagt en Prolog af Dr.

Schandorph:

Plautus: Spøgelset (Uddrag af „M ostellaria“)»

Molière: Den indbildt Syge,

Holberg: Jule-Stue,

altsaa et Tværsnit gennem Verdenslitteraturen. Aftenen blev

meget ærefuld. Zinck førte som Instruktør Personalet frelst

i Stilens Havn. Selv spillede han Argan med fint udarbejdede

Monologer, men uden det frodige Lune, som senere prægede

Sophus Neumanns Fremstilling af Rollen paa Dagmarteatret. Johan

nes Marers Thomas Diaforius var et Mønster paa Stilfuldhed.

Diktion og Maske gled sammen til en virtuosmæssig Moliére-

Illustration fra „Théâtre français“. Mere talentfulde Skuespillere

har senere spillet denne Rolle, men ingen naaede Hr. Marer.

„Julestuen“ vakte Marius B e rg g r een s natursande Fremstilling

af Arv saa betydelig Opmærksomhed, at Røster i Pressen søgte

at vække Kammerherre Fallesens Interesse for den unge Komiker,

som i tyve Aar. (indtil Cajus Bruun og Henrik Malberg fremstod)

var Hovedstadens bedste Dialektskuespiller. Og Hallander Helle-

manns sagtmodige og lune Humør som Theuropides i „Spøgelset“

anviste ham en Fremtid som Jeronimus-Fortolker.

Justitsminister Simonys Forbud fra 1858 mod at opføre Hol

bergs Komedier var altsaa endelig sat ud af Kraft. Det havde

varet 26 Aar at naa saa vidt. Langsomt men sikkert nedbrødes

gamle Skranker. Dog kan det ikke siges, at Teaterloven af 12.

April 1889 fik nogen øjeblikkelig Betydning. Naar den Dato

alligevel er en Mærkedag i dansk Teaterhistorie, er Grunden ikke

den, at Loven ophævede det kgl. Teaters Eneret til Opførelse af

Skuespil i Kjøbenhavn, thi dette Privilegium af 11. Septbr. 1750

var siden 1848 ophævet i Praksis, men s k y ld e s den Om stæ nd ig 

hed, at M ynd ighederne ik k e i F rem tid en kund e kræve

nogen Ind sk ræ n kn in g i de K u n sta r te r, P r iv a tte a tr e n e

a g ted e at op føre. Dagmarteatret fik altsaa Ret til at spille Trage

dier, og Folketeatrets Direktør behøvede ikke længer at afvise —

eller at bede Kammerherre Fallesen omLov til at opføre —et alvorligt

Skuespil. Denne Rettighed var naturligvis af stor Vigtighed overfor

nye Arbejder i Fremtiden, men i Øjeblikket lagde Lovens Paragraf

2 fremdeles en Art Servitut paa det kgl. Teaters ældre Repertoire,

idet den bestemte, „at intet privat Teater maatte opføre noget

til det kgl. Teaters Repertoire henhørende Stykke, med mindre

Direktionen ikke havde bragt Stykket til Opførelse efter denne

Lovs Udstedelse i Løbet af 10 paa hinanden følgende Aar. Denne

Tidsfrist kunde Bestyrelsen dog forkorte overfor Værker, som

den ikke agtede at lade opføre“. Omtrent samtidig med Lovens

Ikrafttræden udsendte Kultusministeriet en Fortegnelse over 111

originale og 49 oversatte Skuespil, som i de næste ti Aar kun

maatte spilles paa Nationalscenen, „naar ikke ganske særlige

Omstændigheder maatte tale for en anden Bestemmelse, og da

kun for en enkelt eller et Par enkelte Gange og kun med Mini

steriets Tilladelse“. Listen omfattede bl. a. Grundstammen i vor

nationale dramatiske Litteratur, som dermed atter blev baandlagt.

Dog var det, allerede før Loven blev vedtaget, lykkedes Abra

hams at erhverve Fallesens Tilladelse til at opføre „Jeppe paa

B je r g e t“, og den 23. Marts 1888 blev Zinck den første Jeppe i

Kjøbenhavn efter Phister, og da Forsøget lykkedes, spilledes næste

Sæson „H exeri e lle r B lind Al la rm “ med Elith Reumert i

Hovedrollen, Skuespilleren Leander. 1886 var af H enrik H ertz’

Arbejder „ F ly tte d a g e n “ blevet overført fra den kgl. Scene,

og dette elskværdige Lystspil efterfulgtes endnu samme Aar af

„A rv in g ern e“ og „ F r iste lse n “ ; senere tilkom „De F a ttig e s

D y r e h a v e “ (1887), „A ud ien sen “ (1889), „De D e p o r te r e d e “

(1896), og da Digterens 100 Aarsdag skulde fejres i Septbr. 1897,

greb Abrahams Anledningen til at arrangere en Festforestilling,

ved hvilken bl. a. „Skriftem a a le t “ og det dramatiske Ordsprog

„11—18—35“ opførtes. Blandt andre danske borgerlig-klassiske

Komedier spilledes H. C. A nd ersen s „Den nye B a r s e ls tu e “

(1886) og „Ole L ukø je“ (1897), M. G o ld schm id ts „I den

anden V erd en “ (1889), Chr. R ich a rd ts „D e k la r a tio n e n “

(-1889), Fru H e ib e rg s „A b ek a tten “ (1889) og C. N. R o sen 

k ild e s „Den d ram a tisk e Skrædder“ (1894), hvori Johs.

R ing, Teatrets sympatiske Elsker, aabenbarede komiske Evner i

sin pudsige Fremstilling af den teatergale Skrædderdreng. C.

Hostrup var af det ældre Slægtleds Digtere den, som først gav

Folketeatret dets Præg, og det var derfor en pietetsfuld Hand

ling, da Abrahams i Anledning af Digterens Død foranstaltede en

Mindefest (3. Decbr. 1892), ved hvilken Lejlighed Hostrups Søn,

Højskoleforstander H e lg e H ostrup , afslørede sit Forfatterskab

til Aftenens Hovedstykke „En Storm i et G las Vand“. For

Teatrets ikke forvænte Skuespillere var det udviklende at be

skæftige sig med Roller i Komedier, som var skrevet af Digtere,

og længe varede det ikke, førend Kammerherre Fallesen havde

Bud efter Marius Berggreen og Hallander Hellemann — den sid

ste, da han havde spillet Mathias Knap i „Flyttedagen“ —, men

det kgl. Teaters Gagetilbud var dengang ringere end nu, og man

kan som bekendt ikke leve af Æren. Derimod vendte Elith

Reumert i 1890 efter en otteaarig kunstnerisk Udvikling til

bage til sit Udgangspunkt paa Kongens Nytorv.

Men det var desværre ikke Opførelsen af de nationale, klassiske

Komedier, som økonomisk holdt Driften i Gang, og et Forsøg paa

at spille nogle af det kgl. Teaters gamle oversatte „Kassestykker“,

f. Eks. „M ichel P e r r in “ (1888) og Moliéres „Don Juan“ (1890)

faldt uheldigt ud. Ligesom under de tidligere Direktører var det

nødvendigt at opføre illitterære Folkekomedier og Farcer. Den

allerede under M. V. Brun heldige Bearbejder, senere Teater

direktør R icard S ch rø d er, bragte i Abrahams’ anden Sæson

Teatret „En B ørsbaron“, som med Hallander Hellemann i Ho

vedrollen blev en stor Sukcés og naaede sin 188. Opførelse i 1914.

I den tredie Sæson fulgte Zincks 31. og sidste Bearbejdelse for

Folketeatret, Farcen „Mefistofeles“. En anden af Skuespillerne,

Elith Reumert, var ogsaa Teatret nyttig som Forfatter. I dets

Historie er hans Navn i denne Egenskab navnlig knyttet til den

i Julen 1917 for 298. Gang opførte Dramatisering af H. Schar-

lin g s Roman „Nøddebo P ræ steg a a rd “, hvori han selv 2. Jule

dag 1888 var den første Fremstiller af Nikolaj, samt til Lokaliserin

gen af Mosers Lystspil „Alt fo r D am ern e!“, der opførtes den

28. Januar 1888 og fik sin egen, Skuespilkunsten uvedkommende

Historie. I tredie Akt af dette ligesaa harmløse som ubetydelige

Stykke forekom en Scene, som vakte adskillige Underofficerers

Harme. Handlingen var henlagt til Eksercerpladsen i Kastellet.

En Rekrut, spillet med det rette ubehjælpsomme Væsen af Charles

248