128 / 140
— 125 —
des engang givet dette lille Interiørbillede: »De
smilte ikke, de indlod sig ikke med andre, de var
alvorlige og grundige, de røg i Vadmel lange Piber.
Man havde et Indtryk af Puritanere fra Cromwells
Dage«. Hvilken Modsætning til Hørups Gruppe
efter dens Sprængning i Efteraaret 1890: Edvard
Brandes, Christopher Hage, J. K. Lauridsen, Hen
ning Jensen, Herman Bing o. s. v., hele »Poli
tik e r s Redaktion og Medarbejderstab, — de røg
sandelig ikke i Vadmel lange Piber, og de kunde
nok smile, og ikke mindst af disse Puritanere. Det
var snarere to Førere med deres Livvagter end to
Grupper. Men disse to Førere, det var til Gengæld
de to stærkeste Viljer i Venstre, de to eneste virke
lige Folketribuner. Naar de førte deres Mærker
sammen i Striden, vilde den blive haard.
Men Faren drev over. Berg kom ikke mere ud at
rejse ad de gamle Ruter, ad hvilke han var rejst saa
tidt. Den Rejse, han nu rustede sig til, var den
sidste store Rejse uden Følge. Ingen byder ustraffet
sit Helbred det, Berg havde budt sit. Og dertil Skuf
felsen, Ydmygelsen, Spændingen. Det havde været
for meget. Han var vel ret kraftig endnu, men den,
der saa nærmere til, naar man mødte ham i hans
sidste Levetid, havde let ved at se, hvor tung han
var bleven, og hvor hans friske Farve var afløst af
en bleg Fedme. Paa den smalle og stejle Trappe op
til den Tribune, hvorfra han talte ved den liberale
Vælgerforenings Grundlovsfest den 5. Juni 1891,