123 / 140
— 120 —
løkke, Haastrup, Michael Pedersen, og ventede paa,
at det skulde blive tørt Land igen, for da at for
plante en ny og bedre Venstreslægt i Landet. Der
kom i det Hele fra nu af Sektens, næsten Menig
hedens Præg over Bergs Parti. Navnet B e rg ia n e r e ,
som aldrig før havde været brugt som Partibenæv
nelse, blev nu indført som politisk Partinavn. Det var
ikke længer det radikale Venstre, ikke det danske
Venstre, det var Bergs Tilhængere, hans Venne-
samfund, hans Hjord.
Dette afsondrede, eksklusive Præg fik hans nye
Parti ydermere derved, at det kun rodfæstedes i Jyl
land, og endda væsentligst kun i en bestemt Egn af
Jylland, Vestjylland og den midtjydske Hedeegn.
Bergianerne boede især langs Vestkysten af Jylland,
fra Esbjerg til Holstebro, og saa paa den modsatte
Side af Heden fra Viborg over Silkeborg ned mod
Vejle og Kolding.
En Hovedrute, Berg fulgte, naar han var paa
Agitationsrejse, var Ruten: Skjern, Thim, Holstebro,
Lemvig. Her var han selv født, her boede hans
Landsmænd i snævrere Forstand. Og her vandt han
ogsaa den Sejr, der fra Valget den 21. Januar
1890 atter gjorde ham til en Magt i den danske
Politik. Det var hos disse Puritanere, hos disse
satte, strænge, gammeldags Bønder, at Troen holdt
Stand og d e n r e n e L æ r e fandt Indgang.
Det var deres Stejlhed, der stemmede sig mod den
»Akkordens Aand«, det øvrige Venstre prækede. Og