156 / 407
bredde fra 120 til 200 mm, tykkelse 1,2-1,6 mm
stukkede tæ n d e r................................................ 40 mm
udlagte tænder ................................................ 35 mm
bredde fra 90 til 110 mm, tykkelse 1,1-1,2 mm
stukkede tæ nd e r................................................ 35 mm
udlagte tænder ................................................ 30 mm
For smallere båndsavklinger findes for tanddelingen
visse normalværdier angivet i tabellen, side 153.
Bundradius.
Specielt med hensyn til båndsavklinger må der
vises stor opmærksomhed på tandbundens form, idet
de gentagne bøjninger af klingen let fører til brud,
hvis der i tandbunden findes skarpe hjørner fra filstrøg
etc. Tandbunden må altså være omhyggeligt afrundet
og uden brudanvisninger.
Spånrummet
(L).
Dette har til opgave at borttransportere de af tan
den afskårne spåner, og dets størrelse kan beregnes,
hvis man kender tanddelingen, tandhøjde, tandform
og snitbredde. Vil man kontrollere, om spånrummet
er tilstrækkelig stort, kan dette let gøres ved hjælp
af nedenstående formel. Med denne beregnes dog
ikke spånrummets volumen, men dets areal, hvilket
stiller sig noget simplere, samtidig med at beregnin
gen bliver lige så nøjagtig.
K
m
v
hvor: L = spånrummets areal i mm2
K = 1,3 for hårdt træ og 1,6 for løst træ
m = fremføringshastighed m/min.
v = skærehastighed m/min.
d = tanddeling
h = maksimale emnehøjde i mm
Opmålingen af det anvendte spånrums areal gøres
mest eksakt med et
planimeter.
Har man ikke adgang
til et sådant, kan opmålingen foretages ved hjælp
af et stykke millimeterpapir, på hvilket tandmellem
rummet aftegnes, hvorefter man tæller det antal
kvadrater, som indesluttes af tegningen. Sammen
lignes dette tal med det beregnede areal, kan man let
afgøre, om spånrummet er for lille eller for stort.
Udlægning og stukning.
Smalle båndsavklinger har som regel udlagte tæn
der, medens bredere klinger har stukkede. I fig. 136
vises hvad der forstås ved udlagte og stukkede tænder.
Båndsavklinger med udlagte tænder fordrer mindre
kraft end med stukkede tænder. På den anden side
er de sidstnævnte mere stabile til lige snit, men
uegnet til svejfning. I mange betydningsfulde hen
seender har de stukkede tænder fordele frem for de
udlagte, med undtagelse af kraftforbruget, dette er
dog ikke så meget større, at det har nogen stor be
tydning.
Fordelene ved stukkede tænder kan sammenfattes
i følgende punkter:
1. På en stukket tand arbejder begge tandspidser
lige meget, hvilket bevirker, at der ikke udøves
noget sidetryk på disse, i modsætning til udlagte
tænder, hvor sidetrykket bøjer de udlagte tænder
ind mod midten.
2
.
3.
4.
5.
6
.
Ved stukkede tænder optages fremføringstrykket
af bladets midte, medens trykket ved udlagte tæn
der kommer til at ligge mere på siden af klingen.
En båndsavklinge med stukkede tænder skærer
mere lige end en med udlagte tænder på grund
af den mere ensartede fordeling af sidekræfterne
på hver tand.
I træ med meget hårde høstårringe har den ud
lagte tand tendens til at bøjes ud, se fig. 137, hvor
ved snittet bliver ujævnt. Med stukkede tænder
skærer klingen lige, uanset træets hårdhed.
Der kan køres med større fremføringshastighed
med klinger med stukkede tænder end med ud
lagte, beroende på tandens større stivhed.
Klinger med stukkede tænder kan køre længere
mellem filingerne, end tilfældet er med udlagte
tænder. Stukning af tænderne behøver kun at
gøres for hver 5. eller 6. gang, medens udlagte
tænder må udlægges for hver filing.
T
sluknings-
y_ /tingel
Fig. 136. a: Udlagte tænder, b: Stukkede tænder.
Fig. 137. Udbøjning af udlagte tænder ved skæring i træ med
hårde høstårringe.
å rs r in g
154