![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0115.jpg)
— 112 —
dat i Frihedens Hær«. Han vilde være »et Enheds
mærke«, sagde han, han vilde paa Landbodemo
kratiets Vegne modtage Hovedstadens Haand, nu var
Demokratiets Enhed en afgjort Sag. Sammenhold!
Samarbejde!, det var hans Tekst.
Og dog — dog var der noget overfladisk ved den
hele Bevægelse. Under dette brusende Hav af be
gejstrede Tilhængere gik der en Understrøm, en stærk
og kontrær Understrøm, der var rettet paa at tage
Magten bort under Bergs Fødder. Som han stod her
paa Toppen af sin Berømmelse, var han i Virkelig
heden som Politiker e n i s o l e r e t Ma n d . Det
maa slaa En, naar man genenmlæser Referaterne fra
Festerne, at der ikke var en eneste ledende Venstre
politiker med. Venstres andre Førere havde benyttet
Holstebrosagen og hans lange Fraværelse til at isolere
ham. De troede ikke mere paa hans Loyalitet, de
nærede den Mistro til ham, at han satte sin egen Magt,
sin absolute Førerstilling over alle politiske Hensyn.
Hans mange Ord netop paa denne Tid om »Sagen
fremfor alt«, fremkaldte deres Spot. Det var blevet
en sand Fabel mellem indviede Venstrepolitikere, at
Berg blot vilde dette, a t v æ r e Nr. 1. »Han vilde
have alle Kransene om Hornene«, sagde Hørup om ham
med et af sine agrariske Billeder. Selv sin tro Følge
svend, N. I. Larsen, kunde han ikke mere stole paa.
Alle følte de sig sveget af ham, misbrugt, overset, be
handlet som Vasaller. Nu havde de sluttet sig sam
men om at tage Hævn, i hvert Fald holde ham ude. I