Forskønnelsen

hvide Maanelys spille i Doksidens grønskim-

lede Trævæg og i de rislende Vandløb fra

Sluserne og hor de sælsomme Lyde, Suk, Drøn,

Hyl fra Dokkens Bund. Glæd Dig en Sommer

aften over, hvor København er smuk herovre

fra. eller gaa en Vintereftermiddag ud paa Lan

gebro og se Solen gaa ned i Kallebodstrands

graagyldne Dis, medens Frederiksholms Fa

brikkernes høje Skorstene og Skibenes Maste

skov fortoner sig i Disen, — gaa og se det, Kø

benhavner, og glæd Dig over, at vi endnu har

et Stykke Romantik med Gammelt og Nyt vævet

ind i hinanden, vævet sammen med Naturen,

saa nær ved Byens Hjærte, og lov Dig selv af

al din Evne og al din Kraft at bevare den Skøn

hed, vi er saa lykkelige at eje endnu.

GRUNDTVIGS KLOKKETAARN

OG ANDRE GRUNDTVIG-MINDESMÆRKER

bydere, der saa har det i sin Haand at føre Sa

gen videre.

Man kan oprigtigt glæde sig over dette Resul

tat og maa nu kun haabe, at Grundtvigs Ven

ner Landet over maa slutte sig til Tanken og

bære den frem til endelig Sejr. Det drejer sig

her om en af vort Lands Største, og derfor bor

vel det Mærke, hvorved han mindes, være større

og anseligere end de fleste. Lad det blive et

Bygningsværk! Grundtvig brød sig ikke stort

om Billeder, men han fængsledes af Architektur.

— Det viste sig ved denne nye Konkurrence

atter — som af mange ventet —, at Skulpturen

a le n e ikke evnede at løse den stillede Opgave.

Grundtvigs Skikkelse — saaledes som den ses

af Slægten nu paa sin historiske Baggrund —

lader sig ikke udforme indenfor en Portrætsta

stues snevre Ramme. Den har hævet sig ove

det personlige og er uadskillig fra hans Gær

ning; hans Navn og hans Virke er ét, er ble

ven et Begreb, en Aandsretning, der har præ

get en stor Del af det danske Folk og som

kunstnerisk set kun lader sig udtrykke gennem

et S ym b o l.

Jensen-KlintsKlokketaarn er et saadant Sym

bol — et stolt og værdigt Æresmærke for

den grundtvigske Aandsmagt.

Dette Klokketaarn kan staa alene — men

det kan ogsaa, og derfor bor der arbejdes af al

Evne, knyttes til den smukke Kirkebygning,

som Klint har tegnet, og hvorved det først vil

opnaa sin fulde Betydning. Thi Grundtvig var

jo dog en Kirkens Mand, og hans Gerning i

Folket skete paa Kirkens Grund. Disse to: Klok

ketaarn og Kirke, er en Helhed, og de bør sam

men træde ud i Virkeligheden.

At Skulpturen her som Led i Udsmykningen

vil faa betydelige Opgaver, tør vel anses for

givet. I Taarn eller Kirke bør man saaledes

tænke sig indført en Statue af Grundtvig selv

— maaskc den smukke og følelsesfulde Skik

kelse af Præsten Grundtvig, som skyldes Niels

Skovgaard og som huskes fra første Konkur-

Architekt P. V. Jensen Klints Udkast.

EN 2den Konkurrence om et Mindesmær

ke for Grundtvig sluttede — lykkeligvis —

med et positivt Resultat, idet Komiteen enstem

migt samlede sig om et af P. V. Jensen-Klints

Forslag: K lokk e taa rn e t (hvortil i andet Plan

horer en hel Kirkebygning). Det vedtoges at

arbejde videre paa dette Forslags Virkeliggø

relse paa den Maade, at man forelægger Pla

nen for den store Kres af de oprindelige Ind-

Architektonisk set er Klints Dobbeltbygning

i en sjælden Grad Udtryk for dansk Aand og

Følelse. I sine enkelte Motiver nøje knyttet til

gammel dansk Kirke-Byggesæt, som den er,

taler den inderligt til Erindringen og den hjem

lige Sans samtidig med, at den paa fri kunst

nerisk Vis fornyer og levendegør de kendte

Former.

Man foler, at Kunstneren i Hjerte og Sind

har været m e d i Opgaven; han er gaaet til den