58 / 163
at det gamle Laug med misfornøjede Blikke har set paa den
nyopdukkede Vognmandsklasse: Hyrekuskene. Ligervis som Sand-
agerne i sin Tid drillede de gode gamle Vognmænd med fra deres
Udenværker, hvor de vare fri for Skatter og „byens th y n g e “, at
konkurrere med disse om Kjørselen i Kjøbenhavn, saaledes frem
stod nu en ny Klasse Vognmænd, der uden at være Medlemmer
af Lauget brød ind i dettes fra Arilds Tid hævdvundne Ret til
Befordring af Personer. Men Udviklingen lader sig nu engang
ikke standse, og der har sikkert været T rang til en Fo randring
paa dette Omraade. Publikum har aabenbart ikke været paa de
gamle Vognmænds men paa Hyrekuskenes Parti i den standende
Strid, hvilket er ret naturligt. Man maa vel huske paa, at Kjø
benhavn stadig gik fremad, og at de gamle Former paa mange
Om ra ade r sprængtes. Adelens og det højere Borgerskabs Sønner
færdedes hyppigt i Udlandets store opblomstrende Byer, hvor de
vænnede sig til den dér stigende Luxus og Comfort, bl. a. ogsaa
til de da moderne Befordringsmidler, saasom Hyrekarosser og
Portechaiser. Naar de saa kom hjem igjen — mer eller mindre
som Jean de Francer, direkte kostumerede fra parisiske Skræder-
etablissementer, med Guldgalloner og F jerp lamager for og bag,
med Silkestrømper og franske Sko — da kan det nok forstaaes,
at de unge Junkere og Levemænd i den Forfatning ikke egnede
sig til gaaende at færdes paa Kjøbenhavns Gader, saaledes som
disse d engang saa ud. At Jean de Francerne har gjort alt, hvad
der stod i deres Magt, for at faa saa meget som muligt indført
i deres Hjemby af det, de havde elsket „darau ssen“, er en Selv
følge, og ligesaa selvfølgeligt er det, at deres kvindelige S læg t
ninge trofast fulgte dem i Kjølvandet — ja saa grundigt, at det
efter Datidens Beretninger, bl. a. Holbergs, snart blev almindeligt,
at ingen „velmeriteret och fornemme bo rg e rs“ Hustru eller Datter
nogen sinde satte sin lille Fod paa Kjøbenhavns ujævne Gader.
Gammeldags Folk dengang stred vel lidt imod, men kun passivt
og selvopgivende, som vi af Komedien har set Jean de Frances
Fader gjøre. Hist og her stod der maaske en gammel Jeronimus
og Magdelone i Bislaget og virrede med de gamle Hoveder,
naar unge Leander og Leonora jog forbi i en af de nye Hyre
karosser — med dito ungdommelig Kusk paa Bukken, der lod
Pisken smelde, medens Vognen slog Gnister i sin Fart over de
toppede Sten — hen til Datidens Varietéer: Mascaraderne, Assem-
4*