216 / 278
TEA TR ET PAA NØRREBRO
203
være at blive berøvet sin Frihed, da han ikke var
i Stand til at tilfredsstille Kreditorerne.
I sin Kvide fandt Pettoletti paa en Plan, der ganske
vist kunde trække Folk til Teatret, men blot ikke
kunde forliges med de gældende Anordninger. Han
bønfaldt Kongen om Tilladelse til at give nogle smaa
Vaudeviller i det tyske Sprog i Forening med de
pantomimiske Forestillinger, men fik Afslag, skønt
han som sædvanlig tilbød kun at spille paa de Aftener,
det kgl. Teater var lukket, og lovede aarlig at give
to „Fattigforestillinger“ i den bedste Aarstid, hvad
der heller ikke var meget tillokkende for Fattigvæ
senet. Trods Afslaget var Pettoletti ikke forknyt.
Det varede ikke en Maaned, før han „i den ulyk
saligste Stilling, hvori noget Menneske kan befinde
sig“, kom igen med en Begæring af samme Indhold,
blot med den Forandring, at han vilde give sine
tyske Vaudeviller i Sommermaanederne. Men ogsaa
denne Gang fik han Nej. Pettolettis Situation var i
det hele fortvivlet. Var hans Medinteressent Lewin
paa Vej til Slutteriet, var han selv ikke meget bedre
stedt. Kreditorerne havde forbudt ham at rejse fra
Byen, og han havde maattet bortsende sin Familie,
Hustru, Barn og den firsindstyveaarige Fader, der
havde Opholdet hos ham, for at lade dem leve
af fremmedes Godgørenhed. Da Teatret var lukket,
havde han intet Erhverv, og da han var bundet til
det ved en fleraarig Kontrakt, maatte han sidde
rolig og se til, at Gælden voksede; hele sin forhen