130 / 140
— 127 —
dette Haab som min Arvepart, som Frugten af mit
politiske Liv, og gør ikke altfor meget Nar ad den
gamle Mand, fordi han staar fast ved dette Haab«.
Den samme svimle, nervøst overspændte, briste
færdige Stemning toner gennem disse Ord fra hans
sidste Avisartikel, Ord, der er mente som en Protest
mod Talen om det u m u l i g e : » F r i h e d e n s dybe
Fald kan røre Hjærterne, Minderne kan vække til
Handling; der kan . . . . som i en Haandevending
rejse sig en A a n d i Folket, der kan lyse Fejgheden
og Foræderiet til Dørs. Vi tror endnu paa Mi
rakler«.
Hans Tanke var iøvrigt i denne sidste Tid mindre
ved Arbejdet i Salen end ude hos Vælgerne. Han
hastede mod det Øjeblik, da denne Samling skulde
være forbi og et nyt Valg gaa løs. Han talte om
Krese og Kandidater, han regnede Chancerne ud i
de forskellige Landsdele, hans Tanke bryggede alle
rede paa det Valgopraab, som hans Gruppe og den
Hørupske skulde rette til Folket.
Netop herom drejede hans sidste Samtale med
hans Partifæller sig. Den sidste Aften, han levede,
den 27. November 1891, tilbragte han, omgivet af
sine Partifæller, paa Stengaarden ved Gentofte, hos
sin nære personlige og politiske Ven, den nylig af
døde Landstingsmand P. Jensen. Det var en halvt
politisk, halvt selskabelig Sammenkomst. Om For
middagen havde han præsideret i Finansudvalget,
derefter været til Møde i Sygekasselov-Udvalget, og