236 / 438
216
Klæder og deres Leje. Børn fra Anstalter kan ikke klare
sig i Verden, fordi de har været vant til altid at finde et
dækket Bord for sig, medens det havde været langt bedre at
opdrage dem som Mennesker, der i Livet skal kæmpe med
megen Nød. Saadanne Børn skulde sendes paa Landet, hvor
ved de vilde faa baade Kræfter og Mod og senere med Glæde
paatage sig de sværeste Bondearbejder. Derfor bør de milde
Stifteisers Tal indskrænkes; desuden er Børnenes Opdragelse
alt for kostbar, det gælder baade om det berømte Foundling-
Hospital i London og om Vajsen- og Opfostringshuset i Kø
benhavn.
Saaledes lød der mange Bøster baade i Udlandet og her
hjemme, hvor jo desuden Aaret 1788 betegner et afgørende
Vendepunkt, saa at man ikke længer talte om „uselige Trælle
bønder“ , som det ofte hed 40 Aar tidligere, da Kollektbøgerne
blev baaret omkring. Den Tanke laa derfor nær: Send Bør
nene paa Landet, det er baade bedre og billigere! Men man
var rigtignok kommen langt fra Fundatsens Ord, at Børnene
skulde opdrages til Handel, Fabrikker og Søfart, hvad Broust
aldrig kom ud over, saa længe han levede, og hvad Hersleb
for faa Aar siden indtrængende havde raadet til. Der blev
skrevet til alle Landets Biskopper, at Bønder i deres Stift
eller Borgere i Købstæderne kunde faa Børn i Pleje fra Op
fostringshuset. Bisperne lod Præsterne bekendtgøre det fra
Prædikestolene, og snart strømmede det ind med Tilbud. Men
der var dog nogle Sogne, hvorfra der kom et rent Afslag.
Saaledes skrev Pastor Fris i Daler i Sønderjylland til Bi
skoppen i Bibe, at i hans Sogn var der ingen, der vilde have
Plejebørn, heller ikke i Emmerlev eller Møgeltønder, fordi
Bugen nu kostede 6 Bd. Tønden. „Det var vel at ønske“ ,
tilføjer han, „at der med Jordemoderhuset i København, som
belader Opfostringshuset med saa mange uægte Børn, maatte
ske en Forandring, at ikke Horer og løsagtige Kvinder saa
frit gaar ind og, som man siger, lægger af uden Straf og
Tiltale. Gives ikke derved mere Anledning til Løsagtighed?
Kan det være til Velsignelse for Staden og Landet?“ Disse
Bemærkninger, der jo aldeles ikke vedkom den Sag, han var
spurgt om, viser, at han som saa mange andre forvekslede