129 / 140
— 126 —
maatte han hjælpes og lignede han et Skib i Havs
nød.
Han blev syg om Sommeren, rejste til Udlandet,
kom hjem sidst i Oktober, tilsyneladende med friske
Kræfter. Men Dødens Komme forraadte sig nu ved
en febrilsk Utaalmodighed hos ham og ved den
Løftelse i Stemningen, som tidt er Dødens Varsel.
Hovedslaget i Samlingen 1891—92 stod om den
Opfordring, det moderate Venstre med N. I. Larsen
som Ordfører rettede til Nellemann om at fremme
Retsreformen. Berg greb Ordet flere Gange, og med
løftet Hoved udtalte han tilsidst disse Ord, der lyder
som en Svanesang, og virkelig ogsaa blev »den store
Fører»s Svanesang: »Jeg læste i et Blad igaar det
Udraab: »At den gamle Mand gider!« Jeg finder
dette Udraab ret naturligt, at unge, ved politiske
Provisorier blaserede Folk kan finde det underligt,
at en gammel Mand som jeg kan fastholde mit
Haab om Grundlovens Sejr trods Stillingen nu, thi
alt synes jo at tale mod dette Haab . . . . Jeg har
formet dette Ændringsforslag som et Udtryk for mit
Haab om, at det danske Folk skal endnu en Gang
vinde Sejr over Provisorismen
Det er meget
muligt, at mine Øjne ikke ser det opfyldt, . . . . men
hvad gør saa det? Tusinder . . . . deler dette urime
lige Haab med mig, og engang vil Vrøvlet, Fejg-
heden og Modløsheden blive blæst bort . . . . saa
springer et evigt sprudlende Væld, Frihedskærlig
heden i Folket frem . . . . Tillad mig at bevare