253 / 278
240
P E T T O L E T T IS TEA TR E
skønnelse i Datidens teaterinteresserede Kredse, hvor
hans Scene, selv om den søgtes, kun nød ringe An
seelse, saa bør Pettoletti dog regnes blandt P ione
rerne for de københavnske Privatteatre, der nu om
Stunder indtager en Plads i den hele dramatiske
Kunst, som man meget vanskelig kan tænke sig tom.
Det var Pettoletti, der i sine mangfoldige Andra
gender til Konge og Kancelli saa ufortrødent stødte i
Basun, at Jerichos Mure endelig faldt, og Teaterdirek
tionen slap Taget i de gamle Privilegier, som navn
lig efter 1817 var bleven opretholdt i deres fulde
Udstrækning. Et offentligt Skuespilteater i København,
som fortrinsvis skulde dyrke den lettere Underhold
ning, var dog ingen ny Tanke. Allerede i 1811 for
søgte Baron F. C. Wedel-Jarlsberg at faa et Teater
rejst, der skulde spille i Sommermaanederne, men
uden Held, og i 1817 havde to saa betydelige Mænd
som Professor L. Kruse og H. H. Schønberg søgt at
realisere Ideen om et „Almueteater“. Den første
Gang var det økonomiske Hindringer, der lagde sig
i Vejen, den anden Gang var det Skuespildirektio
nen, som slog Forehavendet ned.*) Ganske vist var
der løbet meget Vand i Stranden siden da, Tider og
Forhold havde skiftet, men man maa alligevel ind
rømme Pettoletti en vis Fortjeneste som den, der fik
sat Tanken i Værk. Det kunde sikkert være gjort paa
en bedre Maade af en mere kunstforstandig Mand,
men det er dog et Spørgsmaal, om ikke den anvendte
Metode: lidt efter lidt at liste Skuespillet ind paa
*) D et bør dog bem æ rkes, at af de tre Direktører var G. H. Olsen venlig stem t
for Forslaget.