342 / 438
322
Han føler, at han ikke længere kan bestride Arbejdet;
Kævlerier mellem Mestre og Lærlinge volder ham stadig
Bryderier, og endelig længes han nu efter at komme til at
sysle med litterære Sager ug benytte de mange Bøger, han
har samlet sig.
Den 7. Maj 1845 forlod han Opfostringshuset, hvis Le
delse paa hans Forslag blev overdraget til
E
ib e
og hans Kon
torassistent
L a k s e n ,
der havde været Elev paa Stiftelsen, og
saa trak han sig tilbage til en lille Ejendom, han havde købt
ved sin Fødeby Boskilde, hvor hans adopterede Datter, der
tidligere havde boet hos ham, der altid havde levet i ugift
Stand, nu var gift med en Læge.
Da Direktionen nogle Uger senere meddelte ham, at hans
fulde Gage, der siden 1835 havde været paa 800 Rd., idet
han beholdt de 200 Rd., han havde haft som Bestyrer af
Opklædningsmagasinet, var bleven tilstaaet ham i Pension,
skrev han tilbage, at han levede lykkeligt i sin Ensomhed,
skønt lian ikke havde været helt rask; „men ingen er fuld
kommen lykkelig, og faa er det i den Grad som jeg“ . Denne
Lykke nød han dog ikke længe; thi allerede i Slutningen af
Januar 1846 døde han uden forudgaaende Sygdom; ved hans
Grav sang nogle af Drengene fra Opfostringshuset en Salme,
der var skreven af Place, hans tidligere Kontordreng.
Han efterlod sig en Bogsamling paa over 12000 Bind og
en stor Del Koder; desuden havde han i Tidens Løb faaet
anskaffet et ikke ringe Lidvalg af Malerier, og hans Portræt-
samling paa over 4000 Stykker var temmelig enestaaende,
hvorfor den senere erhvervedes af Frederiksborg Museum.
Han var en meget flittig Samler, men har ikke skrevet noget,
kun findes der af ham en lille Meddelelse under Navnet Ros
kildensis i „Minerva“ til hans Yen Rahbek, da han har fundet
nogle Smaafejl i hans Skrift om Holberg. Han fortæller, at
Holberg kom i hans Bedsteforældres Hus i Roskilde, hvor
hans Moder har hørt ham spille Violin. Det var ogsaa i
denne By, Holberg skulde have faaet Ideen til „Den politiske
Kandestøber“ ved at høre en Samtale mellem nogle Borgere
paa et Værtshus.
Men selv om Borch intet skrev, kom hans mange litte