97 / 104
Wilders Plads.
(Efter Gerh- Grovc
: K jobsnhavns Havn).
den Handelsby, han havde tænkt sig. Den store
Tid var kommen. Det saas alt paa Frastand
paa Frelserskirkens og tyske Frederiks Kirkes
pragtfulde og skonne Spir, som fra 1752 og 1769
knejsede over Christianshavn; det saas paa de
store Kobmandsgaarde, som rejste sig ikke blot
i Strandgade, men rundt omkring i Byen; det
saas og hortes paa den Larm og den Virksom
hed. som herskede paa Skibsværfterne og Plad
serne. Tommermændenes Hamren og Søfolke
nes Opsang, og det saas paa den stadige Strom
nf store rigtlastede Skibe, som gled ned gen
nem Havnen og varpedes ind til Bolværkerne.
I Asiatisk Kompagnis Pakhus lossedes de kost
bare Silketøjer og de fine Porcelainer op, og
en Kinafarers Ankomst lokkede hele det fine
København ud paa Pladsen for at se og beun
dre og købe. Og kiggede man inden for hos
Handelsherrernc, helst paa en Festdag, saas
det paa Hjemmets solide og rige Udstyr, paa
Borddækningen med de svære Sølvstager og
det kinesiske Porcelain. Der var de Huse. hvor
Porcclainet havde passeret Linien tre Gange,
inden det havnede, hvor det skulde. Det blev
bestilt i China. bragt hjem af Bestillerens egne
Skibe efter forste Brænding, malet og dekoreret
herhjemme, sendt ud for at blive brændt an
den Gang og bragt til Christianshavn paa ny.
Peter Appelbyes Punchebolle med Maleri af
hans Reberbane og Skibsværft er endnu til paa
Rosenborg, og sammesteds bevares en anden
Punchebolle med Maleri af Frelserskirke og
Pakhusene paa Bodenhoffs Plads.begge brænd
te i China. men malede herhjemme.
Og som Vidnesbyrd om den Stilling. China-
90
farernes Kaptajner indtog i Selskabet i Køben
havn, tjener den store kinesiske Punchebolle i
Drejers Klub, skænket af en af Klubbens Med
lemmer, der selv som Skibskaptajn havde bragt
den hjem.
Der var en ejendommelig Modsætning mel
lem København og Christianshavn i sidste
Halvdel af XVIII Aarhundrede og Begyndelsen
af det næste. København
alle Vegne med
Undtagelse af Toldboden, det eneste Sted,
hvor Københavnerne kunde komme ud og*
spytte i Vandet om Vaaren, naar Isen brød op
afspærret fra Søen og den store Havn, de
lærde og de militære Pedanters By, Kongens
og Hoffets stive Residens med Smaaborgerlig-
hedens Præg over alt. Og lige overfor paa den
anden Side Knippelsbro, som man maatte
skynde sig at komme over, medens Tid var, ti
var Broklapperne oppe, kunde det stundom
tage et Par Timer, inden de gik ned, Havne- og
Handelsbyen Christianshavn. Det var friskere
Luft herude, mere Djærvhed, mindre Spids
borgerlighed. det lugtede af Tjære, der strøg
Saltvandsluft ind fra Soen, det smældede med
Flag og Vimpler og Sejl; Skibe kom og Skibe
gik. man fik mærke herude, at Verden var større
end til Nabogaardens Gærde, og at Christians
havn havde en Dør aaben ud til den store Ver
den. en Dør, som der i de gyldne Tider stadig
strømmede Rigdomme ind igennem.
Det er betegnende, at der i 1807 kunde kom
me Advarsler om Englands Planer mod Kø
benhavn til Regeringskrese gennem Christians-
havnske Købmænd.
Men de gyldne Tider kan aldrig blive ved.