24 / 603
20
FORHISTORIE.
fremadskuende som A. F.
T s c h e r n i n g ,
der stillede Medicinere og
Veterinærer ganske lige, ønskede at de skulde studere sammen og
siden vælge »om de vil være Menneske- eller Dyrlæger, eller begge
Dele; thi hvorfor skulde det være forbudt?«1). Hans Navne, H. C.
T s c h e r n i n g ,
der i en Skrivelse af 25. September 18552) udtaler sig
imod Sammenslutningen, fremhæver, at »naar Landvæsensskolen
forstaar at løse sin Opgave, vil her tilstrømme den formuende Ung
dom, der i Vilkaar og Fordringer lige saa lidt som i Formaalet
for deres Ophold ved Læreanstalten vil harmonere med de i Re
gelen uformuende Veterinærelever«. En halv Snes Aar tidligere
havde han oplyst, at »den danske Veterinærlæge . . . om ikke for
største Delen, saa dog for en stor Del, maa søge sil Udkomme ved
andet Bierhverv, som Smed, Hestehandler, Værtshusholder, Ager
bruger, Brygger, Farver o. s. v.«8). Endnu 1855 siger den jydske
Dyrlægeforening2), at »Dyrlægens private Stilling . . . er . . . saa
ledes næsten over hele Landet, at han maa søge et eller andet Bi
erhverv for at kunne leve og ernære sig;«. Ogsaa Sundhedsraadets
ovenfor citerede Udtalelser om Veterinærernes Dannelsestrin er
meget betegnende.
Lignende nedsættende Domme havde man omkring 1830 fæl
det over Skovbrugerne, da deres Undervisning blev reformeret4).
Om (de større) Landbrugere siger endnu Betænkningen af 1854, at
»den gamle Skik begynder at tabe sig, al kun de unge Mennesker
bestemmes til Landvæsenet, som ikke anses begavede nok til Stu
deringer«, Udtryk der kan sammenlignes med
E s t r u p s
ovenfor (S.
10) anførte Ord. Om Bondestanden og Tyendet udtaler man sig
undertiden, som om disse Befolkningslag var ganske utilgængelige
for Oplysning. Trykkefrihedsselskabets Skriftkomitee erklærer 1835,
al »Folkebladets« Publikum skal være den mindre dannede Del
af Borgerstanden; paa Bondestanden tænkes ikke synderligt. Dette
viser sig meget karakteristisk i en Artikel »Vinteraftenens Anven
delse paa Landet«, der anbefaler Bønderne nyttige Haandarbejder,
men ikke har el eneste Ord tilovers for Læsning. Selskabet ud
satte dog samme Aar en Præmie for »en god historisk Læsebog
') Rigsdagstidende 1855, Folketingets Forhandlinger om Højskolens Op
rettelse, Sp. 327.
2) L. J. 1857, 1222 nævnt S. 18.
s) Beretning om den første danske Landmandsforsamling, S. 230.
4) A.
O
ppe rm an n
:
Bidrag t. d. danske Skovbrugs Historie 178(5—188G,
S.
208.
G.
S
arauw
glæder sig 1831 til, at Skovbruget »ikke herefter skal vedblive at
være et Skjul for Maadeligheden, et Tilflugtssted for Ulyst eller Uduelighed Lil
andre Videnskaber, hvorved en hæderlig Stand, der rundt omkring os er gaaet
frem med Tiden, var nær ved al synke meget dybt i den offentlige Mening«.