120 / 140
— 117 —
Billedet af Berg. Det viser hans Usnobbethed, hans
Foragt for den pæne offentlige Mening, hans ægte
politiske Hensynsløshed i Valget af Midler.
Der er i det hele intet Afsnit af Bergs Liv, der
stærkere fremhæver hans Sjælsstyrke og beundrings
værdige Livsmod, end disse 3 Aar, i hvilke han,
den én Gang saa mægtige Fører, sad i Folketinget,
kun omgivet af en lille Garde paa 8 Trofaste, som
ikke netop var Blomsten af Tinget. Bønløkke,, S.
P. Christensen, Haastrup, Leth, Michael Pedersen,
Enevold Sørensen, Tang og Vestergaard — hvor er
de henne nu, hvilket Blad af Historien vil, naar man
undtager Enevold Sørensen, opbevare disse Navne?
Og dog burde de maaske ikke glemmes, thi det er
Stammen, hvoraf der siden skød en Politik, der er
et helt Stykke Danmarkshistorie. Det er de første,
de oprindelige, ægtefødte B e r g i a n e r e .
Naar han ellers saa sig om i Tinget, mødte han
lutter fjendtlige, spottende, skadefro Ansigter, maa
ske endog halvt medlidende. Og der sad dog saa
mange, hvem hans Navn og Autoritet havde baaret
ind i Tinget, mange, der havde holdt sig tæt i hans
Kølvand, da han gik for fulde Sejl, og andre igen,
for hvem hans Fordomsfrihed havde været den
brede Ryg, der havde givet dem Dækning i ensomme
og farlige Øjeblikke. Der kom alligevel ingen bitre
Ord over hans Læber, ingen Surhed i hans Væsen.
Han var i Sandhed en Kæmpe, som han stod her og
talte til de tomme Stole, eller under en Højrøstet