132 / 140
— 129 —
Novmbermulmet spændte ud
sin Skærm saa klam, saa tung, saa graa,
og Brystet stønned — Herregud,
skal da hvert Haab om Lys forgaa?
saaledes begyndte Drachmanns Mindedigt over
Berg. Og i denne haabløse Stemning, under denne
klamme Skærm af Novembermulmet, fulgte det
lange kjøbenhavnske Ligtog hans Kiste ud til Bane-
gaarden. Begravelsen skete i Kolding den 5. De
cember. Graven er midt paa en stor aaben Plads
paa Kirkegaarden.
Men Bruset af et Junihav
ombølger Kæmpens Grav.
Denne Strofe fra Drachmanns Mindedigt er som
et Eftermæle. Det bruser om Bergs Grav: »Der
svulmer op et vaarfriskt Hav, hvor Berg gik i sin
Grav«. Han var.i Slægt med det brusende og svul
mende i Menneskehjærtet, med den taktfaste, opad-
gaaende Rytme, som løfter et Folk i de bærende
Tider. Saaledes skal han staa i Eftermælet, ikke som
et Tegn til Modsigelse, men som et Tegn til Samling,
ikke som en Nederlagets, men som en Sejrens Mand.
Det er ikke rigtigt, hvad Høgsbro som Folketingets
Formand udtalte i sin Mindetale, at »for den folke-
Christen Berg.
9