118 / 140
— 115 —
melige Forhandlinger med Estrup og Nellemann,
kunde han heller ikke godt faa. Saa forsigtig havde
man søgt at lege Skjul med ham, at det efter
Sigende var et Rigsdagsbud, der gav ham et Vink om
Sagen. Han betænkte sig ikke et Øjeblik, og skønt
det var den næstsidste Dag i Samlingen, nedlagde han
straks sin Stilling som Formand i Folketinget, — Stil
lingen som Partiets Formand havde han allerede midt
i Samlingen taget Afsked fra. Den 30. Marts 1887,
ved Mødets Slutning, uden at nogen anede et Ord
derom, bekendtgjorde han fra Formandspladsen, at
han »af politiske Grunde« ønskede at træde tilbage
fra denne Plads, »som Tinget gennem nogle Sessioner
har vist mig den Ære at betro mig«.
11. I Mindretal.
Nu var Berg i Mindretal og det paa en anderledes
afgjort Maade end før. Før havde han i værste Fald
altid haft den ene Halvdel af Partiet med sig, før
havde han skiftevis haft enten Hørup eller Bojsen
med sig. Nu var han ene.
Han søgte ganske vist at fastholde Bojsen som
den, der i Bunden var enig med ham, i hvert Fald
at skille ham ud fra de egentlige »Luskepetere«. Der
er noget rørende i den Maade, hvorpaa han i Begyn
delsen friede til Bojsen. Han nævnede »Holstein,
Brandes, og Hørup« for sig og Bojsen for sig, og
lagde en Kløft imellem dem. Og i den Tale i Kol-
8
*