123 / 187
Valgbevægelsen i København i 1834
de ere. Den tilsyneladende Valgfrihed, som man postulerer, vilde være
den sande Valgfriheds Banemand; thi den sande Valgfrihed bestaar ikke
i at kunne være fri for at vælge fornuftigen, men at kunne være fri for at
vælge ufornuftigen,uden Sagkundskab, uden
Overbeviisning.Athenle
de Opmærksomheden paa bestemte Forhold, baade med Fiensyn til Sa
gens Nyhed og til Individualiteterne iblandt Massen af Vælgere, at For
nuften kan skee sin Ret, og at en Overbeviisning kan faae Indgang hos
Mange, der svæve i Uvished og famle i Mørke«. David foreslår derfor, at
folk, »der interessere sig for Sagen«, samles for at forene sig om opstilling
afkandidater. David forestiller sig, at flere foreninger afkandidatopstille
re dannedes, og at deltagerne med hensyn til deres position i samfundet
opfyldte visse kvalitative krav, således at deres udtalelser fik en vis vægt.
Ad denne vej mener han, at vælgerne får mulighed for »med fuldkom
men Frihed at komme til den Overbeviisning, uden hvilken intet fornuf
tigt Valg kan finde Sted. Deres Opmærksomhed vilde da lidt efter lidt
kunne blive henvendt paa et Antal Mænd, for hvis Duelighed en allere
de af flere Medborgere udtalt Stemme opvakte en høi Grad af Formod
ning«.
Efter denne abstrakte begrundelse for opstilling af kandidater, kom-
Aviserne blev ivrigt læst og diskuteret i klubberne. Bedsteborgerne på billedet er i gang
med »Kjøbenhavnsposten«, mens avisbudet til højre kommer ind med »Fædrelandet«.
Tegning af C.A. Schleisner i Københavns Bymuseum.
121