134 / 140
— 131 —
Folk. Han gik, naar det gjaldt Ideer og Følelse, netop
saa højt, som det passede dette Folk, og naar det
gjaldt selviske og nære Formaal, blev han ikke mere
materiel end Folket ønskede og forstod. Hvilken
anden Art Folkelighed, man vil stille op ved Siden
af hans, den grundtvigske, den radikale, den national
liberale, den bliver tillavet og uvederhæftig i Sam
menligning dermed.
Skønt han ved sin Død ikke efterlod sig et stort
og samlet Venstre, men kun en Sekt ved Navn
Bergianere, er han dog den Venstrefører, der havde
mest i sig af et »Enhedsmærke«. Det Grundtvigske
Venstre og det Hørupske Venstre betegnede hver for
sig en Ensidighed. Berg derimod forenede og for
sonede i sin Virken begge Elementer. Og hvis man
havde givet ham Lejlighed til at gøre et Forsøg, vilde
han, saa konservativ han var, og i saa meget Tals
mand for det almene og anerkendte, rimeligvis ogsaa
kunne være bleven et Udtryk for store Dele af Højre.
Begivenhederne kom mere til at fremhæve det be
grænsede og personlige i Bergs Virken; naar hans Hi
storie endnu ikke er skrevet, er det maaske ogsaa af
Frygt for, at den skal fremhæve de samme Træk, og
naar hans Modstandere har saa ondt ved at yde ham
Retfærdighed, er det, fordi de faar fat alene paa disse
Træk. Naar man vil bedømme ham ret, maa man lægge
Tyngdepunktet i hans Politik fra Rigsdagen ud i Be
folkningen. Og den Vækst, hans Politik bestandig