127 / 140
— 124 —
det andet, at Bergianerne gik i Alliance med Hørup-
perne.
Politiken spørger jo ikke om Hjærtet, ellers kunde
der være Grund til at gøre en lille Betragtning over,
med hvor megen ægte Følelse disse to Mænd gav
hinanden dette Haandslag. Det var vist et koldt
Møde. Men megen Lejlighed til at dyrke hinandens
personlige Venskab fik de to Mænd heller ikke. Det
Aar, der var tilbage, var et, hvor hver Dag havde sit
politiske Slag, og hvor hvert Minut af Dagen var
kostbar. Dette sidste Aar, Berg levede, betegnede et
Højdepunkt i den parlamentariske Kamp. Sjælden
har Polemikens Egg være slebet saa skarp, sjælden
har den saglige Forhandling løftet saa tunge Prob
lemer som i Samlingen 1890—91. Det var et værdigt
og stolt Opbud, hvormed Folketinget hilste sin
mangeaarige Fører til Farvel.
Naar Anspændelsen var saa stor, var det ikke
mindst, fordi Faren altid var stor for den Side af
Venstre, der skulde kæmpe mod Berg og Hørup som
forenet Magt. Sporene af deres tidligere Togt mod
de Moderates Kyster forskrækkede. Derimod indgød
ikke deres Grupper som samlet Magt, naar der ved
de utallige Navneafstemninger var Lejlighed til at
mønstre dem Side om Side med hinanden, no
gen særlig Frygt. Dertil stak de alt for meget
af mod hinanden.
Af det Bergske Venstre,
saaledes som det præsenterede sig i Folke
tinget efter Valget 1890, har Edvard Bran-