155 / 407
Bredde, tykkelse o g tanddeling hos båndsavklinger.
Bredde mm
10 20 40 60 80 100 125 150 175 200 250 300
Tykkis, mm
Tanddi. mm
0,60
6
0,70
8
0,85
10
1,00 1,00 1,05 1,10 1,30 1,40 1,45 1,50 1,65
til klinger med bredde under 50 mm. Nr. 2 og 3 egner
sig for bredere klinger. Nr. 3 er specielt beregnet for
stukkede tænder. Eftersom der ikke forekommer fas-
filing på båndsavklinger, kendetegnes deres tandform
ved kun tre vinkler, se fig. 135. Hertil kommer tand
højde, tanddeling og bundradius.
Spånvinklen y
(gamma).
For båndsavklinger er denne vinkel altid positiv, og
kraftforbruget mindskes med øget vinkel. Af denne
grund skal spånvinklen derfor vælges så stor som
mulig. Den større spånvinkel medfører, at ægvinklen
bliver mindre, og tanden derfor svagere. Et rimeligt
forhold mellem spån og ægvinklen må derfor altid
forefindes, og tilpasningen af de to vinkler må ske
med hensyntagen til emnets egenskaber.
Ligesom for rundsavklingerne gælder også for bånd
savklinger, at spånvinklen skal være større ved skæ
ring i løst end i hårdt træ. I praksis bruges som regel
for små spånvinkler. Følgende værdier for spånvink
len kan anføres: Teak og gabon fra 15 til 20°, for eg,
bøg og ask fra 20 til 25° og for gran og fyr fra 25
til 30°.
Fig. 134. Tandformer for båndsavklinger.
Fig. 135.
a
= slibningsvinkel.
d = tanddeling.
= ægvinkel.
h = tandhøjde,
y = spånvinkel.
r = bundradius.
En lille spånvinkel forhøjer kraftforbruget og be
virker, at tanden arbejder mere skrabende end skæ
rende. Derved bliver fremføringstrykket så stort, at
klingen presses over i skivebanens ene side. En stor
spånvinkel medfører derimod, at tænderne ligesom
æder sig ind i træet, hvorved den nødvendige frem
føringskraft bliver meget lille eller til og med negativ,
d. v. s. man må holde imod, så fremføringen ikke
bliver for stor. Klingen kommer derved til at vandre
på skivebanen mod den side, mod hvilke tænderne er
rettet. Klingens tendens til at vandre på skivebanen
kan givetvis ikke altid henføres til spånvinklen, men
kan også skyldes andre årsager, som vil blive behand
let længere fremme. Et uheldigt valg af spånvinklen
resulterer i reglen i klingebrud på grund af de derved
øgede påvirkninger af klingen.
Slibningsvinklen
a
(alfa).
Slibningsvinklen må være så stor, at tanden skærer
frit fra emnet. I modsat fald bliver tanden opvarmet
ved friktionen mellem tandryggen og savsporets bund.
Slibningsvinklen bør ikke være under 10°.
Ægvinklen
(beta).
Eftersom
a
+
ft
+
y
er lig med 90°, opnås med
ovennævnte værdier på spån- respektive slibnings
vinklen følgende værdier for ægvinklens størrelse:
Teak og gabon 60-65°, eg, bøg og ask 55-60°, gran
og fyr 50-55°. Medens slidstyrken og stivheden ved
en tand er direkte afhængig af ægvinklens størrelse,
må man øge denne på spånvinklens bekostning, hvis
slidstyrken viser sig for lille ved normal ægvinkel.
Tandhøjden
(h).
Den rette tandhøjde har i praksis vist sig at være
omkring V
3
af tanddelingen. Tandhøjden indvirker
på sin vis også på tandvinklerne. Jo længere tænderne
er, desto mindre bliver ægvinklen - forudsat at spån
vinklen ikke ændres og at tandform 1 (se fig. 134)
anvendes.
Tanddelingen
(d).
Den faktor, som har den største indflydelse på spån
rummets størrelse, er tanddelingen. Spånrummet mel
lem hver tand skal være så stort, at der ikke sker
nogen sammenpresning af savspånerne i tandmellem
rummene. Løst og vådt træ kræver en større spån
plads og dermed en større tanddeling end hårdt og
tørt træ. Følgende værdier for tanddelingen på bredere
båndsavklinger regner man i praksis for passende:
153