122 / 140
— 119 —
andre Venstremænd kunde ikke tage dette for andet
end et nyt Træk af den Fiffighed og »Mindretals
tapperhed, hvorom der efterhaanden havde dannet
sig et helt Sagn mod Berg.
Men ellers talte han »ud af Vinduerne», det vil
sige ud til Vælgerne. Der havde han sine Res
sourcer; saalænge han endnu ikke havde tabt paa
Valgdagen, var han ikke slagen. Det gjaldt da for ham
om at holde Vælgerne i Aande. Valgdagen maatte se
nest komme i Januar 1890, der var altsaa 2
V*
Aar at
løbe paa. Halvt som Vælgerfoder, halvt som Trods
mod Modstanderne maa det vel forstaaes, at Berg
i disse to mellemliggende Samlinger, 1887—88 og
1888—89, talte som et rent Damptærskeværk. I
den første Samling holdt han 168 Taler, i den anden
188. Han søgte nu dybere ned i Folket end før, ned
under Gaardmændene. Det var »den danske Menig
mand«, der nu skulde være hans Støtte. I hans
Rigsdagstaler støder man jævnlig paa Vendinger som
disse: »det danske Folk, lad mig sige den danske
Menigmand«, eller, »ikke blot her i Landet, men og
saa i Menigmands Huse«.
Hans stærkste Greb var dog det, at han gav
sit Standpunkt og sit Parti det uskyldiges,
det af Hjærtet rene og ubesmittedes Stempel.
Han kaldte sit Parti »de t r e n e Ve n s t r e « .
Syndfloden var kommen over Landet, og der svøm
mede han nu som Danmarks Noah rundt paa sin
Ark, med sine forskellige rene og urene Dyr, Bøn