139 / 470
1 2 6
E FT ER BRANDEN
og derfor selv maa tilregne sig den deraf flydende Skade og Ulempe«, strax
igjen begynde med Arbejdet paa Taarnet og Kirken »paa deres egen Bekost
ning og uden at Brandstyrskassen derved tager nogen Skade«, Alt under
Inspektion af Stadsbygmesteren Banner Matthiesen.
Hvem der ikke var glad herved, var selvfølgelig Murmesterne, men Ban
ner Matthiesen var det ikke heller. Han følte Ansvaret, der herved blev lagt
paa ham. Kirkekomiteen var nemlig ikke sagkyndig. Saa fik han det ordnet
saaledes, at de dygtige Mænd Ingeniøren Generalløjtnant H. H. Scheel og
Arkitekten Oberst E. D. Hausser sammen med Komiteen lagde en Plan for
hele Arbejdet, der skulde strække sig over fem Aar. I det første Aar skulde
Fundamenterne lægges, dybere end for, derefter skulde der i de følgende
fire Aar hvert Aar mures 15 Alen op, og ved Muringen maatte der kun bru
ges Saltholms Kalk. Planen approberedes af Kongen den 23 Juli 1734, og
nu gik Lars Erichsen og Ole Larsen i Gang med Arbejdet, dog i stor Uenig
hed med Komiteen om, hvem der skulde levere Sten, Kalk og Stilladser.
Komiteen mente nemlig ikke at have nogensomhelst Pligt i saa Henseende.
Min mestei ne maatte eller den faldne kongelige Resolution være forpligtede
til selv at sorge herfor, men Sagen bragtes dog paany for Kongen. Det, vi
gamle og ulyksalige Mænd eje, skrev de to Mestere, bestaar kun udi ringe
Ejendomme og lidet Bohave, som vi møjsommeligt udi mange Aar have
samlet. Oprydningen og Opmuringen vil koste os 8 a 9000 Rd.; skulle vi
desuden yde Sten, Kalk og Stilladser, ere vi ruinerede. De had indtrængende
for sig, men det kongelige Øre hørte dem ikke. Den 28 Februar 1735 blev
det paany udtalt, at de to Mestere paa egen Bekostning havde at sætte Kir
ken og Taarnet i Stand, »da de derimod kunne benytte sig af de gamle
Matelialer og Sten, som de bedst veed og kan, saa give Vi hermed tilkjende,
at de samme vor Befaling allerunderdanigst skulle efterleve, saafremt de ikke
ille \æ i e liaaid Straf underkastede«. Det Eneste, de opnaaede, var, at Be
kostningen ved de dybere Fundamenter efter lovligt Syn skulde erstattes dem.
Det hai næppe været et tor dem lysteligt Arbejde, de nu maatte udføre,
saa meget mere som Stadsbygmesteren var dem en streng T ilsynsmand. Ud
paa Sommeren 1735 klagede han over, at de imod hans Paalæg brugte for-
skjellige Sten og forskjellig Kalk til de fire Taarnpiller, og han fik da Alyn-
diglied til med Rettens Tvang at holde Alesterne til at efterleve, hvad de vare
skyldige at gjorc. Ja det befaledes endog, at een af dem altid skulde være tilstede