121 / 140
— 118 —
hed, der ikke var til at misforstaa, eller naar han
maatte tage imod, at Estrup kaldte ham »den frem
ragende Fører«, hvad han besvarede med at kalde
Estrup for »Føreren for Folketinget«.
Svagest var hans Stilling dog her i Folketinget.
Det var ulideligt at høre hans evindelige »Protest«,
det lød næsten som en Kværulant for Retten. Det
var ogsaa under denne evige Debat, snart med Hol-
stein, snart med Edvard Brandes, snart med Klaus
Berntsen, at Selvmodsigelsen i hans Holdning vendte
sig mod ham, saa han maatte gribe til en Fortolk
ningskunst om, at han vel efter 1885 selv havde
stemt for Finansloven, men ikke til Ministeriet, men
til et formodet Flertal i Landstinget, at han vel var
for Forhandling, men kun naar det var »en An
grebskrig med Forhandling« eller en »Forhandling
med skarp Front« o. s. v. Til andre Tider manede
han Dagen forud for den 1ste April 1885 frem, h a n s
Frygt, de andres Selvtillid, h a n s ængstelige
Spørgsmaal, de andres tillidsfulde Svar. Der var
ogsaa Ting, der svækkede og misklædte hans Stil
ling. Det svækkede Tilliden til ham, at han roligt
blev siddende i det Parti, han bekrigede, deltog i
dets Partimøder som et fuldgyldigt Medlem, ind
viedes i den Taktik, han vilde scpænde Ben for.
Han vidste nemlig godt, at ekskludere Berg, det
vilde man ikke. Og hvorfor stemte han ikke et
direkte Nej til »Paaskeforliget«, men sad stille og
saa til og nøjedes med at sige »Stemmer ikke«? De