128 / 182
P r o m o tio n s fe s te n .
123
K jøb enhavns Bo rgere om fatte Højskolen. F e sten paa U n iversi
te te t v a r næ ppe endt, førend m an paa P lad sen mellem U n iversi
te tsb y g n in g e n og F ru e K irk e saa „ d e k j ø b e n h a v n s k e S a n g
f o r e n i n g e r “ opstillede m ed deres F a n e r og for øv rigt kjende-
lige v ed deres hv ide Huer. U nder Anførsel af K apelmusikus
L a n z k y og ledsagede a f et O rchester a f B læ sein strum en ter
afsang disse følgende „H ilsen til U n iv e rsite te t“, der v a r for
fa tte t a f H ed ak tø r P . H a n s e n og kom poneret a f L a n z k y .
H il Dig, Danmarks Lærdomssæde,
H il D ig paa din Jubeldag!
Du og vi har samme Sag,
Samme Sorg og samme Glæde.
E nd staar Borger og Student
Trofast ved hinandens Side,
Som de stod i Danmarsk Kvide,
Da dets Livshaab syntes endt.
Mindes Du end fra de henfarne Dage,
Dengang vi værged fra Voldene svage
Dannemarks L iv i vor hærgede By?
N atten var mørk, og med Rædsler den trued,
— Op imod Lyset fra Himlen vi sku ed :
D ag os forjætted det dæmrende Gry.
E ndnu i Kamp skal Du værge og holde,
T ryg selv i Natten, de hegn ende Volde,
Tage som Venner os med paa din Vagt,
Varme vor Sjæl med Begejstringens Luer,
N aar imod Lyset fra Himlen Du skuer,
Granskende L ivets og Sandhedens Pagt.
N aar da T iden bort har skyllet
Slægt paa Slægt i hundred Aar,
End som Lysets Vogter staar
A f en yngre Old Du hyldet:
H il Dig paa din Jubeldag,
Danmarks gamle Lærdomssæde!
Fæ lles Sorg og fælles Glæde
Fremme din og Danmarks S a g !