127 / 182
122
5
te J u n i :
sit L iv i Aand og Sandhed til Æ re for Gud og til Velsignelse for
vort Tolk.
Hans V aretægt være over vort Fødeland, dets Øvrighed,
dets Konge og hans Hus!
Vor F est er fra dette Sted sluttet!
Choret føjede h e rtil Musikens S lu tningsnumm er, id e t det
afsang:
Her saa’ vi gjennem Kundskabs Giar.
Men hist, i Lys af andre Sole,
Vi skal i Evighedens Skole
Se Aandens Enhed ren og k lar;
Og, løffced’ over Jorde-Striden,
I al vor Tro, i al vor Viden
Se samme Stammes Tvilling-Gren,
Saa vist al Sandheds Gud er en !
D e t laa i Sagen selv, a t en F e s t som denne m aatte blive
temm elig lang og le t kunde træ tte de T ilstedevæ rende. Desto
v ig tigere havde F e stu dv a lg e t ho ld t det for a t væ re a t skaffe
forhøjet S tem ning og A fvex ling ved D ig tn ingen s og Musikens
H jælp. D e tte lykkedes fuldstændig. D en smukke Tankegang,
der g ik igjennem R i c h a r d t s F e std ig t, og dettes fine K a ra k
te ristik a f Menneskeaandens H igen og de forskj ellige F ak u lte te rs
V irksomhed havde i G a d e s Musik, der b lev fo rtrin lig udført,
faaet et ligesaa aand fu ld t som m elodiøst dg v irk n in g sfu ld t
Klædebon.
S aasnart Musiken var ophørt, forlode de kong elige P ersoner
Salen, og den øvrige Fo rsam ling g ik derpaa g ruppev is bort.
Skjønt U n iv e rsitete t havde ho ld t sin F e s t paa denne Dag
som en snævrere akadem isk H ø jtidelighed, skulde dog netop
denne D ag tillige give V idnesbyrd om den Varm e, m ed hv ilken