105 / 132
tet tage Stilling til Spørgsmaal af æstetisk og
kunstnerisk Art, har givet sig de besynd erligste
m en ikke altid lige vel overvejede Udslag.
Forskønnelsesforeningens forskellige H e n
vendelser til K omm unalbestyrelsen b etegn e
des af Borgermesteren som en paagaaende
Indblanden af uvedkomm ende udenforstaaen-
de. H vad Foreningen iøvrigt foretog sig ude i
Byen, kom ikke Borgermesteren ved, sagde han,
men naar den kom forat blande sig i hans Sa
ger, fik den o v e r N æ b b e t!
Saaledes ser altsaa Borgermester Marstrand
paa den foreliggende Sag, og form odentlig paa
andre Sager af lign end e Karakter. Det er h a n s
Sager, ikke B y e n s Sager, m en h an s, hans
alen e, og ve de form astelige, der vover at
blande sig deri.
I sin B edømm else af F orskønn elsesforenin
gens Stilling til saadanne Spørgsm aal, som
Foreningen nu en g an g m ener sig berettiget
og forpligtet til at varetage med de Midler,
der staar til dens Raadighed, staar Borger
mesteren for 4. A fdeling dog vist n ogen lund e
ene. I saa H en seend e er det i hvert Fald fri
stende at genopfriske, hvad Borgermester Jen
sen i sin Tid (Januar 1907) har udtalt over
for Foreningens daværende Formand. H ans
Ord faldt omtrent saaledes:
»Man kan ikke vente i K omm unalbestyrel
sen at finde Folk, der i særlig Grad repræ
senterer de kunstneriske Interesser, heller ikke
kan man sikkert regne m ed , at der blandt
K ommunens Em bedsmænd findes saadanne.
Derfor vil det være værdifuldt for Kommu
n en , at der findes en Kreds af Mennesker,
der danner en frivillig Kunstens Garde. Selv
om denne ofte kan tænkes at komm e i M od
sæ tning til os, kan D e være overbevist om, at
vi vil h ilse dens Fremkomst med Glæde.«
Vi kan forsikre, at vi oprindelig er gaaet til
vort Arbejde for denne Sag — hvis inderste
Kærne jo er Kravet om, at der v ises Frihedsstøt
ten skyld ig Æ rbødighed — med den redelig
ste Vilje til at gøre Ret og Skel til alle Sider.
Det var ærlig Vilje, naar Foreningen i sin Tid
som sit Bidrag til Spørgsmaalet om L øsn in
gen af den foreliggende Opgave indsendte det
af Professor Kampmann udarbejdede Forslag;
det var derimod fra Magistratens Side m indre
ærlig Vilje, naar den allerede efter 6 D ages
Forløb sendte dette Forslag — der ganske vist
kun gav A n v i s n i n g paa en L øsn in g, men
som dog i hvert Fald maatte kunne betragtes
som et brugbart F orhandlingsgrundlag — til
bage med en Skrivelse, der i præcis 6 Linier
meddelte, at den sam lede Magistrat ikke havde
fundet Planen egnet til Gennem førelse.
98
Vi skal ikke komm e tilbage til B egivenh e
derne, som de formede sig sid en da. Vi har
fremdraget det ovenfor nævnte Moment, fordi
det syn es at vise, at Magistraten paa et end-
ogsaa ret tidligt T idspunkt (Juni 1909) har følt
sig irriteret over, at F orskønnelsesforeningen
bland ede sig i Spørgsmaalet om, hvorledes
Frihedsstøttens n ye Om givelser skulde formes.
Foreningens Bestræbelser bar dog for saa vidt
Frugt, som Frihedsstøttens Omgivelser, hvor
ledes man end til sin T id vil forme dem, dog
vil b live bedre end saaled es, som man oprin
delig havde paatænkt dem. Det maa derfor
forekomme ubilligt, naar Borgermester Mar
strand nu reagerer saa stærkt overfor F orenin
gen, al den Stund den af den sam lede M agi
strat forelagte Plan til O rdningen af Vesterbros
Passage (Vej- og K loakanlæ genes Projekt II)
jo kun er en Variant af Professor Kampmanns
paa F oreningens Foran ledning udarbejdede
Forslag.
Dette om Sagens Realitet, hvortil vi blot
skal føje H en v isn in g en til den Kendsgerning,
at F oreningens Bestræbelser for at tilvejebrin
ge den bedst m u lige L øsn ing af Spørgsm aa
let har vist sig at være støttet af en stærk og
udelt Folkestemning, der igennem h ele Lan
dets Presse har faaet et saa enstemm igt Udtryk.
H vad Sagens Formalia angaar, skal vi til
Borgermester Marstrands stærke Fordømm el
se af Foreningens Arbejde for denne Sag en d
nu blot bemærke, at lige saa oprigtigt som vi
beklager hidtil at have staaet i den skarpeste
M odsæ tning til Borgermesterens kunstneriske
Anskuelser, lige saa stærkt føler v i, at den
komm ende Tid ikke vil m indske denne M od
sæ tning. Netop den Betragtning, som ligger
til Grund for Borgermester Jéhsens ovenfor
citerede Anskuelser, er det, som hidtil har dik
teret og i Fremtiden vil diktere Foreningen
dens Stilling til Bestræbelserne for at frem
kalde lidt større Skønhed i vor By, ikke m indst
dér, hvor de æstetiske Krav kan ske F y l
dest, uden at der behøves at slaas af paa
Fordringerne til de praktiske Krav, som N u
tiden maa stille, og Borgermesterens Trusler
om at give os »over Næbbet« kan i ingen
H en seend e skræmme os fra at gøre, hvad v i
anser for vor Pligt. Vi vild e tværtimod føle det,
som om vi svigtede denne Pligt, saafremt vi
havde holdt os tilbage.
I en Sag som denne staar vi som Borgernes
Talsmænd, og Borgermesterens Slag rammer
derfor ikke alene os, men alle B yens Borgere.
Naar disse sidste gennem deres valgte Til-
lidsmænd i Borgerrepræsentationen paa en
vis Maade har givet Slaget igen ved at for