117 / 140
— 114 —
Vælgerpolitik, han vilde gribe til sit gamle Greb, at
indtage det Standpunkt, der som det mest retlinede
og konsekvente havde Befolkningens umiddelbare
Sympati og bedst anslog det harmfulde Hjærtes
Strænge.
Men saa burde han ogsaa straks have sat sig imod
den Forhandlingspolitik, som det øvrige Venstre slog
ind paa ved Begyndelsen af Rigsdagssamlingen 1886
—87. Det gjorde han imidlertid ikke, i hvert Fald
kun halvt, og med saa lidt Konsekvens, at det endog
tilsidst var ham, der formulerede den Partibeslut
ning, hvori Forhandlingspolitiken blev udtrykt. Da
han saa kun et halvt Aar efter erklærede denne Politik
for et Forræderi mod Venstres Sag, fik det derfor
Udseende af, at han med Vilje søgte sig et Særstand
punkt. Og han blev ogsaa derved drevet ind i en
Række haabløse og kunstige Fortolkninger, som daar-
ligt harmonerede med hans Valgsprog om at fægte
»med aaben Pande«.
Han var sat til Vægs af sine Medbejlere. Eller ret
tere, han var af dem anbragt som den pompøse, men
betydningsløse Topfigur. Han skulde repræsentere
Partiet, være dets Symbol, derfor sad han paa For
mandsstolen baade i Partiet og i Tinget — men han
skulde sidde der som en Fange. Af dette Fangen
skab brød han ud. Han mærkede nemlig snart,
at han var sat ud af Spillet. En mere tydelig Til
kendegivelse heraf, end at Hørup og Bojsen uden
hans Medviden, ja bag hans Ryg, havde plejet hem