341 / 438
321
Slesvig. Han havde en Tid Sæde i Rigsraadets Landsting
og var i 1864 Civilkommissær for Hertugdømmet Slesvig.
Efter Krigen flyttede han til København, hvor han blev Nathan-
sons Efterfølger som Redaktør af Berlingske Tidende. Det
var et ualmindelig virksomt Liv, der afsluttedes, da lian døde
under et Ophold i Paris 1873. Han er en af de mange, der
har gjort sit gamle Hjem stor Ære, og han vedkendte sig
det altid, et godt Bevis paa, at hans Dannelse ikke var blot
udvendig.
Efter at Borch havde modtaget denne Deputation, hvis
Ord rimeligvis har været Dagens mest betydningsfulde for
ham, var der Skolehøjtid med Sang og Tale, og paa en Søjle
læstes et Vers af Eibe i Drengenes Navn. Om Middagen
fik Børnene deres sædvanlige Festmad, Risengrød og Steg,
og om Eftermiddagen var der Kirkehøjtid, ved hvilken Direk
tionen, en talrig Kreds af Videnskabsmænd og Kunstnere og
en stor Del gamle Elever var til Stede. Gamle Elever sang-
ved den Lejlighed en Kantate af Place med Musik af Stroe.
Endelig var der Festmiddag hos Vincent, hvor der blandt
flere Sange, forfattede af Borchs Venner, ogsaafandtes en
af Fr. Knudsen.
Dagen sluttede hos Drengene, der fik et
lille Punchegilde, som overværedes af „Jubeloldingen“ og Di
rektionen.
Næsten et Aar endnu holdt han ud; men saa var han
træt. Den 21. Januar 1845 indgav han sin Afskedsansøg
ning, der begynder saaledes:
E fte r at je g n u i 51 A a r, nem lig fra m it 25de til m it 78de, liar
anvendt m in U n g d o m s, M a n d d om s og A ld e rd om s T id for efter E v n e at
forestaa det kg l. O p fo strin g sh u s, er det højst n ø d v en d ig t, at je g tragter
efter at n yd e d en R o lig h e d , je g saa h ø jlig e n træ ng er til. Im id lertid
forlader je g n ø d ig e n en P o st, som je g i al m in Em b e d s tid har haft
megen K jæ rlig h e d for, o g h v o ri jeg, uden at væ re ubeskeden, tro r at
have arbejd et m ed n o g e n lu n d e H e ld , ligesom jeg ogsaa m ed en pas
sende G age, en h y g g e lig B o p æ l og a dskillige Em o lu m e n te r har ku n n et
leve et so rg frit L iv . D e G ru n d e , der isæ r bevæ ge m ig til at gjøre et
Skridt, fo r at o p naa d en R o lig h e d , je g saalæ nge har savnet, ere føl
gende. M in Sjæ ls og Le g em s K ræ fte r ere i de sidste A a r m eget
svækkede, isæ r er m in H u k om m e lse saa svag, at je g næ ppe kan erindre,
hvad je g n y lig e n har talet om . . .
Det kgl. Opfostringshus.
^