102 / 104
ikke af Pligt, men af Kærlighed
dent er ikke dette!
Blandt de ovrige Losninger i Konkurrencen
er der for os i Forskønnelsesforeningen Grund
til at mindes det Forslag, der skyldes Architekt
Brandt og Billedhugger Jens Lund , og som
viste en monumental Forbindelsesbue mellem
Raadhuset og Vartov. Det er en udmærket Idé,
selv om den ikke er ny — Prof. M. Nyrop har
i sin Tid foreslaaet noget lignende — og den
virker paa Tegningen overmaade festlig og ka
rakterfuld. Dens øjeblikkelige Tilknytning til
Grundtvig ved de store Relieffer om Midter
buen er ikke afgørende for dens Anvendelse
andetsteds, og kan jo eventuelt let ændres.
Hvis det er Meningen i nærmere eller fjær-
nere Tid at erstatte Vartov med en ny Bygning,
en Slags Annex til Raadhuset, ligger det nær
at rette Tanken paa det af d'Hrr. Brandt og
Lund givne Forslag til en bekvem Forbindelse
mellem de to Huse. Ogsaa af Hensyn til selve
Gadebilledet fortjener dette Forslag Opmærk
somhed. En saadan Afslutning paa det lille
Torv — de tre Buer over Gaden, to mindre til
Siderne for Fodgængere og den store i Midten
over Kørebanen — vilde virke pittoresk og
architektonisk samlende.
Vi har saa faa af den Slags smukke og ma
leriske Afbrydelser i Gadernes lange Perspek
tiver, at der vel var Grund til at hilse et saa-
dant Forslag med Glæde.
V i ska l i næ ste H e fte bringe endnu et
p e rs p e k tiv is k
—
B ille d e
a f
K lo k k e ta a rn e t, til h v ilk e t B ille d e d er ik k e blev P lads i dette H efte.
og hvor sjæl-
Tænk, hvor morsomt og forfriskende det er
for Øjet at mode den lille Bue, der fra det
gamle Raadhus’ Bagside springer over Køre
banen i Hestemollestræde!
Et Forlydende, der ogsaa har fundet Vej til
Offentligheden, vil vide. at der er forundt
B ø g eb je rg s Grundtvigstatue den i Sandhed
ufortjente Ære at blive hugget i Marmor til
Opstilling i Vartovs hæderlige gamle Gaard.
Man gor dog vist indtil videre klogest i ikke
at fæste Lid til en Meddelelse, der synes saa
usandsynlig, naar man erindrer, hvad det her
drejer sig om, og hvad der er gaaet forud.
Det er næsten Synd for denne medtagne
Statue og dens Skaber nu paany at beskæftige
sig med den. Men det faar ikke hjælpe, her
gælder ingen Barmhjærtighed. Overfor Mulig
heden af en Fare som den antydede, maa vi
minde om, at denne Statue fra a lle Sider
ind en fo r vor K un stverden er b lev cn
betegnet som um u lig — et ringe Kunst
værk og navnlig ringe tænkt som Mindes
mærke for en Skikkelse som Grundtvig, samt
at i kke é n betydende kunstnerisk Stemme har
hævet sig til Gunst for den. — En saa enstem
mig Dom burde forlængst have skænket dette
Værk Hvile og Forglemmelse,
et Værk, om
hvilket man med Rette tør sige, at det i lige
Grad krænker Mindet om Grundtvig og Hen
synet til almindelig god Smag.
CARL JACOBSEN
I
det Øjeblik, vort Blad gaar i Tryk
ken, indløber Meddelelse om Bryg
ger Jacobsens Død, og der levnes os
ikke Tid til paa fyldigere Maade at
give Udtryk for de Følelser, der ved
denne uventede Efterretning besjæler
os. — Kun dette vil vi sige: Med Carl
Jacobsen er denne Bys første og stør
ste Borger, dens varmeste og mest
uegennyttige Elsker gaaet bort.
Overflødigt her at pege paa hans
Gerning. Den er kendt af alle Landet
over. Den b liver efter ham og vil be
vare hans Navn og Ry til sene Tider.
Vi, der er hans Samtidige, saa hans
Storhed — ligesom vi ogsaa maattese
hans Fejl. De sprang let i Øjnene og
han gjorde intet for at dække dem.
Det kan vel være, at vi undertiden
havde Blik mere for d em , end for de
ofte paapegede store og lysende Sider
af hans Væsen. Det skal dog siges, at
disse Fejl eller Fejlgreb neppe nogen
sinde
selv hos hans ivrigste Angri
bere — overskyggede Beundringen
for hans ægte og uvisnelige Fortjene
ster, hans ædle Storsyn og hans Viljes
Renhed.
Carl Jacobsens Navn vil leve i vor
By— og efterhaanden som Tiden gaar,
vil Skyggerne blegne og Lyset øges.
Hans Navn vil omgives af den myti
ske Glorie, der bliver den til Del, hvis
Person hæver sig højt over det Almin
delige, og hvis Gerning sætter bliven
de Præg paa sine Omgivelser.
©
95