DetKongeligeOpfostringshus

Mælk. Informatorerne siger, at det er i Henhold til deres Ed,

at Klagen fremkommer, og tillige for at undgaa „saa mange

umyndige Børns Sukke, som ellers vilde komme over os til

Forbandelse fra deres himmelske Fader, om vi herudi vare

efterladende“ . Bernstorff blev herover saa vred, at han kaldte

Spisemesteren for sig, satte ham stærkt i Bette og truede

ham med, at han straks skulde jages af Opfostringshusets

Tjeneste, hvis han ikke i Fremtiden behandlede Børnene for

svarligt. Til Gengæld klagede Spisemesteren over en af In

formatorerne, at han søger at „komme Oprør af Sted“ , og

Forholdet blev ikke bedre. Da der stadig fremkom nye Klager,

bestemte Direktionen, at Forstanderen selv skulde være til

Stede ved Maaltiderne for at se, om Maden var forsvarlig,

da Tilsynskvindernes Angivelser ikke var tilforladelige; paa

den Maade haabede den at kunne blive fri for slige Klager

og Fortrædeligheder, hvad den naturligvis ikke blev, lige saa

lidt som Forstanderen i Fremtiden hver Dag overværede Spis

ningen, hvilket kan ses af, at han flere Gange i Aarenes Løb

fik dette Tilhold, naar der var noget galt.

Yidere hyggeligt har der ikke været ved Middagsbordet,

hvad man kan se af et Forslag, Informatorerne indsendte til

Forstanderen om at faa Maden anrettet paa en heldigere

Maade, end det hidtil var sket. Man kan heraf se, at naar

Drengene var kommen til Bords, begyndte nogle af dem, der

kaldtes Adjuncti, at bringe Maden i flade Tinfade den lange

Vej fra Køkkenet, der var nede i Kælderen, op til Spisestuen,

der var i anden Etage.Paa den Maade gik der næsten en

halv Time, indenalle Fadene var bragt op, der var bleven

spildt en stor Del af Maden paa Trapperne, hvor der ofte

fandt stor Uorden Sted, fordi der var en saadan Træk, at

Informatorerne ikke kunde udholde at være der, og desuden

blev Maden ganske kold under den besværlige Transport og

lange Ventetid. Naar Drengene saa endelig fik Lov at be

gynde, har de næppe faaet Bordbønnerne læst og sat sig ret

til Bords, „før de alle paa engang og i største Skynding be

gynde med at kappes og hartad at trættes med hinanden om

at faa de første, største

og fleste

Skefulde,

vist nok ej

anden Aarsag, end at de ved at se saa liden en Portion for